Hou – færrest børn flest hunde, og meget for handicappede.

Vi gik fra Endelave til Hou tidligt lørdag morgen, og havde en fin sejltur på et par timer. I Hou var der masser af ledige gæstepladser, og da vi gik i land fandt vi en meget flot og velholdt havn med alt hvad man kan ønske sig i moderne faciliteter.
Vi spiste morgenmad på vores nye havneplads og derefter åbnede jeg app’en med “Rejseplanen”, da tøserne og jeg ville en tur i “Hobbyboden” i Odder.
For 14,40 kr. kom jeg og tøserne med bus til Odder på mit rejsekort, og herefter var det en smal sag for os at finde frem til scrap-butikken. Her blev stemplerne vendt og drejet, lidt papir, en hvid StazOn, lidt grønne ProMarkers og noget overlay osv. indkøbt. Jeg var nemlig faldet over denne video i en af scrap-FBgrupperne, og tænkte at det kunne vi godt afprøve ombord på båden.
Gågaden i Odder har mange fine butikker, men om lørdagen lukker de kl. 13.30, derfor afprøvede vi den græske restaurant og en isbutik på torvet, hvor pigerne også legede ved springvandet, inden vi tog bussen tilbage til havnen.

Søndag: Vejrudsigten lovede os overskyet, -og regnvejr fra først på eftermiddagen. Børn er dog altid fuld af gode ideer (hvor mon de har det fra?) og talte for, at vi skulle blive i Hou og tage i Vandhalla, som netop havde søndagsåbent om sommeren.
Wow(!) en svømmehal. Den ligger i forbindelse med Egmont Højskolen, som tilbyder fællesskab og rigtig mange idrætsfaciliteter, og faciliterer også handicappede (med medhjælpere). Faktisk så vi også små sejlbåde på havnen, og små lifte (“kraner”) ved siden af bådene til at løfte handicappede op og ned af bådene med. Fantastisk at kunne give fysisk handicappede muligheden for at sejle og svømme.
Vi nåede lige at gå hjem fra svømmehallen, inden regnen begyndte. Første rigtige regn i vores sommerferie, så der blev rigtig regnvejrshygget ombord med iPad, scrapperier, spil, vasketøj og madlavning. Jeg tror egentlig kun det var hundene, der led lidt afsavn, da de ikke fik deres store eftermiddagsluftetur, men måtte vente til der var ophold i regnvejret ud på aftenen.

Endelave – og offline blogging på mac

Vi er kommet til Endelave i går eftermiddags, hvor havnefogeden stod og tog imod os på broen og anviste os plads. Vi fik anvist en fin pæleplads (den 4. sidste for store både, inden resten blev installeret i havnebassinet ved siden af).

Havnefogeden på Endelave byder alle sejlere velkommen og anviser dem plads i havnen.
Havnefogeden på Endelave byder alle sejlere velkommen og anviser dem plads i havnen.

Straks vi var landet blev børnenes cykler sat i land, og børnene fik at vide, at her måtte de gerne cykle alt det de ville uden voksenledsagelse. Det lod de sig ikke sige to gange, og vi foreslog at de kunne prøve at finde købmanden (Michael kalder det for øens “kolosal marked”).

Alt er som da vi forlod øen for godt et år siden. Man bestiller stadig morgenbrød hos “bageren” ved at smide en seddel i postkassen på havnen og hente sin bestilling mellem kl. 7-9 dagen efter. Der er stadig de samme lækre badefaciliteter (fra 2011), og øen er stadig beboet af vilde kaniner, som vi var ude og tilse på en cykeltur i dag. En rigtig dejlig havn at komme i, og indtil videre den havn, hvor vi har set flest børn ombord på de andre både.

Morgenlufte-tisse-prutte-tur. Hundene er ikke til at holde oppe af vandet. Så snart de bliver sluppet fri af linerne, så piiiiiuuuun, står de i vandkanten og løber rundt og pjatter.
Morgenlufte-tisse-prutte-tur. Hundene er ikke til at holde oppe af vandet. Så snart de bliver sluppet fri af linerne, så piiiiiuuuun, står de i vandkanten og løber rundt og pjatter.

