Ystad-Hasle-Allinge

Søndag 17. juli

Min mor hentede børn i Karleby og Ejby og fragtede dem problemfrit igennem den svenske kontrol ved Øresundsbroen til Ystad, så de kunne træde ombord kl. 10:15. Vi satte stort set med det samme kurs mod Hasle på Bornholm. Øresund viste i dag bølger på ca. 1 m. højde lige i r… af båden, så vi blev skubbet afsted, op og ned, til Bornholm i 8 m/s vind.
5,5 timer tog det før vi kunne lægge os på en plads i Hasle.

Skærmbillede 2016-07-20 kl. 11.25.39
34,4 sømil på 5,5 timer.

På Bornholm er de fleste havne ejet af kommunen og der er derfor ens havneafgift uanset havn. 235,-kr/døgn for en båd som vores (længde 10-13m). Hvis man køber 5 overnatninger får man en yderligere gratis. I Hasle blev det derfor besluttet at købe 5+1 overnatninger, så må vi se, om vi stikker mod Sverige igen fredag eller lørdag. Når havneafgiften er betalt er strøm, toilet, bad og vaskemaskiner gratis her på havnen.

Hasle er i mine øjne en lidt kedelig by på Bornholm – specielt en søndag eftermiddag. Super Brugsen havde dog åbent, så vi kunne købe lidt mælk og cornflakes til morgenmad. Hasle havn har dog fået lavet et nyt havnebad, -dog ubenyttet i dag, så helt populært er det ikke blevet endnu.
Sebastian og Elisabeth har kæmpet lidt med at få downloadet Pokémon Go, -den helt store dille, hvor man skal bevæge sig rundt på gader og stræder og fange Pokémons med sin telefon. Mon ikke det kan få dem lidt rundt på havnene? Vi får se. I hvert fald var Sebastian og jeg incl. hunde rundt i Hasle og gøre os de første erfaringer med spillet.

Mandag 18. juli

Jeg har en særlig morgenrutine med Skipper: Op mellem kl. 03 og 05 for at lave bummelum inde på kajen. På vores tidlige morgentur i dag, hjalp vi med fortøjningerne på en sejlbåd der netop var kommet ind efter en “lidt hård tur” fra Kalø til Hasle, som de netop havde taget. Vinden har ikke helt lagt sig, men er i aftagende.

Vi sejlede fra Hasle ved 9-tiden og sejlede nordpå rundt om Hammer Odde Fyr, og fik den bedste plads vi kunne forestille os i Allinge inderhavn. Vi var virkelig heldige, for inderhavnen blev stuvende fuld i løbet af eftermiddagen. Et slag på tasken vil være at der ligger 55 både her i inderhavnen og ca. 100 både i alt i havnen. Jeg fandt ud af at bruge den rabatkode+pin, som jeg havde betalt med i Hasle og bookede to overnatninger i Allinge.

Skærmbillede 2016-07-20 kl. 14.09.38
9 sømil på et par timer. Hvor er der smukt forbi Hammershus og Hammer Odde.

Allinge er en by med “gang i” her på Bornholm i sommersæsonen. Her er masser af restauranter, tøjbutikker, smykkebutikker, Netto, Brugsen, -alt sammen direkte på havnefronten. Elisabeth, Sebastian, jeg og hundene fik tømt store dele af tvillingebyerne: Allinge-Sandvig for Pokémons, imens vi kiggede på alle Helleristningerne fra bronzealderen. Skønt aftenvejr.

Tirsdag 19. juli

Fra morgenstunden, så det ud til at blive fantastisk vejr (selv om DMI ikke var enige med os), og vi smurte overlevelses-madpakker og fyldte vanddunkene og begav os afsted på vandretur til Hammershus. Fra Allinge går der en flot vandresti forbi helleristningerne til Hammershus. Hammershus var velbesøgt i dag (jeg er lige ved at kalde det overrendt). Vi valgte at høre på “Jesper Langbues” hammerende gode historier fra Hammershus. Han var ret god til at fortælle historien om, hvordan Christoffer d. 1. og hans dronning Margrethe Springhest forsøgte at få magten på Bornholm over biskoppen Jakob. Det ender med at paven gør biskoppen fredsløs pga. nedslagtningen af Christoffers mænd, der havde overgivet sig.
Vi fandt en lille klippe midt i borgruinen, hvor vi slog os ned og fik spist vores frokost.

Efter besøget på Hammershus, gik vi ned på Hammer havn (der er toiletter), og videre rundt langs Opalsøen og Hammersøen til Sandvig og Allinge. I opalsøen kan man få en tur med svævebanen, der ender med at man får en ordentlig badetur.

Tilbage i Allinge fik vi en stor is på havnen, den var rimelig tiltrængt efter godt 12 km. gåtur.

Skærmbillede 2016-07-20 kl. 11.20.37
Vandretur i det flotteste sommervejr.

Efter et lille hvil i båden var børnene friske på en badetur, og imens var der tid til at ose i butikker. Jeg spottede et par gaver som tøserne blev sendt i byen for at købe, så de også har fødselsdagsgaver klar til torsdag morgen.


Udgivet

i

,

af

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.