Tag: Tapaz

  • Nytår set med hundens øjne

    Nytår set med hundens øjne

    Nytår er for mange af os forbundet med forventning, fest og fællesskab. Men set med hundens øjne kan nytårsaften være noget helt andet. Pludselige brag, skarpe lysglimt og lyde, der kommer uden varsel. Lyde, som ikke giver mening, og som ikke kan forudsiges eller kontrolleres.

    Hunde ved ikke, hvad fyrværkeri er. De ved ikke, at det ikke er farligt. De ved ikke, at det stopper igen. For mange hunde er det ikke selve lyden, men usikkerheden, der er det mest belastende. Når man ikke ved, hvad der sker, aktiveres kroppens alarmsystem, og sanserne skærpes. Især hørelsen.

    Derfor kræver nytår ikke modige hunde, men trygge rammer.

    Når vi planlægger dagen med ro for øje

    Op til nytår anbefaler jeg altid at tænke i ro fremfor træthed. En meget træt hund er ikke nødvendigvis en afslappet hund. Ofte tværtimod. Ligesom hos os mennesker kan udmattelse gøre det sværere at regulere følelser og håndtere stress.

    Jeg prioriterer mental stimulering højt i dagtimerne. En hund, der har brugt sit hoved, er ofte mere tilfreds og rolig end en hund, der bare er fysisk kørt træt.

    Det kan være helt enkle ting:
    – at gemme godbidder i et håndklæde og lade hunden snuse sig frem
    – små “find det”-lege rundt i hjemmet
    – snusemåtter
    – puslespil med godbidder
    – en papkasse fyldt med avispapir og godbidder

    Der findes masser af fin inspiration på YouTube, fx hos Dog Training by Kikopup, eller hvis du søger på nosework games for dogs eller canine enrichment ideas.

    Mindre stress giver mere overskud

    Jeg undgår bevidst ophidsende aktiviteter på dagen. Intens boldleg, pindekast og vilde lege med mange eller fremmede hunde kan sætte stressniveauet højt, og stresshormonet kortisol er længe om at forsvinde fra kroppen.

    En rolig gåtur, hvor hunden får lov at snuse, er langt mere gavnlig end høj puls og højt gear.

    Nytårsaften handler om nærvær

    Når aftenen nærmer sig, sørger jeg for, at hunden ikke er alene. Jeg trækker gardinerne for, dæmper lyset og skaber et roligt miljø. Mange hunde har gavn af et sted, de frit kan trække sig hen. Et slags “safe room”, hvor der er fred, men hvor døren ikke lukkes.

    Noget at tygge på kan hjælpe mange hunde med at finde ro, og lyd kan også være en støtte. Klassisk musik virker beroligende på mange hunde, og alternativt kan brun støj eller varm pink støj være med til at maskere fyrværkerilydene. Jeg anbefaler altid at afprøve lyd og lydstyrke i dagene op til.

    Brun støj:

    Varm pink støj:

    🎻 Classical Music for Dogs – Chill playlist (med blide klassiske stykker som Air on the G String, Ave Maria, m.fl.) — perfekt til afslapning og ro i hjemmet:

    🎼 15 Hours of Classical Music for Dogs – lang blanding med roligt klaver og andre klassiske temaer, som kan spille i baggrunden i mange timer:

    🎹 Mozart for Dogs – Classical Music for Dogs – en særlig udgave med Mozart-inspirerede melodier, som kan være beroligende og afslappende:

    Ovenstående videoer er lavet specifikt med beroligende klassiske toner i fokus, som mange hundeejere bruger til at skabe ro under fyrværkeri, tordenvejr eller generel stress.

    Trøst er ikke farligt

    Noget af det vigtigste, jeg gerne vil give videre, er dette:
    Du kan ikke gøre din hund mere bange ved at trøste den.

    Hvis din hund er utryg, så vær der. Giv ro, nærvær og kontakt. Det er en sejlivet myte, at trøst forstærker frygt. Ingen ville lade et barn ligge alene i angst, og hundes og menneskers nervesystemer fungerer på mange måder ens.

    Tryghed dæmper frygt. Ikke omvendt.

    Når der er brug for ekstra støtte

    For nogle hunde er ovenstående ikke altid nok. Her kan det være en god idé at tale med dyrlægen om de forskellige beroligende midler, der findes i dag. Hvad der er det rette valg, afhænger altid af den enkelte hund.

    Et ønske for nytåret

    Mit største ønske er ikke, at hunde “lærer at tåle” nytår, men at vi som mennesker tager ansvar for at skabe så trygge rammer som muligt. Nytår handler ikke om at være tapper, men om at føle sig sikker.