Her på Endelave måtte jeg også indse, at hvis jeg skal oprette blogindlæg om vores sommerferie kontinuerligt, har jeg brug for et redigeringsprogram, hvor jeg kan skrive/lave mine indlæg offline og derefter udgive dem når internetforbindelsen med resten af Danmark tillader det. Derfor brugte jeg et par timer på at afsøge Mac-markedet for et redigeringsprogram til Mac’en, som kan matche “Live Writer” til Windows som jeg har været glad for at bruge (men som ikke dutter på min Mac). Jeg har nu downloadet en prøveversion på 21 dage på “Blogo”, som skulle kunne nogenlunde det samme og som jeg skriver netop dette indlæg i.

Sejler-sommerferie start

Vores sejlersommerferie er begyndt, og ligesom sidste år er båden pakket med børn, cykler og hunde og alt hvad der dertil hører.

Havnekatten, Sonny, i Holbæk Marina er kælen, når ellers ikke hundene er i nærheden.

Farvel og på gensyn, Sonny
Farvel og på gensyn, Sonny

Vi har snakket om, at vores tur i år skal gå til Samsø, Endelave og derfra tage Århus-bugten sydfra helt op til Ebeltoft/Øer og hvis der er tid og vind/vejr til det, så en tur til Grenaa og derefter Anholt.

 

Vores første tur går dog ud af Isefjorden til Odden Havn. En sejlads som vi efterhånden er ret godt kendte med, og som forløb forholdsvis stille og rolig for motor fra fjordudmundingen til Odden, da vi havde modvind.

 

Jeg har før ”anmeldt” Odden havn her på bloggen, som en havn man bare ”er” i, for derefter at sejle videre. En ren overligger-havn uden noget særligt at byde på… MEN, i dag kan jeg sige noget ganske andet.

Sebastian og jeg tog vores cykler frem og planlagde en tur ind på havnen og se på ”Odden Fisk”, hvor vi ville købe vores aftensmad. Sikke en dejlig fiskeforretning, med kæmpe udvalg og en lille fortovsrestaurant. I dag var der også en der solgte frugt og grønt lige ude foran, så vi fik handlet alt, hvad vi skulle bruge for at tilberede et 5-stjerners måltid (som Sebastian kaldte det).

Havnebilletten blev indkøbt, og til min store overraskelse så jeg, at ishuset havde ”udvidet”, så man ikke længere skulle ind i grillen/fritureosen. Oven i købet havde de fået italiensk is i nogle af bøtterne. Jeg vovede at spendere to is (jeg har før anmeldt netop dette sted med meget ringe karakterer for deres iskvalitet), og nøj de var gode! Jeg kan virkelig anbefale de italienske is.

 

Toilet og bad har man fri adgang til via en kode (ingen kort og kontanter nødvendig), og havnens internet virker også – på landsiden. Vi lå langskibs ude på den yderste mole, og herude rækker forbindelsen ikke.

 

Vi tilberedte og spiste vores lækre fiskemåltid, og hundene fik svømmet fra stranden, der ligger lige vest for havnen. Turen i morgen blev planlagt til at gå til Samsø/Mårup.

Østrig – Hochalmbahnen

Vejrudsigten, lover 15-20 grader og lidt blandet vejr i dag, alligevel stemte alle to- og firbenede for at afprøve Hochalmbahnen, og fra toppen af kabineliften tage en vandretur til en af toppene.

Hochalmbahnen begynder “nede” ved Rauris i 973m. Ikke noget problem at have hunde med i kabineliften (eller nogen andre steder her i Østrig, alle har deres hunde med i butikker og på restaurant).

Kabineliftens bund.
Kabineliftens bund.
Kabineliften tager op til 6 personer.
Kabineliften tager op til 6 personer.
Dette er "stationen" helt oppe.
Dette er “stationen” helt oppe.

