I dag besluttede vi os for en vandretur i bjergene. Michaels hjerte ville dog ikke være med til andet end blå vandrestier, så vores blik faldt på en “vandfalds-rundtur” aller længst oppe i Rauris-dalen.
Vi kørte så langt op, som man kunne og parkerede på P-pladsen ved Lenzanger. Den sidste del af vejen er betalingsvej, men vores “Nationalpark Sommercard”, som vi har fået i forbindelse med vores ferielejlighed gjorde turen gratis (Almindelig bil kostede ellers 14€). Selve turen rundt til vandfaldene er på godt 6 km – den er logget på “All Trails“, hvis man vil se detaljer fx højdekurver osv.
Wasserfallrundvanderweg er i hvert fald SMUK, og kan helt klart anbefales.
Flere broer passeres undervejsDet største vandfald på rutenAl slags vejr, her sol og varmeSkipper måtte bæres i ca. 20 min. da han pludselig haltede voldsomt. En tå sad ikke rigtigt, men jeg fik den svuppet på plads og så var Skipper klar igen.Sne over et af vandfaldeneAlt slags vejr på turen, kræver at man har grejet med til fx at klare en kort byge.Stien er godt skiltet ved start, og markeret meget fint med de hvide/røde træstolper, der er sat langs stien.
Vejrudsigten lover meget “blandet” vejr, så vi besluttede at tage på et lille road-trip. Startende med en borg, der lå for enden af nabo-dalen (til Rauris-dalen) og som fører op til Bad Gastein, hvor vi fik set byens flotte vandfald og spist frokost i det lokale konditori. Alt i den lille bjergby lukker kl. 12:30 om lørdagen (undt. den lille souvenir-butik og bageren).
P-pladsen ved den lille borg.Det regner, så vi tager vores regn-ponchoer på, så ikke vi bliver våde.Borg-indgangen til det lille tårn og den lille beværtning, som vi dog undlod at besøge.Bad Gastain – i mit hovede kun kendt for sit skiområde om vinteren. Men nøj, en pæn by. Parker i P-huset ved vandfaldet, der kan betales med VISA-kort i automaten. Gadeautomaterne vil have rigtige penge (Euro).… og byens 80m høje vandfald, der går lige igennem centrum. Flot og larmende.Hamburger til MichaelHusets toast til mig
Tilbage i Rauris luftede vi hunde, – så Tour de France og gik på en lokal restaurant i Rauris, hvor vi fik aftensmad.
Vores ferielejlighed: Fletzberger HausDen lokale restaurant, der var udset til dagens aftensmadUdsigt fra vores terrasseVandresti (rød = middel/svær) nr. 125 lige bagved vores lejlighedaftenluftetur op af sti nr. 125Den er hård. Røde stier kræver mange pauser.Skipper står og venter på at vi får halet lungerne indenbords igen.Den lille provokatør sætter sig blot og venter på at vi bliver klar igen.Tapaz i forgrunden og Haus Fletzberger, i bunden.
Vi vågnede veludhvilede op i den store seng på hotelværelset i Nürnberg. Lige overfor hotellet er der en stor skov, som vi benyttede til at få luftet hundene godt af. Google Maps fortæller at vi har ca. 4,5 timers kørsel til vores ferielejlighed i Rauris. Morgenbuffeten manglede absolut intet, og var med i prisen, for overnatningen.
Tapaz og Skipper er med på hotellet. Jeg er meget tilfreds med, at hundene er så nemme at have med. I øvrigt glemte vi Skippers madskål på hotellet, – hvis nogen kommer på de kanter?
Ud på “Autobahn” med alt, hvad det indebærer af vejarbejder (asfalt kan åbenbart KUN udbedres i sommermånederne) og køkørsel. Vi er dog aldrig nede og holde helt stille i længere tid ad gangen.
Ved 12-tiden er det mig, der sidder bag rattet, og Michael der må Google/TripAdvisor, hvor vi kan få os en frokostpause, gerne med wienersnitzel til. Første forsøg ledte os op i en privat gårdsplads (ha ha), men i andet forsøg lykkedes det at finde dette landlige udskænkningssted, hvor vi spiste frokost med en lokal ældre herre, der kom stavrende og skulle have “det sædvanlige”, som viste sig at være biksemad med spejlæg og en stor øl. Vi bestilte wienersnitzel og colaer. Et helt fantastisk tysk måltid.
… lidt væk fra den sydtyske motorvej ligger dette lille sted.En traditionel tysk stue, hvor vi sad sammen med en ældre lokal mand og fik vores mad.Wienersnitzel med braskartofler – intet mindre og intet mere. Det smagte fint, og vi nød at sidde i den gamle stue.En gammel kakkelovn stod i hjørnet, og flere større og mindre skabe var indbygget i væggene, eller rettere stod der, der væggene er bygget op i sin tid.
Videre afsted ind over grænsen til Østrig, som man lynhurtigt passerer, hvis man i forvejen har købt motorvejsmærkatet til forruden.
Lige præcis her kører man fra Tyskland ind i Østrig ved Salzburg.Vi har byttet plads, så det nu er Michael der sidder bag rattet, og han “flasher” for første gang sine nye solbriller, – så jeg måtte også lige have mine på.
I Rauris fandt vi ret hurtigt SPAR-købmanden, og vi var kun lige stået ud af bilen, da skyerne trak sammen og vi fik både torden og en ordentlig skylle. Dog ikke noget der varede særlig længe. Efter provianteringen kørte vi til Fletzberger Haus, hvor vi i forvejen havde booket en ferielejlighed, hvor hundene er velkomne. Det var også her vi boede for 8 år siden, så vi vidste, hvor det lå – fuldstændig fantastisk udsigt og sted.
torden og regn på SPAR-p-pladsenRegnen holdt hurtigt op, – og vi skal op til vores ferielejlighed lidt op af bjergsiden.Lejlighed 2, består af køkken-alrum, soveværelse og toilet/bad, samt en stor udendørs panoramaterrasse.