    Jeg ønsker dig og din hund et roligt, fredfyldt nytår. Må det nye år bringe flere stunder med ro, tillid og fælles glæde 🌱🐾

  • Vinterferie 2024 – Nørre Lyngby

    Vinterferie 2024 – Nørre Lyngby

    Som vi “plejer” havde vi igen i år lejet et sommerhus (lør – lør i uge 8) i Nordjylland. Denne gang var valget faldet på et sommerhus i Nr. Lyngby, der ligger ca. 5 km nord for Løkken.

    Vi har for vane at leje igennem www.feriepartner.dk da det er let at finde sommerhuse, hvor man må have flere hunde med, og i Nordjylland er slutrengøring altid inklusiv, – hvilket vi nyder når vi skal hjemad.

    Dette års sommerhus lå på Grindevej 23A, Nr. Lyngby

    Vi kom til at bo ret tæt på Vesterhavet, – og spejderlejren (Rubjerglejren)

    Ugen fortalt i fotos

    Skipper var godt tilfreds med at komme med i tasken, da vi pakker og skal afsted. Hundene er ikke i tvivl om at der er noget i “gærde” og er glade når de skal med.
    Vi nyder gerne pausen det giver at sejle fra Odden til Aarhus, når vi skal til Nordjylland
    Overfarten er perfekt til en tur i frokostbuffeten (145 kr) i restauranten
    Solen begyndte at skinne denne lørdag, så vi drejede af motorvejen og tog en dejlig luftetur i Rebild Bakker
    Luca i solen
    Der var forsøg med denne nye type kystsikring med lodrette pinde-hegn, hvor der blev kastet sand ind over (se rende og traktor med sandkaster)
    Denne traktor kørte et par timer og kastede sand ind bag pinde-hegnet.
    Luca
    Tapaz
    Skipper

    Onsdag havde DMI lovet at solen ville kigge lidt frem, så vi lagde vejen forbi toppen af Danmark: Skagen

    Selv om solen skinnede er det ikke svært at se, at der er faldet rigtig meget regn i Danmark på det seneste… – og dette er kun starten
    Frokosten blev (igen dette år) indtaget på “Jakob’s” i Skagen.

    Endnu en strandtur ved Løkken

    Torsdag gik turen til Mårup kirkegård og Fyret ved Rubjerg Knude

    Fredag morgen oplevede vi det, som DMI kaldte en atmosfærisk bombe. En hurtig orkan med vindstød, der blev målt til 37 m/s i Nr.Lyngby.

    Orkanen var dog hurtigt i aftagene og vi tog afsted til Hirtshals for at kigge på Vesterhavet der

  • Sommertogtet 2023 – del 1

    Sommertogtet 2023 – del 1

    Fredag d. 7. juli – pakkedag

    Vel hjemme fra vores Road-Trip i Østrig, havde vi en vaske- og klargøringsdag hjemme. Der blev slået græs og pakket samt klargjort båd til sommertogt.

    Lørdag d. 8.juli – afsted til Odden Havn

    Vi stod forholdsvis tidligt op, spiste morgenmad og kørte derefter direkte i Holbæk Marina med hundene, – og “lige det sidste”. Første dag på sommertogtet gik de 32 sømil til Odden Havneby. Det var en let sejlads med høj sol og 28 grader. Vi gik for jern-genuaen (= motor) hele vejen, da der ikke var vind. En rigtig flot tur, som vi ellers de fleste andre gange har taget i god modvind og uden de høje temperaturer.

  • Hundefitness i HHV

    Hundefitness i HHV

    Tapaz og jeg går i denne efterårssæson til “Hundefitness” i HHV med Nadia Filtenborg Jacobsen, som instruktør.

    Øvelser

    Cavaletti:  gående – langsomt

    Katteøvelsen: Stræk ryggen laaaang og frem, og derefter “krølle” ryggen sammen (skyde ryg) med hovedet mellem forbenene.

    Hunde-squat: Laves lettest op af mur, så hunden ikke bakker.

    Say-your-prayer: Hunden står på bagbenene, med forbenene på førers arm, derefter stikker hunden hovedet UNDER førers arm og laver et langt skulderstræk, da forbenene forbliver på førers arm.

    8-taller: Både rundt om førers ben, men også på pig-puder, der ligger i 8-tal rundt om to kegler

    Bakke: Hunden skal bakke i lige linje, og gå langsomt et skridt af gangen (ikke små-hoppe baglæns)

    Til den lille hundefitness-prøve i efteråret, skal vi vise, hvor langt vi er kommet med disse øvelser:

    STYRKEØVELSER (2 stk)

    Hop-sit: Hunden STÅR med bagbenene på forhøjet fastliggende underlag (fx en palle, en skammel, en foldemadras el.lign.), og forbenene i jorden. Hunden skal nu bruge sine mavemuskler for at trække sig selv op og “sitte” på forhøjnings-tingen.