Fra toppen af Hochalmbahnen (1753m) begyndte vi dagens vandretur. Først ad blå sti nr. 116 til Seekarsee, og derefter rød 116 op til toppen af bjerget Reissrachkopf (2210m) – en lidt hård tur opad, men vi holdte bare en del pauser, så gik det fint. Efter lidt mad på toppen, fortsatte vi ad rød 124, dette stykke er ekstremt flot og ikke ret stejlt. Ved Gstatterhochalm/Waldalm tog vi blå 10 tilbage til midter-stationen på kabineliften, hvor vi fik os en kop kaffe/kakao, inden vi tog bjergbanen ned til Rauris igen.

Vandrekort - blå = let, rød = middelsvær, sort = IKKE for hunde!
Vandrekort – blå = let, rød = middelsvær, sort = IKKE for hunde!
Pause - Tapaz er faktisk bundet af på markeringspælen.
Pause – Tapaz er faktisk bundet af på markeringspælen.
Op - op - op... Godt solen ikke bager, for det var varmt nok.
Op – op – op… Godt solen ikke bager, for det var varmt nok.
image
På toppen skriver man sig ind i logbogen, og stempler med stemplet (der er stempelsværte i kassen).
image
En lille håndmad på toppen.
image
Selfie – uden selfiestang, -jeg måtte bruge min arm :-)
image
Tapaz og jeg er ikke helt enige om, hvordan køer skal tackles. T er klar til at angribe(!) og jeg mener meget bestemt at de skal have lov til at være der, og ignoreres.

imageimageimageimageimageimageimage

 

Hele turen blev logget på Endomondo og kan genses/følges her: https://www.endomondo.com/users/3639305/workouts/558041579

 

Østrig – hviledag

I nat har det tordnet, lynet og regnet lidt, og vejrudsigten fortæller at vi har en regnvejrsdag foran os. Vores ben er lidt ømme fra den store tur i går, så vi beslutter os for en hviledag, hvor bloggen kan blive opdateret og vi kan hygge lidt her i Haus Flezberger.

Regnvejr - så græsset kan forblive grønt og kønt.
Regnvejr – så græsset kan forblive grønt og kønt.
Hviledag - afslapning...
Hviledag – afslapning…
Hov??? Hvorfor drøner mine hunde ud i køkkenet, når Michael tager pålæg frem til frokost?
Hov??? Hvorfor drøner mine hunde ud i køkkenet, når Michael tager pålæg frem til frokost?

Ud på eftermiddagen tog vi en tur i bilen til Zell am See, og handlede shorts og t-shirts i håb om at få brug for dem resten af sommeren.

Ups! Tapaz er stadig hvalp (han bliver først 1 år på søndag).
Ups! Tapaz er stadig hvalp (han bliver først 1 år på søndag).

Til aften kørte vi ned i Rauris (2 km), og fandt Hundehotellet, hvor vi spiste aftensmad.

Hundehotel
Hundehotel
Puderne i "Stube" er dekoreret med hunde.
Puderne i “Stube” er dekoreret med hunde.
Cordon Bleu
Cordon Bleu

Østrig – vandredag

Området, Raurisertal, indbyder i den grad til at tage på vandreture. På vandrekortene i området kan man se sværhedsgrader på stierne. De blå er de lette, de røde er krævende og stejle og de sorte kræver at man kan gå på stiger og holde sig til gelændere, hvilket ikke er særlig hundevenligt, så de sorte blev sorteret fra.

Vi lagde ud med 25'eren fra Bodenhaus P-plads (3 euro for en dagsbillet).
Vi lagde ud med 25’eren fra Bodenhaus P-plads (3 euro for en dagsbillet).

Vi kørte op i Rauris-dalen og parkerede bilen på P-pladsen ved Bodenhaus. Herfra lagde vi ud med rute 25, forbi Rauriser UrQuell, og lad mig bare sige det sådan: sorte ruter frister mig ikke(!) -hold op det var varmt og hårdt at bestige denne rute. Panoramaalm viste sig at holde lukket mandage og tirsdage, men det forhindrede os ikke i at låne deres borde og puste ud, samt spise vores medbragte madpakker. Udsigten fejler bestemt ikke noget!