Vi besluttede, for noget tid siden, at dette års sommerferie gerne måtte indeholde en tur til Østrig igen. Det er 8 år siden, at Michael og jeg sidst har været i Østrig, så det må være tid til et genbesøg.
Forberedelserne har været til at overse: 1) Bestille miljø- og motorvejsmærker hos FDM 2) Booke den ferielejlighed, Fletzberger Haus ved Rauris, som vi også boede i ved vores sidste besøg.
Vi er stået tidligt op denne torsdag morgen og er kommet afsted kl. 5:15, med en pladsbillet til færgen i Rødby kl. 7:45
I FDM-shoppen er miljø- og motorvejsmærkerne bestilt. I Tyskland er de også så særlige, at de ikke kan aflæse en alm. digital P-skive, derfor denne analoge.Det er tidligt om morgenen, da vi passerer den igangværende Roskilde FestivalVi kører direkte ombord, som den allersidste bil, – på en færge FØR den vi har reservationsbillet til. Helt perfekt!På færgen, Rødby-Puttgarden, var der god plads denne torsdag morgen kl. 7:00, – også i morgenmadsbuffeten. Michael mener at nu er sejlersommerferien gået i gang. 🙂Tilfældig rastepladser udgør vores pauser ned igennem Tyskland. De har fået opgraderet deres toiletter, så man kan betale med kort, og ikke skal have mønter på sig for at komme på toilettet.Der er indlagt hunde-BIO på rastepladserne ned igennem Tyskland
Ud på eftermiddagen har vi begge fået kørt nok bil på den tyske autobahn, og vi laver en hurtig søgning på hoteller ved Nürnberg i Booking.com, hvor man må medbringe kæledyr. Vi udvalgte os “Seminaris” Hotel Nürnberg, hvor der var plads og receptionisten bød både hunde og os velkommen.
Receptionisten havde ved in-check fortalt at vi kunne spise aftensmad i hotellets restaurant, hvilket vi benyttede os af. Det skulle vise sig, at vi fik sat os midt i et selskab (ukendt firma – Michael gætter på en højskole, eller måske en stor IT-virksomhed), som denne aften havde booket hotellets restaurant. Der var dog ingen synlige tegn på at vi ikke kunne deltage, så vi satte os, fik drikkevarer af tjeneren og spiste af buffeten. Da vi ville betale blev den kvindelige tjener helt forvirret… og kunne slet ikke forstå, hvordan vi havde siddet og spist sammen med de andre, uden at de havde opdaget os. Vi fik dog betalt og gik i seng, da vi var trætte ovenpå den lange køretur.
Aftensmad på hotellets restaurant, som lå lige ud til Nürnbergs stadion.
Min mor hentede børn i Karleby og Ejby og fragtede dem problemfrit igennem den svenske kontrol ved Øresundsbroen til Ystad, så de kunne træde ombord kl. 10:15. Vi satte stort set med det samme kurs mod Hasle på Bornholm. Øresund viste i dag bølger på ca. 1 m. højde lige i r… af båden, så vi blev skubbet afsted, op og ned, til Bornholm i 8 m/s vind.
5,5 timer tog det før vi kunne lægge os på en plads i Hasle.
34,4 sømil på 5,5 timer.
På Bornholm er de fleste havne ejet af kommunen og der er derfor ens havneafgift uanset havn. 235,-kr/døgn for en båd som vores (længde 10-13m). Hvis man køber 5 overnatninger får man en yderligere gratis. I Hasle blev det derfor besluttet at købe 5+1 overnatninger, så må vi se, om vi stikker mod Sverige igen fredag eller lørdag. Når havneafgiften er betalt er strøm, toilet, bad og vaskemaskiner gratis her på havnen.
Hasle er i mine øjne en lidt kedelig by på Bornholm – specielt en søndag eftermiddag. Super Brugsen havde dog åbent, så vi kunne købe lidt mælk og cornflakes til morgenmad. Hasle havn har dog fået lavet et nyt havnebad, -dog ubenyttet i dag, så helt populært er det ikke blevet endnu.
Sebastian og Elisabeth har kæmpet lidt med at få downloadet Pokémon Go, -den helt store dille, hvor man skal bevæge sig rundt på gader og stræder og fange Pokémons med sin telefon. Mon ikke det kan få dem lidt rundt på havnene? Vi får se. I hvert fald var Sebastian og jeg incl. hunde rundt i Hasle og gøre os de første erfaringer med spillet.
Mandag 18. juli
Jeg har en særlig morgenrutine med Skipper: Op mellem kl. 03 og 05 for at lave bummelum inde på kajen. På vores tidlige morgentur i dag, hjalp vi med fortøjningerne på en sejlbåd der netop var kommet ind efter en “lidt hård tur” fra Kalø til Hasle, som de netop havde taget. Vinden har ikke helt lagt sig, men er i aftagende.
Vi sejlede fra Hasle ved 9-tiden og sejlede nordpå rundt om Hammer Odde Fyr, og fik den bedste plads vi kunne forestille os i Allinge inderhavn. Vi var virkelig heldige, for inderhavnen blev stuvende fuld i løbet af eftermiddagen. Et slag på tasken vil være at der ligger 55 både her i inderhavnen og ca. 100 både i alt i havnen. Jeg fandt ud af at bruge den rabatkode+pin, som jeg havde betalt med i Hasle og bookede to overnatninger i Allinge.
9 sømil på et par timer. Hvor er der smukt forbi Hammershus og Hammer Odde.
Allinge er en by med “gang i” her på Bornholm i sommersæsonen. Her er masser af restauranter, tøjbutikker, smykkebutikker, Netto, Brugsen, -alt sammen direkte på havnefronten. Elisabeth, Sebastian, jeg og hundene fik tømt store dele af tvillingebyerne: Allinge-Sandvig for Pokémons, imens vi kiggede på alle Helleristningerne fra bronzealderen. Skønt aftenvejr.