    Bagbens-kontrol: Hunden skal placere forbenene på en target-pude (el.lign.) og skal nu flytte bagbenene fra en target-pude til en anden – måske oven i købet til en tredje.

    FLEKSIBILITETSØVELSER (5 x smidighed):

    Vi skal træne og vise 5(!) selvvalgte fleksibilitetsøvelser for hundens ryg og skuldre. 

    Jeg har valgt følgende til Tapaz: 1)+2) katteøvelsen – meget lang ryg + krumme ryg 3) Bøje hovedet til skulder på forben (begge sider) 4) Bøje hovedet til baghaser (begge sider) 5) Say your prayer

    BALANCEØVELSE (1 stk) 

    På holdet har vi valgt, at hundene skal kunne gå, med alle 4 poter, på en tynd planke (se video).

  • Sommerferie 2022 – del 2

    Sommerferie 2022 – del 2

    Dragør

    Vi er blevet alene, dvs. alle ungerne tog hjem til deres respektive andre forældre, efter turen på Bakken. Så nu er det ren voksenferie.

    Copenhill – fik jeg lige fanget da vi sejlede forbi.

    Vi sejlede fra Skovshoved til den hyggelige havn i Dragør. Her fandt vi en fin langskibsplads yderst på den nordlige mole. Hen på eftermiddagen fik vi en lille norsk båd uden på vores båd, med 3 pensionister fra Oslo, som lige sejlede lidt rundt i 2 måneder.

    Skovshoved – Dragør – Rødvig – Klintholm
    Rødvig

    Vi havde tjekket vejrudsigten og det så ud til, at vi ville få bedst vejr at krydse Køge bugt i, her fredag formiddag. Alligevel viste Køge bugt at der godt kunne piskes en stemning op, og laves nogle mellemstore bølger, så det rykkede lidt i båden imens vi krydsede bugten. Da vi nåede Stevns lagde bølgerne sig, og vi kunne nyde den flotte klint mens vi sejlede roligt forbi.

    Vi fik en langskibsplads i Rødvig, og vi kigger lidt på vejrudsigt, og bliver enige om at vi tager 1-2 overligger-dage, da de lover lidt rigeligt med vind i weekenden.

    Rødvig er en superhyggelig lille by, der gør noget ud af at profilere sig, sammen med Stevns Klint, der er kommet på UNESCOs verdensarvsliste. Weekenden blev derefter brugt på at cykle ud til klinten, og gåture både rundt i byen, men også langs trampestien.

    Klintholm (Møn)

    ENDELIG lagde vinden sig, så vi smed fortøjningerne i Rødvig kl. 8:00 mandag morgen, sammen med alle de andre sejlere, der også havde valgt at ligge stille i Rødvig.

    Det blev en rigtig flot sejlads, hvor vi rigtig kunne nyde Møns Klint i al dens pragt inden vi lagde os ind i en næsten tom Klintholm havn kl. 12:30. Det blev der dog lavet om på i løbet af eftermiddagen, da godt 200 sejlbåde valgte at lægge sig ind. Så til aften kunne Klintholm havn melde fuld, – dog er der altid plads til en til – udenpå alle de andre. Vi ligger dog ved pæleplads, og får dermed ikke nogen “udenpå” i denne omgang.

    Der er et vældigt “leben” her på havnen, – helt i modsætning til vores besøg engang i efteråret, hvor ALT bare var lukket og tomt. Aftensmaden er indtaget i havnens STREET FOOD område. Hundene er luftet og alt er – helt perfekt.

  • Trimmebord

    Trimmebord

    Jeg har to border collier og en lille bichon havanais, især den lille skal børstes og holdes filt-fri. Indtil videre er det gået meget godt med at rydde bordet ved siden af håndvasken på badeværelset, men det er en kende “u-handy” at stå sådan. Border Collierne har jeg ordnet på gulvet (eller på køkkenbordet, – sssshyyyyy), for det giver altså ømme ryg- og baldemuskler at stå og ordne de store hunde.

    Så et trimmebord har længe stået højt på ønskelisten. Jeg har set forskellige, og faldt for ét af slagsen fra dogwash.dk – fordi der er en trådkurv under selve bordet, som kan indeholde alle grooming-produkterne og maskinerne. Og så var det ikke dyrere end alle de andre eksemplarer jeg har kigget på.