Rauriser UrQuell - toppen af den!
Rauriser UrQuell – toppen af den!
Pause -og hundebad på vej opad nr. 25
Pause -og hundebad på vej opad nr. 25
Ryste ryste... iskoldt vand til alle sider!
Ryste ryste… iskoldt vand til alle sider!
Udsigt fra bordene på "Mitterasten Panoramaalm".
Udsigt fra bordene på “Mitterasten Panoramaalm”.

Efter at have sundet os lidt, og fået hevet lungerne indenbords igen, besluttede vi os for at tage den blå vandresti, nr. 24, nordpå langs trægrænsen til Kolm Saigurn. Lidt før vi nåede hytten, Seealm, stod der pludselig et skilt, hvor nogle skovarbejdere forbød os at gå videre af rute 24. Øøøøh, vi er ikke ret kendte i området, og der var ikke rigtig nogen “alternativer”, så vi besluttede at benytte “blondine”-jeg-kan-ikke-læse-tysk-tricket og snige os afsted på stien. Vi kunne tydeligt høre, hvor skovarbejderne var igang med deres motorsave, så vi gik i en stor bue udenom, -og da vi fandt tilbage på den afmærkede rute 24, stødte vi ind i en middagssovende skovarbejder, som også hilste pænt og høfligt på os, så jeg regner med at vi blev tilgivet.

image
UPS! … det kunne østrigerne godt have informeret om NEDE ved parkeringspladsen, -det var ikke nemt at vælge fra/alternative ruter.
Der kan tages mange billeder som dette. Her er bare flot med smukt på.
Der kan tages mange billeder som dette. Her er bare flot med smukt på.
Skilt der angiver vandrestiernes "længde" i tid.
Skilt der angiver vandrestiernes “længde” i tid.

image image image imageVel fremme ved alle jauserne på Kolm Saigurn, valgte vi den smukke sti nr. 30 igennem “Rauriser Urwald”, og herfra videre ned af sti nr. 31 til P-pladsen ved Lenzanger. Pause og pyyyyramiderne inden den sidste vandresti nr. 29 tilbage til Bodenhaus blev tilbagelagt.

Vand! Alt smeltevandet kan drikkes, og vi fylder tit drikkedunkene op.
Vand! Alt smeltevandet kan drikkes, og vi fylder tit drikkedunkene op.
Hundene tanker selv op undervejs og køler poter m.m. i det friske vand.
Hundene tanker selv op undervejs og køler poter m.m. i det friske vand.

Hele turen blev logget på min Endomondo og kan ses her – og bruges frit af andre, der skulle få lyst til en godt 16 km vandretur med godt 700 højdemeter.

https://www.endomondo.com/users/3639305/workouts/556639638

 

Østrig – Hochalpenstrasse

Vejrudsigten lovede lidt “blandet”, men varmt vejr i dag, så vi begyndte med en lille tur til Zell am See. Her er der “farlige” butikker for VISA-kortet. For os betød det i dag nye Jack Wolfskin shorts til os begge og en hættetrøje til mig, fra en anden butik fik jeg købt et sæt vandrestave, -da jeg tror mine ligger i “slottet”.

Vejret artede sig, og vi besluttede at køre ud og kigge på Østrigs højeste bjerge ud af en flot turist- (betalings-)vej, de kalder “Hochalpenstrasse”. Det koster 34,50 Euro, at køre ud af denne vej, men det  viste sig at være et rigtig godt valg, hvor bjergene viste sig fra deres allersmukkeste side, og er bestemt pengene værd.