Tirsdag 19. juli
Fra morgenstunden, så det ud til at blive fantastisk vejr (selv om DMI ikke var enige med os), og vi smurte overlevelses-madpakker og fyldte vanddunkene og begav os afsted på vandretur til Hammershus. Fra Allinge går der en flot vandresti forbi helleristningerne til Hammershus. Hammershus var velbesøgt i dag (jeg er lige ved at kalde det overrendt). Vi valgte at høre på “Jesper Langbues” hammerende gode historier fra Hammershus. Han var ret god til at fortælle historien om, hvordan Christoffer d. 1. og hans dronning Margrethe Springhest forsøgte at få magten på Bornholm over biskoppen Jakob. Det ender med at paven gør biskoppen fredsløs pga. nedslagtningen af Christoffers mænd, der havde overgivet sig.
Vi fandt en lille klippe midt i borgruinen, hvor vi slog os ned og fik spist vores frokost.
Efter besøget på Hammershus, gik vi ned på Hammer havn (der er toiletter), og videre rundt langs Opalsøen og Hammersøen til Sandvig og Allinge. I opalsøen kan man få en tur med svævebanen, der ender med at man får en ordentlig badetur.
Tilbage i Allinge fik vi en stor is på havnen, den var rimelig tiltrængt efter godt 12 km. gåtur.
Vandretur i det flotteste sommervejr.
Efter et lille hvil i båden var børnene friske på en badetur, og imens var der tid til at ose i butikker. Jeg spottede et par gaver som tøserne blev sendt i byen for at købe, så de også har fødselsdagsgaver klar til torsdag morgen.
Vi forlod den stille dejlige havn Norreborg på Hven, og sejlede til Kastrup havn.
Tapaz har fødselsdag i dag – 2 år! Her sidder han på Hven, sammen med Ego, tøjret til masten imens vi gør klar til afgang.
Lige inden vi når Kastrup får vi en ordentlig byge, så Michael er trukket i sejlertøjet – det vandtætte – og undrer sig over at hans kondisko ikke fungerer som gummistøvler.
I Kastrup havn er der ikke ret mange pladser, hvor der er plads mellem pælene til en vores båd (3,8m i bredden), til sidst besluttede vi os for at “trække maven ind” og kaste båden ind på en pæleplads, hvor pælene måtte give sig lidt for at vi kom ind. Det gik.
Kastrup havn, temmelig omskifteligt vejr – nu solskin!
Vi luftede hunde, købte havnebillet og tog derefter cyklerne en tur langs strandvejen på Amager. Hold da op, stranden er godt nok forandret med det nye flotte “Amager Strandpark” ved 5-Øren (hvor Kastrup havn ligger). Sådan så det absolut ikke ud for 20 år siden, hvor jeg en kort periode boede på Øresundskollegiet. Vores mål med cykelturen var at indkøbe fødselsdagsgave til Sebastian, og herefter shoppede vi lidt rundt omkring på Amagerbrogade, sluttende med Føtex, hvor vi provianterede til de næste par dage. Vi har fundet ud af at både Kvickly og Føtex, har et ret stort udvalg af færdigblandede salater og kødretter, der er nemme at anrette ombord, uden at man skal opbevare alle mulige slags grøntsager overalt på båden (hvor det nu kan stuves ind).
Faciliteterne for sejlere i Kastrup er tip top, smart at man kan stoppe bruserens “timer” undervejs i badet, det gør at 5,5 min. pludselig føles rigtig længe til 5,-kr. Men pas på… der er en “farlig” biks på havnefronten: Hellers.dk 😉
Amager strandpark med omkringliggende muligheder for badning, motion, og fritluftningsområde for hunde er perfekte. Helt sikkert en havn vi vender tilbage til – også med børn.
Tapaz og Ego foran bade-“anlægget” ved Amager Strandpark/5-øren.
Onsdag d. 13. juli:
Vi besluttede os for at tage forholdsvis tidligt afsted, da vi vil til Skanör havn i Sverige. Vi kan se på kortet, at havnen er lille og eftertragtet og derfor er det godt at komme tidligt. Skanör er Sveriges bud på “Skagen” med lækker badestrand, ungdomsmiljø, fiskerestaurant, iskioske m.m.
Morgensvømning ved Kastrup havn. Border-drengene elsker det.
På vej til Skanör med Øresundsbroen i baggrunden.
Vindmøllerne som står lidt syd for Malmö, de kan også ses når man kører over Øresundsbroen.
Ego og Skipper slapper af
Tapaz
Da vi ankom fik vi kilet os ind i mellem en svensker (fastligger) og en tysker. Dog ikke så langt at vi kunne gå på land fra vores egen båd, så vi måtte ind over enten svenskeren eller tyskeren for at komme i land. Det er lidt bøvlet at bære Ego og Tapaz ind over de andre både når de skal i land, -men de fleste er ret “sippede” med hundepoter/ridser i dækket, så vi tager ingen chancer og hundene må bare finde sig i at blive båret lidt på.
Midt i frokosten (som vi tog lidt sent) trådte den svenske kystvagt pludselig ombord på Lea (med våben i bæltet og det hele). Han havde set at vi havde hund med og ville se hundepas. Han blev rimelig overrasket over at vi havde hele 3(!) hunde ombord, og skulle have udpeget hvilket hundepas, der hørte til hvilken hund. Skipper er kun lige godt 14 uger gammel – og hans rabbies-vaccination er derfor ikke helt 3 uger gammel (det bliver den først på mandag), men det lod ikke til at det var noget problem for kystvagten, da han bare konstaterede at deres vaccinationer var gældende til 2017 alle sammen og at den “lille” var født i år.
Skanör er en fin havn, og der er gode muligheder for at bade på sandstrand, samt gå lange flotte vandreture (afmærkede). Men selve det “leben” der er, er ikke lige mig, jeg er mere til de mindre lidt “stille” havne – især mens vi ikke har børnene med ombord.
Selve Skanör by er ikke ret stor, men der er dog både bank, apotek og en stor ICA i byen.
Solnedgang fra molen – Skanör. Det er Øresundsbroen man lige kan skimte.