    Billedet er lånt fra www.dogwash.dk

    Jeg valgte medium størrelsen (Mål: 95 x 55 x 78), da jeg synes det store bord så enormt(!) ud og det lille bord kun ville fungere til min lille hund.

    Alle hunde har til eftermiddag afprøvet bordet og det er bestemt godkendt, – ikke mindst af min ryg.

  • Agility med fodteknik

    Agility med fodteknik

    Yvonna, står for min og Tapaz udvikling indenfor agility. Nogle gange er det virkelig krævende og udfordrende baner, der står klar til os, mens Yvonna andre gange fokuserer på vores (både fører og hunds) teknik.

    Virkelig kringlet bane, som var svær at huske, – især når Turbo-dyret var med på banen.

    Kreativ numrering, dette er forhindring nr. 31

    Michael er vild med denne dato 😉

    I dag havde Yvonna ud over en grundtræningsbane, med tunneller, spring og hjul, sat 5 spring op, hvor vi skulle træne vores 8-taller. Det går ud på, at vi ikke må bruge vores arme, men udelukkende skal bruge vores fødder/hofter til at fortælle hunden, hvordan spring-rækkefølgen er.

    8-tals-bane på 14 forhindringer

    … og her selve udførelsen.

    Som det ses, på min beklædning, er det stadig piv-koldt i Danmark. Det stormer og sner udendørs i dag – forår tsk tsk…

  • Agilitystævne på Barthahus

    Agilitystævne på Barthahus

    Ego og Tapaz var tilmeldt dagens DGI-agilitystævne på Barthahus Ridecenter. Første gang jeg stillede til DGI-agilitystævne her var i februar 2015, så jeg kender ridehallen fra 2-3 tidligere stævner.

    Jeg er endnu ikke så stævnevant, og er derfor rigtig glad for at der stadig afholdes DGI-stævner, hvor hyggen og det sociale samvær på tribunerne er i højsædet. Hvor det ikke nødvendigvis er det at vinde en klasse der er fokuspunktet, men det at føle, at samarbejdet med hunden på banen fungerer, – og at man “magter” niveauet og størsteparten af ekvipagerne kommer igennem uden at blive disket.

    … desværre var det om lørdagen, i mine øjne, ikke rigtig det, der kendetegnede de almindelige spring- og agilityløb.

    For ikke “bare” at være en brokkende deltager, satte jeg mig med min iPad og skrev en konstruktiv mail til den stævneansvarlige – og jeg har fået en fin besked tilbage at min mail er sendt videre til agilityudvalget (Nordsjælland), som vil tage det op på et af deres møder.

    DGI-stævnerne har (tidligere) haft ry for at være for “alle” (også hr. og fru Danmark, der har en hyggehund, de løber lidt hyggeagilitystævner med). Derfor er DGIs  Agility regler – 2017 også markant anderledes end DKKs regler.

    På side 9 er sværhedsgraderne for begynder-klassen beskrevet på følgende måde:

    Begynder

    Min 12 og max 22 forhindringer (numre).

    Begynder niveau karakteriseres ved:

    • Med god plads mellem redskaberne.
    • Uden ”fælder”.
    • Med lettere kombinationer.
    • Ingen skarpe vendinger
    • Med få skift.
    • ”En let løbebane”

    Her løber jeg begynder-banen med Ego. Det er selvfølgelig et fortolkningsspørgsmål om reglerne er overholdt, men selv med mine mest venlige DGI-briller synes jeg ikke disse begynder-baner lever op til reglerne.

    … og her er begynder AG-banen med Tapaz, hvor jeg af dommeren bliver bedt om at forlade banen efter forhindring nr. 12 (ud af 22)? Jeg undres, og da vi spørger hvorfor, får jeg at vide at jeg trænede felter på banen og at det ikke er tilladt? (-ikke noget jeg kan finde i DGI-reglerne).

    Efter disse oplevelser på begynder-niveauet begyndte jeg at frygte den hold-stafet med 17 forhindringer inkl. slalom, som vi havde fået udstukket. Her er der ingen regler om niveau, men de tidligere år har det været sådan at 1 af de 3 baner var uden slalom, – så hold, der havde begynderhunde med, havde mindst 1 bane, som var lidt lettere end de andre. 

    Derfor var jeg bare SÅ glad for mit holdløb med Yvonna/Duke og Lone/KizzMe. Tapaz havde fået krudtet tilpas af, og jeg fik mit samarbejds-kick, hvilket også lyser ud af mig, da vi passerer målstregen som den sidste ekvipage.

    Hold-konkurrencer er SÅ gode for fællesskabet, og hallen kom “op på tæerne” under løbene, hvor alle hepper løs. SÅ godt!