På vej op mod Edelwisserspitze - der er smalt og brostensbelagt vej
På vej op mod Edelwisserspitze – der er smalt og brostensbelagt vej
På toppen!
På toppen!
Ego nyder udsigten
Ego nyder udsigten
Billedet taget til ære for Egos østrigske opdrætter, Michael Kohl
Billedet taget til ære for Egos østrigske opdrætter, Michael Kohl
På toppen af Edelweiss-bjerget.
På toppen af Edelweiss-bjerget.
Edelwisserspitze
Edelwisserspitze
...og jeg tror, at jeg fandt de ægte Edelweiss-blomster!
…og jeg tror, at jeg fandt de ægte Edelweiss-blomster!

Efter at have været på Edelwisser-bjerget kører man endnu godt 20 km. og ender ude ved et stort naturcenter/udsigtsplads (Kaiser-Franz-Josefs-Höhe), hvor man har udsigt til GrossGlockner og den store glacier (Pasterze) lige ved siden af.

Så ved vi hvor højt vi er, med GrossGlockner i baggrunden.
Så ved vi hvor højt vi er, med GrossGlockner i baggrunden.
Østrigs højeste bjerg, GrossGlockner 3798 m.
Østrigs højeste bjerg, GrossGlockner 3798 m.
Pasterze - Østrigs største glacier, i dag ca. 8,5 km lang og 270 m tyk (der hvor den er tykkest).
Pasterze – Østrigs største glacier, i dag ca. 8,5 km lang og 270 m tyk (der hvor den er tykkest).

Vi kørte rundt og holdte ind på nogle af alle udsigtspunkterne, hvor hundene også blev luftet, inden vi tog turen tilbage over “Hochtor”-passet.

Udsigt over noget af "Hochalpenstrasse".
Udsigt over noget af “Hochalpenstrasse”.
Pause ved vandfald.
Pause ved vandfald.
Krydser vandløb - med friskt (=koldt!) vand.
Krydser vandløb – med friskt (=koldt!) vand.
Michael får også lige fornøjelsen af is-vandet i sandalerne.
Michael får også lige fornøjelsen af is-vandet i sandalerne.
Tapaz - nyder ferien.
Tapaz – nyder ferien.

Efter at have nydt dagen ude i Østrigs høje alper, tog vi til Gasthof Andrelwirt i Wörth og fik serveret en lækker aftensmad, -og en dejlig rødvin til.

image

Rødvinen er god!
Rødvinen er god!
Min "grill-tallerken" smagte dejligt. 3 forskellige slags kød, grøntsager, ris og pommesfrites til.
Min “grill-tallerken” smagte dejligt. 3 forskellige slags kød, grøntsager, ris og pommesfrites til.
Dejlig mad! (Euroen står i dag i kurs 746)
Dejlig mad! (Euroen står i dag i kurs 746)

Østrig – dag 1

Morgenmaden på vores hotel var fin, og bestod af andet end tørt toastbrød (vi så en polak “riste” toastbrød i forruden på sin lastbil i går – og havde bange anelser).

Man krydser grænsen ved Salzburg til Østrig næsten uden at bemærke det. Dog skal man bemærke at på de østrigske motorveje er hastighederne noget anderledes (lavere) end på den tyske autobahn.

Vi sigtede direkte mod Rauris-dalen, hvor jeg tidligere (for mere end 20 år siden) har boet på en i mine øjne luksus-campingplads i Wörth. Mine forældre var sidste år forbi, og kunne konstatere at den stadig var på sin plads. I byen Rauris var turistinformationen åben, selv om det var søndag, og vi fik en hel stak papirer med på forskellige ferielejligheder vi kunne leje af medarbejderen i informationen. Først valgte vi een, der lå i Wörth, men der var ejerne ikke hjemme, til gengæld fik vi lækker frokost og luftet hundene i byen.

Derefter tog vi et nyt papir i “stakken” og kørte efter GPS’en ud til den. Her var ejerne hjemme, og der var masser af plads til os og hundene. For 5 overnatninger skal vi betale 299 Euro (ca. 2250 d.kr.), hvilket vi finder meget rimeligt for den flotte rummelige lejlighed. På Fletzberger’s hjemmeside (http://www.booking.com/hotel/at/haus-fletzberger.de.html) kan man se “vores lejlighed” på billede nr. 8, 9, 20, 21, 22 og 23. Kan helt klart anbefales. Vandreturer (og løjper om vinteren) starter lige ude foran huset.