På aftenluftetur med hundene gik vi forbi et hav af småhytter i alverdens pastelfarver. De ligger spredt langs stranden i klitterne.
Hvad man helt præcist skal bruge sådan et lille skur til her på stranden (uden vand og el) gik ikke op for mig, men tilsyneladende er det til opbevaring af liggestole, bikini og andet strandrelateret.
Solnedgangen – det sidste af den fra stranden lidt syd for Skanör havn.
Torsdag d. 14. juli:
Vi forlod Skanör ved 9-tiden om morgenen sammen med tyskerne, som vi lå kilet sammen med i havnen.
Ud gik vi sydpå et temmelig langt stykke, da der er ret lavvandet ind mod land. Herefter gik vi direkte efter Gislöv havn, som vi kom frem til ved frokost-tid.
Gislöv havn er en lille, stille – lidt slidt – havn, lidt udenfor Trelleborg. Men helt perfekt til os. Sandstrand, havnecafé og en lille bådudstilling (antikke både) er at finde umiddelbart på havnen. Det koster 170,- s.kr. i døgnet at anløbe havnen uanset bådstørrelse. Hertil køber man et Tally-kort, hvis man vil have strøm ombord imens man ligger i havn. Selve havnefaciliteterne (toilet, bad, vaskemaskine, tørretumbler) er gratis når man har indløst havnebillet. Fred og ro i havnen.
Gislöv Läge – her er fred og ro.
Gislöv Läge (som landsbyen hedder) byder ud over havnen og badestranden på et pizzaria og en købmand (“kolosal-marked” – griner). Super hyggeligt og lidt a la den tidligere Vellerup-købmand.
Pizzaria (i øvrigt udemærkede pizza’er) og den lille købmand – og det er hvad man kan finde ud over havnen og busstoppestedet (vendeplads) i denne lille by.
Vi stod op, og gjorde os klar til at tage afsted fra morgenstunden til Hven.
Kronborg … ham Chr d 4, byggede da et slot af format, fordi han skulle indkræve lidt skat?
Her på Øresund, er der stor trafik af færger og tanker, så man skal se sig godt for, og være i stand til at vurdere de andres og egen fart.
Det går der-ud-af med genuaen sat.
Skipper lever op til sit navn og har fuldstændig tjek på vind, sejl og færden ombord.
På Hven er der tre små havne, som godt kan blive temmelig fyldte i sommerferien. Vi sigtede mod Norreborg havn, som vi anløb ved 10.30-tiden. Straks kom havnefogden ud og hilste os velkommen i den lille havn, og oplyste om havnens faciliteter (der er til at overskue).
Der er præcis 8 sømil fra havnen i Helsingør til Norreborg på Hven. Vi tilbagelagde turen på ca. 1,5 timer hvor vi blot satte Genuaen.
Vi skal vente med at indløse havnebillet til kl. 12, da vi ellers kommer til at betale for natten der er gået. Havnebilletten koster 200 s.kr/døgnet og den dækker gratis strøm. Der er toiletter med bad (badet koster 5,- (automaten tager både danske og svenske) – nogen der har mønter?). Michael mener det er godt at vi har varmt vand og bad i båden. Ellers byder havnen på egen sandstrand med badebro, minigolf og svensk idyl. En perfekt havn at lande i, også hvis man har børn med. Det kan være vi smutter indenom på vej hjem, når vi har ungerne med ombord.
Perfekt plads, hvor vi ligger langskibs. Det er havnefogeden i baggrunden, der straks satte ned over græsset for at byde os velkommen – det har vi kun set få steder i de danske havne.
Havnefogeden (med kasketten i hånden), servicerer alle, der kommer forbi havnen.
Jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på, sidst jeg besøgte Hven for 6 år siden, hvor vi legede “de gule cykler” og inspiserede øen for Sæby Gershøj skole, som skulle aflægge den et besøg i den efterfølgende uge med alle eleverne. Nøj, hvor er Elisabeth lille (3 år).
Efter frokost og en badetur til hundene, besluttede vi at cykle den “lange” 12 km tur, Hven rundt. Der er mange flotte udsigter og her i højsæsonen er der en mægtig stemning på øen.
Kyrkbacken – med den gamle kirke i baggrunden.
Kyrkbacken havn. Billedet er taget fra den gamle kirke.
Hvens cykeludlejning med de karakteristiske gule cykler. Den er lige ovenfor færgehavnen Bäckviken.
Vi mødte mange andre cyklister rundt på øen i dag, – og kun meget få biler samt et dansk ægtepar i en golfvogn (som de også havde lejet i cykeludlejningen). Der er en helt særlig stemning på denne ø, rigtig hyggelig.
Hven har deres eget ismejeri, og det måtte vi selvfølgelig smage. Iskiosken findes i færgehavnen “Bäckviken”, og ligger lige på cykelruten.
Den lange afmærkede cykeltur, som vi fulgte er 11,5 km. og kan tilbagelægges på ca. 1,5 timer. Der er nogle steder på ruten, hvor grusstien er temmelig stejl, men det gør ikke noget at man sætter tempoet lidt ned og trækker nogen steder.
Det trak op til en lille hurtig regnbyge da vi kom tilbage til båden.
Mange danskere synes ikke vejret er ret godt for tiden. Jeg synes dog det er fint. Faktisk tror jeg ikke, jeg ville have ret godt af meget mere sol i dag. 🙂
Det giver kulør at være på sejlerferie.
Skipper fik også afprøvet sin svømmeteknik, da han blev udsat for sit livs første svømmetur i dag.
Eftermiddagen blev brugt på at pakke ting og tøj til vores sommerferie og gøre os sejlklar. I morgen lover de fint sejlvejr, og vinden den rigtig retning, så vi planlægger at sejle til Gilleleje. Det er meningen at vi skal sejle på Øresund og nå rundt om Bornholm på de 3 uger vi skal sejle i år. Den første uge er vi alene mens vi de sidste 14 dage har Sebastian, Elisabeth og Wendy med ombord.