    Måske DGI-nordsjælland helt skulle undgå de traditionelle ag-klasser og udelukkende arrangere DGI-stævner med de anderledes agilityklasser, som de VIRKELIG ER GODE TIL! Der er nok at tage af: Tid-fejl-ud, Knockout, hold-stafet, Snooker, Mini-Maxi, Par-klassen osv. osv. Jeg ville være på! 

    … tænker også at det tidligere Halloween-stævne på Noagård kunne være en mulighed at “overtage” konceptet fra?

  • Agility – videre med grundtræningen

    Agility – videre med grundtræningen

    Tapaz og jeg knokler for tiden med agility’en. Yvonna sørger for at vi har vores grundtræning og teknikker i orden. Intet undgår hendes skarpe og kritiske blik. Redskaberne bliver stille og rolig indlært, med 2on2off på felterne, og vippen, som første feltredskab. Slalom er indlært med buer – først på en kort med 4 pinde, og derefter udvidet med 2 pinde af gangen. Vi er nået til 12 pinde på slalomen, og kun buer lige på start- og udgangen.

    image
    Tapaz i en lige nedgang (derfor springstøtterne), hvor han hopper op på vippen ca. midtpå.

    image
    Vippen bliver holdt oppe i den ene ende af en havestol, så Tapaz kun får et lille vip/bump til at starte med. Derefter sænkes havestolen/kassen, der holder vippen, så der vippes mere og mere.

    Og I  Hvalsø Hundevenner sørger Naya for at udfordre os – på den “tilpasse” måde.

    I dag var det en lille bane på 12 forhindringer, der kun bestod af 4 spring og 1 tunnel – hvor svært kan det være? Daaaaaaah… svært nok med en hurtig Turbo Tapaz! Men vi kom til sidst fint igennem og vi kunne løse 7-12 på flere forskellige måder.

    Skærmbillede 2016-05-17 kl. 21.55.58

    image

    Sidste tirsdag havde Naya udtænkt denne handling-bane til os:

    image

    Skærmbillede 2016-05-17 kl. 22.33.15

    Ved siden af “handling”-banerne har Tommy en “slange”-bane med alle feltforhindringer, pose og slalom på, så der er tid til at få indlært redskaberne ordentligt uden handlings-cirkuset.

  • Tapaz – springteknik

    Tapaz – springteknik

    Tapaz har fået godt styr på SPRING-teknikken, hvor vi har gået (og forsat går) hos Yvonna Nielsen. Yvonna har styr på, grundtræning og teknik hos agility-hundene og Tapaz og jeg har fulgt hendes grundtræningsprogram, -både handling og springteknik.
    På denne (prale-)video, kan I se, hvor langt Tapaz er kommet. Han er en “haj” til at afstandsbedømme og lave “rounded” teknik når han springer. Selv da sværhedsgraden øges ved at springene sættes i forskellig springhøjde, klarer han også springene i meget fin stil. Vi er ikke færdige med redskabsinlæringen af slalom og feltforhindringerne, så selv om han (og resten af Asasara Jam-Jam-kuldet) nu er blevet over 18 måneder varer det lidt inden I ser os på konkurrencebanerne.

    Videoen kan ses i slowmotion ved at klikke på den ekstra play-knap (vises kun, hvis du kigger med fra en PC/Mac). Se fx. det sidste forløb med start 1:39 i slowmotion.

    [embedplusvideo height=”250″ width=”474″ editlink=”http://bit.ly/1WgN1Wq” standard=”http://www.youtube.com/v/-Z4HxzLJ-3w?fs=1″ vars=”ytid=-Z4HxzLJ-3w&width=474&height=250&start=&stop=&rs=w&hd=0&autoplay=0&react=0&chapters=&notes=” id=”ep3895″ /]

  • På vej fra stress-dyr til agility-konge

    På vej fra stress-dyr til agility-konge

    Tapaz, mit lille turbo-dyr, er bare blevet så dygtig!

    Jeg har beskrevet min træningsudfordring (stress på træningsbanen) i et tidligere indlæg, og nu kan jeg allerede begynde at høste udbyttet af min “udslukning” og vedholdenhed. Begge dele flot bakket op af mine instruktører på træningsbanerne.

    I går fik jeg Christina til at filme et par af mine og Tapaz træningsforløb på agilitybegynder i Hvalsø. Christina og Mette ejer et par glade, livlige (og den ene lidt forsigtig) tæve sheltier, og det er dem man kan høre på videoen, som står hos Christina imens hun filmer.

    https://youtu.be/FDEalcrceKA

    Jeg var så stolt! Mest af alt af, at Tapaz var så koncentreret/fokuseret på MIG og de vi skulle træne sammen. Han plejer at stikke af fx. når vi når sidste spring og løbe hen til de dejlige sheltier, -men i går… Juhuuuu…

  • Bornholm – efterårsferie 2015

    Bornholm – efterårsferie 2015

    Vi er stået tidligt op på efterårsferiens første dag, da vi skal nå færgen i Ystad kl. 8.30 (senest tjek in kl. 8.20).

    IMG_1574
    “Morgenstund har guld i mund”… på vej til Ystad.

    Men UPS, da vi når billetlugen bliver vi vinket til side, da vores trailer er for høj (over 1,95 m) og vi bliver degraderet til “Chance-bilist”. Vi var heldige og kom med (og fik lavet hjemturs-billetten om, så vi nu er booket med høj trailer) som den sidste bil/trailer på en forholdsvis fyldt færge.

    Ombord på ” Leonora Christine” fik vi lidt morgenmad, og Elisabeth og jeg gik i shoppen og nåede at købe slikket billigt i svensk farvand. Mine første skærmbriller (+1.00) faldt også i kurven – en optiker i “Profil Optik” i Kolding havde opfordret mig til at “få hjælp” af et par, og fortalte mig at jeg kunne få arbejdsgiver-betalte-skærmbriller.

    IMG_1581
    Elisabeth og Ego står foran det fine 8-personers sommerhus.

    Vi fik nøglerne til det lejede sommerhus med det samme, og kørte ud og tændte for varmen og pakkede ud. Og 1-2-3 var vi da også på Dueodde strand, hvor hundene nyder at rende løs.

    IMG_1578
    Tapaz og Ego nyder den lange fine sandstrand ved Dueodde, -lige ud for sommerhuset.

    IMG_1579
    Vi havde lidt gætterier på, hvad vejnavnet mon betød? … svaret er på træskiltet. Vi bor i no. 8 🙂

    Faster Inger, mor og far kom til aften med færgen, der ankom til Rønne kl. 18.45. Flæskesteg med alt tænkeligt tilbehør blev spist og vi fik alle spillet brætspillet “Skal vi vædde?” inden det blev sengetid.

    02-skal-vi-vaedde-for
    Et spil ALLE kan være med til. Og sjovt at sidde og gætte på om man kan… eller ikke kan…

  • Turbo Tapaz – stresser af

    Turbo Tapaz – stresser af

    Sidste lørdag (d. 19. sep) afholdte Irene Jarnved et kursus for Hvalsø Hundevenners instruktører om “stress” (hos hunde) og hvad man kunne gøre ved det på træningsbanen – uanset hvilken en form for hundetræning instruktørerne underviste i.

    Irene havde bedt instruktørerne om at finde nogle hundeførere med hunde (4 stk), hvoraf 1 af hundene skulle have et (mindre?) stressproblem under træning. Jeg var blevet spurgt om ikke jeg havde lyst til at komme med Tapaz, som “stress-dyret” og være figurant en times tid på kurset, hvilket jeg sagde ja til.

    Tapaz og jeg viste lidt af, hvad vi “plejede” at gøre når vi stod på et hold og trænede, og herfra øste Irene af sin viden og kom med nogle guldkorn. Jeg oplevede at hun var meget dygtig til at SE (I ved observation!) og derefter give mig noget rigtig konstruktiv feedback.

    Irene så bl.a. at jeg forsøgte at fastholde Tapaz opmærksomhed ved at give ham godbidder (lækre a la flæskesteg, leverpostej, barf, alt-det-dyre-fra-Maxi-Zoo), rose med trækkelegetøj, gøre andre mærkelige ting (for at gøre rosen uforudsigelig) i et væk. UDEN at jeg fik den ønskede effekt af, at han stressede ned og blev “trænbar”. Tapaz fiser i stedet rundt, hopper, gør, gisper, piber og holder skarpt udkig (også på bagben se foto) efter om ikke han liiiiige kan smutte over til de særligt lækre andre hunde på holdet.

    12048942_845168125596919_1944957743_n
    Tapaz hopper og gør…

    Jeg ved godt at Tapaz i den grad er en unghund (14,5 måneder gammel) og at der raser hormoner rundt i mit lille turbodyr.

    Mit ønske: At Tapaz stadig var mit dejlige “vilde” læringsvillige turbodyr, -der var sammen med MIG(!) på træningspladsen, -og ikke kun derhjemme i egen have.