Meny i Skibby havde en pose med “weekendmad for 2” til 125,-kr. Det var ovnbagt laks, ovnbagte rodfrugter, boghvedesalat og flute. Mums, sammen med Verrosso – rosévin (der også var på tilbud).
Efter aftensmaden kørte vi efter dagligvarer i Rema 1000. Ferien kan hermed komme an.
Lørdag (9/7)
Det er overskyet og gråt i vejret til morgen. Vi lufter hundene, spiser morgenmad og er nu klar til vores sommertogt.
Lea – fuldt læsset, det er kun vores foldecykler der mangler at blive surret til søgelænderet før vi er klar til afgang. Tapaz står og venter på at jeg skal komme ombord.
Inden endelig afgang fra Holbæk Marina, rundede vi servicekajen og fik fyldt dieseltanken helt op, samt påfyldt vand i vandtanken.
Sonny (havnekatten) passer godt på havnekontoret og viger ikke fra sin plads selv om der står et par border collier og kigger på ham.
Tapaz og Ego er absolut ikke ligeglade med Sonny… griner.
Farvel og på gensyn til vores stam-havn. Vi lagde ud med Isefjorden med vindstyrke 10 m/s og fløj afsted med 7 knob. På blot et par timer var vi ud for Hundested Havn. Ude i Kattegat tog vinden lidt til, og der var godt 1 m høje bølger som vi rullede lidt på et par timer mod Gilleleje.
Alle hundene har redningsveste på under sejlads – ligesom vi selv. De er meget nemmere at se, og fiske op – hvis de skulle ryge i vandet.
Skipper går sikkert rundt på båden, og kigger nysgerrigt på alt det nye.
Ego nyder at der er tid til klap og kæl undervejs.
Hundene er afslappede og sover selv om vi sejler i frisk vind.
Vejret blev bedre og vi fik også solen at se (husk solcreme).
Vores nye hynder med stativ, som kan holde ryglænet selv – også i brug, fungerer rigtig godt. Især her hvor bænken er skrå og det er svært at komme til at sidde ordentligt. …og Skipper(!) det er MIN plads.
Det gik dog fint, så vi besluttede at i stedet for at skynde os i havn, ville vi fortsætte helt til Helsingør med det samme. Især fordi vinden havde lagt sig en anelse og vi rullede knap så meget på bølgerne fra Gilleleje til Helsingør. Vi kom hurtigt frem til Kronborg og fandt en plads udenpå et forladt stålskib.
Ja, udsigten fra vores bådplads i Helsingør havn fejler bestemt ikke noget.
Dette stålskib ligner noget der er løgn, og det har helt sikkert været sunket. Det forlyder fra de andre sejlere at det er en forladt båd ejet af HA? -den fungerer dog fint som fortøjningsbøje for os, og vi er ikke bekymret for om hundene skulle sætte lidt mærker i skibet når vi hopper over for at komme ind på broen.
Vi lavede aftensmad i ovnen, da det småregnede lidt. En svensker kom forbi og lagde sig udenpå os, da havnen er ved at være fyldt op. De har dog stævnen helt inde ved broen og behøver ikke joke over vores båd for at komme i land.
Det blev opholdsvejr efter aftensmaden, og Helsingør er en hyggelig by. Jeg satte næsen op efter Brostræde Is, og vi nåede lige nøjagtig at få vores is inden de lukkede kl. 21.
Der kan kun betales med kontanter eller Swipp – dog ligger der en hæveautomat 70 m fra butikken. Vaflerne her er nok Danmarks bedste.
Vel tilbage i båden, tog vi på aftenluftetur med hundene, vestpå langs stranden og rundt om campingpladsen.
Søndag (10/7-16)
Vi vågnede til regnvejr. Så stranden var helt tom, hvilket mine hunde satte stor pris på, da de kunne blive sluppet løs og boltre sig i sand og hav – de var våde alligevel. Skipper ville dog overhovedet ikke gå selv i regnvejr og tissede først da han var ombord i tørvejr igen. Michael mener vi snart løber tør for køkkenrulle og Ajax.
Skipper har lagt sig selv til tørre (efter aftørring i håndklæde) i sin hundekurv. Regnvejr er bestemt ikke hans kop te.
Tapaz spørger pænt om han må komme ned i båden/varmen, og tørre færdig? Det grønne i baggrunden er min poncho, der hænger til tørre i cockpittet.
Formiddagen tilbragte vi med at se hyggefilm på Netflix, samt lave blogindlæg, imens regnen regnede af. Ved frokosttid kunne vi i nogenlunde tørvejr cykle til Kvickly og proviantere.
Ego tørrer på hans “suge”-tæppe. Det er hans plads under bordet foran døren ud til toilettet.
Tapaz tørrer på hans “suge”-tæppe, han har sin faste plads midt på gulvet.
Ego forlod sit tæppe og her ses det tydeligt hvor meget sand, der er drysset ud af pelsen, da den tørrede – og dette er blot efter en enkelt strandtur.
Nordhavnen her i Helsingør har fået nye badefaciliteter incl udsigts-tag. Det fungerer rigtig godt med Tally-kort som betalingsmiddel. Det er vores spritnye 6-gears foldecykler der er med på billedet.
Efter frokost på båden, tog vi på eftermiddagstur med hundene. Rundt om havnen, forbi Kronborg og Søfartsmuseet, over i “søndre havn” (vi ligger i nordhavnen), hvor de solgte Hansen is og tilbage igen.
Disse hænder “hænger” på en bro ved Kronborg slot.
Hansen Is – er bare altid et hit! Og de sælger dem lige her på havnen. Skipper havde travlt med at holde øje med havmågerne, der er større end ham selv, hvilket dog ikke umiddelbart ser ud til at genere ham.