    Da jeg ikke er instruktør i HHV for tiden, havde jeg selvfølgelig ikke hørt hele Irenes foredrag/teori omkring “hunde der stresser”, så jeg er ikke i stand til at give jer den store teoretiske udredning. MEN…

    Irene (og instruktørerne) foreslog, at jeg til at begynde med skulle gøre to ting:

    • Træne “udslukning” af adfærd! Helt “lav”-praktisk gik det ud på at jeg skulle tage og stille/sætte mig med Tapaz på så lang afstand af de andre hunde/hold, at han ville stoppe med at gø, hoppe, stresse af de andre. Tapaz skulle være i snor og jeg måtte intet gøre/sige, så længe han rettede opmærksomheden mod de andre. Vente… vente… vente… (ikke noget der harmonerer med turbo-Sofies tålmodighed – men der var mange der kiggede på mig)… vente… vente… (ikke bruge klikker – for den har Tapaz vænnet sig til at stresse-op-af)… vente… vente… og på et tidspunkt når han uden stress-og-jag og ikke gisper efter luft, vender sig mod mig, kigger op og ligsom siger “hey, -skal vi ikke lave noget” kunne jeg give ham et venligt verbalt “dygtig dreng” og et roligt kæl.

    12032299_845168122263586_706774321_n

    • Samtidig med udslukningstræningen, træner jeg også at Tapaz skal “vælge mig” og lad være med at “tjekke ud” hele tiden. (Jeg har igennem lang tid trænet Tapaz i, at han hele tiden bliver tilbudt guffer/legetøj osv. for at han skal “tjekke ind” – eller også er det omvendt at Tapaz har trænet mig 😉 ). Så nu gør jeg “intet” for at Tapaz skal tjekke ind andet end… vente… vente… vente… og når Tapaz tjekker ind, -så er jeg klar med 1(!) godbid, og klar med flere, hvis han fastholder sit “tjek ind”. Denne stategi skal man dog kun anvende på kontaktsøgende-hunderacer (som Border Collier i høj grad er).

    Jeg gik fra Hvalsø Hundevenners træningsplads denne eftermiddag med noget at tænke over. Men denne gang med nogle nye “værktøjer” som jeg følte var rigtige for Tapaz og jeg. På min facebook-side skrev jeg:

    Tanker delt på facebook
    Tanker delt på facebook

    Første lange seje træk blev taget på en skovtur, hvor Tapaz kan stresse op, hvis vi kommer lidt bag ud i forhold til min kæreste med Ego (og feriehunden Charlie). Dette skete og jeg besluttede mig for “udsluknings-strategien” og stillede mig op midt på skovstien ovenpå hundesnoren, imens Tapaz gøede/hoppede osv. rundt om mig. I mens jeg stod der tænkte jeg på det Irene og HHVinstruktørerne havde sagt: At i udslukningsfasen, kunne det godt først se ud til at blive værre, inden udslukningen rent faktisk skete. Og det skal jeg lige love for. Mutters alene i skoven (kæresten og de andre hunde nåede at gå langt foran) stod jeg og overvejede om Tapaz mon nogensinde holdt op, og om mit mobilsignal muligvis var godt nok til at jeg kunne se en NetFlix-film imens jeg alligevel bare stod og foretog mig absolut ingenting. Vente… vente… vente… (hørepropper, -det vil jeg huske til næste gang)… vente… vente… og vupti Tapaz satte sig stille foran mig og kiggede op på mig 🙂 YES! … dog efterfulgt af endnu et stop, da jeg bare med to skridt frem af stien fik Tapaz i stress igen… vente… vente… (gad vide om Michael bare fortsætter selv rundt af den gule sti og vi mødes ved bilen en gang til aften?)… vente… osv.

    Ovenstående kombineret med at jeg træner “tjek ind” hjemme i haven – imens der går andre hunde ude på det grønne areal lige udenfor haven! Har gjort at jeg her godt en uge efter kunne tage denne video, da vi var til AG-træning hos Yvonna på Garbogaard:

    https://youtu.be/tPelftYBiV4

    Jeg siger ikke at Tapaz er stoppet – overhovedet ikke! – men der er en meget klar bedring at spore, som jeg vil forfølge indtil jeg når “Min drøm”.

    Jeg har nemlig verdens lækreste hund: Tapaz! Så det fortjener VI.

    … og al ros til hundeføreren virker også 🙂

    Skærmbillede 2015-09-26 kl. 13.16.54

     

  • Hvalpe-agility og springteknik

    Hvalpe-agility og springteknik

    Tapaz er startet på Hvalsø Hundevenners hvalpe-agilityhold. Et rigtig luksushold, hvor vi kun er 3-4 på holdet. Instruktøren havde lavet planer for sæsonen, men hun har måttet supplere, da vi grundet vores holdstørrelse når meget mere.

    I dag opvarmede vi med de sædvanelige øvelser: “setup” – “krølle” – “hoved-til-hale” og “slalom mellem ben”.

    Opstart af “back-kommando“, hvor vi skulle krydse bagved hundene, der løb rundt om én springvinge. Det var ikke helt nemt at få Tapaz til at løbe “modsat” mig, når han er vandt til at jeg hele tiden bliver hvor jeg er.

    Derefter brugte Hanne god tid på at forklare os, hvordan vi startede “stakit”-indlæringen op. Først, hvordan vi skal lære hundene at tage dem i et S

    Stakitindlæring med S-løb
    Stakitindlæring med S-løb

    https://youtu.be/kgPRNOhQQik

    De samme tre spring, nu med indlæring af, hvordan de skal stå når hunden skal lære at komme “imellem” hvert spring.

    Stakit-spring -indlæring af "imellem".
    Stakit-spring -indlæring af “imellem”.

    https://youtu.be/eZfCu3ce2zU

    Ja, der er meget at lære. Især i dag, da en af hold-kammeraterne var i løbetid. Wuhuuuu, Tapaz syntes det duftede godt. Jeg synes det er fint at holdkammeraterne kommer til træning selv om deres tæve er i løbetid, da vi så har mulighed for at “træne” på den situation inden vi evt. står i den til en konkurrence, eller et indkald.

    Tapaz med hans for tiden bedste legetøj.
    Tapaz med hans for tiden bedste legetøj.

  • AG grundtræning af Ego

    I lørdags var Ego og jeg til AG-træning i Hvalsø Hundevenner, hvor Børge (instruktør) havde sat denne bane op:

    AGbane11apr15

    Jeg brugte en del tid på at komme igennem banen – stykvis. Samtidig var der momenter på banen, der fik mig til at tænke i “redninger” i stedet for “hvordan-kan-jeg-lære-min-hund-dette” (grundtræning), så jeg ikke vil have problemer i lignende situationer frem over, -eller i det mindste at jeg ville have en ide om, hvordan jeg skulle få det til at fungere sammen med Ego.

    Derfor tog jeg banen og en “kålorm” (Michaels udtryk for en tunnel) med til Yvonna, som havde tilbudt at hjælpe mig. Igen i dag blev banen delt op i “bider”, -men nu var der god tid til at få drøftet, hvilken en grundtræning der skulle til. Det er dejligt at føle, der er tid “nok” og at der ikke står nogen andre og venter på at komme til.

    Yvonna er meget specifik i sine anvisninger, og begrunder det tydeligt til andre situationer/baner. Yvonna husker mig på, at jeg ikke skal blive “hektisk” med mine arme – og at jeg faktisk har tid nok på banen. Selv når jeg skal have fart på fx når Ego skal passere 11-12-13. Det gør at Ego laver et perfekt skift, hvor Ego løber bagom mig, når jeg er på vej hen mod spring nr. 14.

    Yvonnas anvisninger i min grundtræning med Ego på denne bane kan kort opsummeres i:

    • Ved start: Gå frem, stræk armen bagud, så Ego løber til din arm/hånd, og ikke din krop (der delvist vil være bag vingen på spring nr. 2)
    • Før Ego afsted med armen bag din krop.
    • Få hånden lukket til en knytnæve – det virker – da tendensen med at pege bliver minimeret.

    Jeg er også igang med at få trænet slalom, så den sidder i skabet hver gang. Ego løber stadig med buer på, men i næste uge, bliver de gradvist taget af. Ego er på denne måde blevet fuldstændig sikker på indgangen, og jeg kan “sende” ham ind i slalom fra forskellige vinkler. Der ud over har de støttet ham, så han gradvist har øget farten, og får de rigtige “moves” igennem slalom. Se bare her:

    Tapaz på 9 måneder er jeg også begyndt at starte op med simple “for”-øvelser, som jeg skal bruge når vi rigtig skal i gang med at løbe agility. Med Tapaz træner jeg:

    • “setup”, hvor han skal sætte sig imellem benene på mig
    • “bliv”, -efter en setup, så jeg kan gå fra ham, imens han bliver siddende.
    • “legetøj” – belønning med trækkeleg og bold. Især uden at han hopper vildt op af mig, når han forsøger at få fat i den igen efter slip-kommando.
    • “Fremsending” til legetøj, nogle gange igennem en allé af springstøtter.
    • “Tunnel” – løbe igennem en tunnel der ligger lige
    • Fremsending rundt om ting (fx busk-træ-springstøtter-stol-taske), efterhånden skal det blive til et 8-tal rundt om to springstøtter uden overligger.