På båden gik jeg hundene igennem med strigler og saks, Tapaz fælder og hans hår hænger nu i alt tovværket på båden – ups. Skipper er ved at have godt styr på at “Tjekke ind”/DoggyZen/ItsYerChoice, som står højt på mit lille hvalpetræningsprogram. De to store hunde fik også trænet lidt. Sjovt at sidde på stævnen af båden og klikkertræne hundene, imens en hel del fremmede mennesker joker forbi inde på broen og synes de er meget dygtige – det er de også 🙂
Skipper klikkertrænes i flotte omgivelser, og med publikum 🙂
Alt i alt er Helsingør en rigtig fin og hyggelig by. Alt er indenfor rækkevidde (proviantering, Kronborg, Søfartsmuseet, Øresundsakvariet, stationen, gågade, isvafler og meget mere) og nordhavnen er nyrenoveret.
Lige om lidt skal vi på sejler-sommerferie i vores Bavaria 37 (2007) med planer om en tur i Østersøen og rundt om Bornholm.
I grove træk ser indretningen af vores Bavaria 37, sådan ud. Sebastian har den ene agter-kahyt, mens pigerne deler den anden agterkahyt. Selv sover vi i forkahytten.
Det er blevet tid til at pakke båden, så jeg sidder og tænker tilbage på de to sidste år, hvor vi har været på lignende sejlerferier. Når man bor 2 voksne, 3 halvstore børn og 3 hunde sammen på en båd (11,8 m x 3,8 m), er man nødt til at tænke i smarte løsninger, ellers kommer båden hurtigt til at blive et “stort rod”.
Mor og jeg fandt en stor rest stærkt møbelstof – og gik igang med en ny foldecykel-taske.
De to foregående år har vi nydt at have cykler med ombord. Det gør os lidt mere mobile, når vi skal handle ind eller opleve områderne. Vi har dog måttet sande at de 3 børnecykler ikke længere kan surres fast sammen med gummibåden under bommen, da cyklerne (og børnene) simpelthen her blevet for store. Derfor har vi været ude og investere, så vi alle 5 nu har foldecykler. Vi havde 1 i forvejen, som jeg sammen med min mor, har lavet en ny pose til da dens grå pose var gået helt “skilt ad” med en lynlås der ikke længere virkede. De sidste 4 foldecykler har vi dels købt igennem den Blå Avis og dels i bådcenteret i Kastrup, hvor Michael lige faldt over et godt tilbud. Så vi skulle være godt kørende i år.
To lynlåse i tasken sørger for at den kan åbnes HELT – så er det nemmere at få cyklen i tasken.
Færdig, og cyklen er lige til at gå ombord med.
Jeg havde en del stof til overs (det var en stor rest jeg købte i Stof & stil), og derfor syede min mor tre tasker til børnene, som der kan være toiletsager, håndklæde og tøj i, når de fx skal i bad, hvor vi benytter havnenes baderum. De kan selvfølgelig også bruges til en tur på stranden eller morgenbrøds-hentning.
Sebastians taske – også i en rest møbelstof. Mor ødelagde sin symaskine, så vi var nødt til at hente min, for at få syet taskerne færdige. Godt der stadig er garanti på.
Pigernes tasker. Bemærk de broderede forbogstaver på hankene.
Hundene har hver deres pladser. Border Collierne har deres suge-måtter, som jeg synes er mægtige, da de suger vandet fra hundenes pels (JA – de er to store badedyr) og samtidig ligger fast pga gummibagsiden på det ellers glatte gulv. Skipper har sin lille transportkasse + hans bløde hundeseng med, den står indtil videre under kortbordet. Hundemaden har vi i år placeret i bordet oppe i cockpittet, der kunne det lige være. Hundelinerne er placeret under trinnet, så de er nemme at komme til. Resten af hundetingene (træningsudstyr, pelspleje m.m.) er placeret i tasker i cockpittets bænke.
Skippers hundekurv og kasse. Hans madskål er også i kassen, da mine to border-drenge gerne vil have hvalpemad.
Michael har for et par år siden lavet en plade, som vi kunne sætte rundt om styrepulten, og dermed forlænge bordet når vi er mange ombord. I år blev han færdig med det rigtige bord, som er lavet i teak-træ, og kan klappes sammen på midten, så det er mere håndterbart når det skal i kistebænken under sejlads.
Ude under sengen i forkahytten er der nogle store opbevaringsrum, som vi stort set ikke bruger fordi det er temmelig besværligt at flytte dyner og madrasser inden man kan vippe pladerne op til siderne og komme i rummene. Derfor foreslog jeg at pladerne skulle laves til én stor plade og hængslet skulle være foran, så man kunne løfte hele molevitten og komme ned i rummene.
Dette skal laves om, så man ikke skal have dyner og madrasser væk for at kunne komme ned under sengen.
Piano-hængslet saves til i rette længde, og de to vippe-plader skrues sammen til en stor plade.
Det blev den færdige løsning, så vi nu kan komme ned i de to nærmeste rum, – en stor forbedring. Det blev endnu bedre, da der også blev lavet en hylde mere (der kan klappes op) i det forreste store rum. NU kommer vi til at kunne benytte denne plads.
Jeg fik også Michael til (selv om han skulle tage tilløb nogle gange) at SAVE et stort stykke af bordbenene på bordet midt i båden. Det var efter min mening alt for højt. Helt nøjagtigt fik jeg Michael til at save 8 cm af – og det blev rigtig godt. Nu sidder jeg ikke hver gang og tænker: Gu’ ve’ hvad de tyskere (mænd?) har tænkt på da de lavede bordet? De er da ikke højere end os danskere? I hvert fald regner jeg mig selv for sådan en “gennemsnits”-dansker i højden (172 cm) og bordets højde passede overhovedet ikke.
Det gør det nu, og jeg tænker ikke længere over at bordet har en forkert højde, -så det kan klart anbefales! Bare i gang med saven.
I øvrigt har vi i år også trukket ledninger og sat et par ekstra stikkontakter op, så ikke vi falder i forlængerledninger til børnenes iPads, min computer, AppleTV’et, støvsugeren m.m. 🙂
Vi er kommet til Endelave i går eftermiddags, hvor havnefogeden stod og tog imod os på broen og anviste os plads. Vi fik anvist en fin pæleplads (den 4. sidste for store både, inden resten blev installeret i havnebassinet ved siden af).
Havnefogeden på Endelave byder alle sejlere velkommen og anviser dem plads i havnen.
Straks vi var landet blev børnenes cykler sat i land, og børnene fik at vide, at her måtte de gerne cykle alt det de ville uden voksenledsagelse. Det lod de sig ikke sige to gange, og vi foreslog at de kunne prøve at finde købmanden (Michael kalder det for øens “kolosal marked”).
Alt er som da vi forlod øen for godt et år siden. Man bestiller stadig morgenbrød hos “bageren” ved at smide en seddel i postkassen på havnen og hente sin bestilling mellem kl. 7-9 dagen efter. Der er stadig de samme lækre badefaciliteter (fra 2011), og øen er stadig beboet af vilde kaniner, som vi var ude og tilse på en cykeltur i dag. En rigtig dejlig havn at komme i, og indtil videre den havn, hvor vi har set flest børn ombord på de andre både.
Morgenlufte-tisse-prutte-tur. Hundene er ikke til at holde oppe af vandet. Så snart de bliver sluppet fri af linerne, så piiiiiuuuun, står de i vandkanten og løber rundt og pjatter.
Her på Endelave måtte jeg også indse, at hvis jeg skal oprette blogindlæg om vores sommerferie kontinuerligt, har jeg brug for et redigeringsprogram, hvor jeg kan skrive/lave mine indlæg offline og derefter udgive dem når internetforbindelsen med resten af Danmark tillader det. Derfor brugte jeg et par timer på at afsøge Mac-markedet for et redigeringsprogram til Mac’en, som kan matche “Live Writer” til Windows som jeg har været glad for at bruge (men som ikke dutter på min Mac). Jeg har nu downloadet en prøveversion på 21 dage på “Blogo”, som skulle kunne nogenlunde det samme og som jeg skriver netop dette indlæg i.
Vores sejlersommerferie er begyndt, og ligesom sidste år er båden pakket med børn, cykler og hunde og alt hvad der dertil hører.
Havnekatten, Sonny, i Holbæk Marina er kælen, når ellers ikke hundene er i nærheden.
Farvel og på gensyn, Sonny
Vi har snakket om, at vores tur i år skal gå til Samsø, Endelave og derfra tage Århus-bugten sydfra helt op til Ebeltoft/Øer og hvis der er tid og vind/vejr til det, så en tur til Grenaa og derefter Anholt.
Vores første tur går dog ud af Isefjorden til Odden Havn. En sejlads som vi efterhånden er ret godt kendte med, og som forløb forholdsvis stille og rolig for motor fra fjordudmundingen til Odden, da vi havde modvind.
Jeg har før ”anmeldt” Odden havn her på bloggen, som en havn man bare ”er” i, for derefter at sejle videre. En ren overligger-havn uden noget særligt at byde på… MEN, i dag kan jeg sige noget ganske andet.
Sebastian og jeg tog vores cykler frem og planlagde en tur ind på havnen og se på ”Odden Fisk”, hvor vi ville købe vores aftensmad. Sikke en dejlig fiskeforretning, med kæmpe udvalg og en lille fortovsrestaurant. I dag var der også en der solgte frugt og grønt lige ude foran, så vi fik handlet alt, hvad vi skulle bruge for at tilberede et 5-stjerners måltid (som Sebastian kaldte det).
Havnebilletten blev indkøbt, og til min store overraskelse så jeg, at ishuset havde ”udvidet”, så man ikke længere skulle ind i grillen/fritureosen. Oven i købet havde de fået italiensk is i nogle af bøtterne. Jeg vovede at spendere to is (jeg har før anmeldt netop dette sted med meget ringe karakterer for deres iskvalitet), og nøj de var gode! Jeg kan virkelig anbefale de italienske is.
Toilet og bad har man fri adgang til via en kode (ingen kort og kontanter nødvendig), og havnens internet virker også – på landsiden. Vi lå langskibs ude på den yderste mole, og herude rækker forbindelsen ikke.
Vi tilberedte og spiste vores lækre fiskemåltid, og hundene fik svømmet fra stranden, der ligger lige vest for havnen. Turen i morgen blev planlagt til at gå til Samsø/Mårup.
Vejrudsigten, lover 15-20 grader og lidt blandet vejr i dag, alligevel stemte alle to- og firbenede for at afprøve Hochalmbahnen, og fra toppen af kabineliften tage en vandretur til en af toppene.
Hochalmbahnen begynder “nede” ved Rauris i 973m. Ikke noget problem at have hunde med i kabineliften (eller nogen andre steder her i Østrig, alle har deres hunde med i butikker og på restaurant).
Kabineliftens bund.
Kabineliften tager op til 6 personer.
Dette er “stationen” helt oppe.
Fra toppen af Hochalmbahnen (1753m) begyndte vi dagens vandretur. Først ad blå sti nr. 116 til Seekarsee, og derefter rød 116 op til toppen af bjerget Reissrachkopf (2210m) – en lidt hård tur opad, men vi holdte bare en del pauser, så gik det fint. Efter lidt mad på toppen, fortsatte vi ad rød 124, dette stykke er ekstremt flot og ikke ret stejlt. Ved Gstatterhochalm/Waldalm tog vi blå 10 tilbage til midter-stationen på kabineliften, hvor vi fik os en kop kaffe/kakao, inden vi tog bjergbanen ned til Rauris igen.
Vandrekort – blå = let, rød = middelsvær, sort = IKKE for hunde!
Pause – Tapaz er faktisk bundet af på markeringspælen.
Op – op – op… Godt solen ikke bager, for det var varmt nok.
På toppen skriver man sig ind i logbogen, og stempler med stemplet (der er stempelsværte i kassen).
En lille håndmad på toppen.
Selfie – uden selfiestang, -jeg måtte bruge min arm 🙂
Tapaz og jeg er ikke helt enige om, hvordan køer skal tackles. T er klar til at angribe(!) og jeg mener meget bestemt at de skal have lov til at være der, og ignoreres.
Hele turen blev logget på Endomondo og kan genses/følges her: https://www.endomondo.com/users/3639305/workouts/558041579
I nat har det tordnet, lynet og regnet lidt, og vejrudsigten fortæller at vi har en regnvejrsdag foran os. Vores ben er lidt ømme fra den store tur i går, så vi beslutter os for en hviledag, hvor bloggen kan blive opdateret og vi kan hygge lidt her i Haus Flezberger.
Regnvejr – så græsset kan forblive grønt og kønt.
Hviledag – afslapning…
Hov??? Hvorfor drøner mine hunde ud i køkkenet, når Michael tager pålæg frem til frokost?
Ud på eftermiddagen tog vi en tur i bilen til Zell am See, og handlede shorts og t-shirts i håb om at få brug for dem resten af sommeren.
Ups! Tapaz er stadig hvalp (han bliver først 1 år på søndag).
Til aften kørte vi ned i Rauris (2 km), og fandt Hundehotellet, hvor vi spiste aftensmad.
Vejrudsigten lovede lidt “blandet”, men varmt vejr i dag, så vi begyndte med en lille tur til Zell am See. Her er der “farlige” butikker for VISA-kortet. For os betød det i dag nye Jack Wolfskin shorts til os begge og en hættetrøje til mig, fra en anden butik fik jeg købt et sæt vandrestave, -da jeg tror mine ligger i “slottet”.
Vejret artede sig, og vi besluttede at køre ud og kigge på Østrigs højeste bjerge ud af en flot turist- (betalings-)vej, de kalder “Hochalpenstrasse”. Det koster 34,50 Euro, at køre ud af denne vej, men det viste sig at være et rigtig godt valg, hvor bjergene viste sig fra deres allersmukkeste side, og er bestemt pengene værd.
På vej op mod Edelwisserspitze – der er smalt og brostensbelagt vej
På toppen!
Ego nyder udsigten
Billedet taget til ære for Egos østrigske opdrætter, Michael Kohl
På toppen af Edelweiss-bjerget.
Edelwisserspitze
…og jeg tror, at jeg fandt de ægte Edelweiss-blomster!
Efter at have været på Edelwisser-bjerget kører man endnu godt 20 km. og ender ude ved et stort naturcenter/udsigtsplads (Kaiser-Franz-Josefs-Höhe), hvor man har udsigt til GrossGlockner og den store glacier (Pasterze) lige ved siden af.
Så ved vi hvor højt vi er, med GrossGlockner i baggrunden.
Østrigs højeste bjerg, GrossGlockner 3798 m.
Pasterze – Østrigs største glacier, i dag ca. 8,5 km lang og 270 m tyk (der hvor den er tykkest).
Vi kørte rundt og holdte ind på nogle af alle udsigtspunkterne, hvor hundene også blev luftet, inden vi tog turen tilbage over “Hochtor”-passet.
Udsigt over noget af “Hochalpenstrasse”.
Pause ved vandfald.
Krydser vandløb – med friskt (=koldt!) vand.
Michael får også lige fornøjelsen af is-vandet i sandalerne.
Tapaz – nyder ferien.
Efter at have nydt dagen ude i Østrigs høje alper, tog vi til Gasthof Andrelwirt i Wörth og fik serveret en lækker aftensmad, -og en dejlig rødvin til.
Rødvinen er god!
Min “grill-tallerken” smagte dejligt. 3 forskellige slags kød, grøntsager, ris og pommesfrites til.
Morgenmaden på vores hotel var fin, og bestod af andet end tørt toastbrød (vi så en polak “riste” toastbrød i forruden på sin lastbil i går – og havde bange anelser).
Man krydser grænsen ved Salzburg til Østrig næsten uden at bemærke det. Dog skal man bemærke at på de østrigske motorveje er hastighederne noget anderledes (lavere) end på den tyske autobahn.
Vi sigtede direkte mod Rauris-dalen, hvor jeg tidligere (for mere end 20 år siden) har boet på en i mine øjne luksus-campingplads i Wörth. Mine forældre var sidste år forbi, og kunne konstatere at den stadig var på sin plads. I byen Rauris var turistinformationen åben, selv om det var søndag, og vi fik en hel stak papirer med på forskellige ferielejligheder vi kunne leje af medarbejderen i informationen. Først valgte vi een, der lå i Wörth, men der var ejerne ikke hjemme, til gengæld fik vi lækker frokost og luftet hundene i byen.
Derefter tog vi et nyt papir i “stakken” og kørte efter GPS’en ud til den. Her var ejerne hjemme, og der var masser af plads til os og hundene. For 5 overnatninger skal vi betale 299 Euro (ca. 2250 d.kr.), hvilket vi finder meget rimeligt for den flotte rummelige lejlighed. På Fletzberger’s hjemmeside (http://www.booking.com/hotel/at/haus-fletzberger.de.html) kan man se “vores lejlighed” på billede nr. 8, 9, 20, 21, 22 og 23. Kan helt klart anbefales. Vandreturer (og løjper om vinteren) starter lige ude foran huset.
Michael ude foran vores lejlighed (nr. 3) på Haus Fletzberger.
Soveværelset
Fuldt udrustet køkken med alt i hårde hvidevarer, så vi kunne tømme vores lille medbragte køletaske. (Ingen spydige kommentarer om mit strikketøj – hi hi).
…og den flotteste udsigt lige ud af døren!
Michael og Tapaz nyder udsigten – og et par vandrere.
Lige udenfor døren starter vandresti nr. 16e, så den blev benyttet som hundenes aftenluftetur, hvor vi gik hele vejen op til Kreuzbodenhütte (ca. 45 min op, og 35 min. ned). Flotte udsigter og ægte østrigsk natur med disse særlige jause-stationer.
Tapaz synes køer med klokker er nogle farlige nogen – Ego er ligeglad, så længe de ikke snusser til ham.