Michael ude foran vores lejlighed (nr. 3) på Haus Fletzberger.
Michael ude foran vores lejlighed (nr. 3) på Haus Fletzberger.
Soveværelset
Soveværelset
Fuldt udrustet køkken med alt i hårde hvidevarer, så vi kunne tømme vores lille medbragte køletaske.
Fuldt udrustet køkken med alt i hårde hvidevarer, så vi kunne tømme vores lille medbragte køletaske. (Ingen spydige kommentarer om mit strikketøj – hi hi).
...og den flotteste udsigt lige ud af døren!
…og den flotteste udsigt lige ud af døren!
Michael og Tapaz nyder udsigten - og et par vandrere.
Michael og Tapaz nyder udsigten – og et par vandrere.

Lige udenfor døren starter vandresti nr. 16e, så den blev benyttet som hundenes aftenluftetur, hvor vi gik hele vejen op til Kreuzbodenhütte (ca. 45 min op, og 35 min. ned). Flotte udsigter og ægte østrigsk natur med disse særlige jause-stationer.

Tapaz synes køer med klokker er nogle farlige nogen - Ego er ligeglad, så længe de ikke snusser til ham.
Tapaz synes køer med klokker er nogle farlige nogen – Ego er ligeglad, så længe de ikke snusser til ham.
Vand fra en vandpost.
Vand fra en vandpost.
slubre, slubre af det kolde kildevand.
slubre, slubre af det kolde kildevand.
Aftensmad på det lokale pizzaria i Rauris
Aftensmad på det lokale pizzaria i Rauris
Min pizza...
Min pizza…

Feriestart – tysk autobahn

Lørdag morgen, kom vi ud af fjererne og afsted kl. lidt i 6. Hvilket gjorde at vi nåede Rødby færgehavn ved 7:30-tiden.

Der er pakket (Ego og Tapaz har hele bagagerummet) og Michael og jeg er køreklar.
Der er pakket (Ego og Tapaz har hele bagagerummet) og Michael og jeg er køreklar. Ingen børn med på denne ferie, så bagsædet er pakket med bagagen.

Der var imidlertid et hav af andre mennesker, der også skulle til Tyskland i dag, færgerne sejlede uafbrudt (og kunne ikke følge sejlplanen), men kl. 8:45 kunne vi køre ombord. Overfarten tager 45 min. og på denne tid, kunne vi lige nå at spise morgenmad på færgen og runderer shoppen.

Færgen, der sejlede os fra Rødby til Puttgarden.
Færgen, der sejlede os fra Rødby til Puttgarden.
Klar til at køre fra borde og ind i Tyskland/Puttgarden.
Klar til at køre fra borde og ind i Tyskland/Puttgarden.
Der var kø i nordgående retning omkring Hamburg. Heldigvis for os, var der blot korte køer (uheld og vejarbejde) sydpå i dag.
Der var kø i nordgående retning omkring Hamburg. Heldigvis for os, var der blot korte køer (uheld og vejarbejde) sydpå i dag.

Hundene blev kort luftet i 32 graders varme på den første rasteplads efter Puttgarden, og derefter blev klimaanlægget i bilen skruet ned til 17 grader, imens det gik sydover.

Frokost (og 38 grader) og luftetur blev hurtigt indtaget på en tysk rasteplads.

Frokost og hundeluftning på en ucharmerende rasteplads inden turen gik videre.
Frokost og hundeluftning på en ucharmerende rasteplads inden turen gik videre.

Ud på eftermiddagen byttede vi plads bag rattet, og jeg kørte nogle timer indtil vi nåede Ingolstadt (mellem Nürnberg og München), hvor hundene blev dyppet i Donau og vi fandt et motorvejshotel med B&B, hvor hundene var velkomne med på værelset. (81 Euro for 2-personers værelse m. morgenmad incl. hundetillæg på 8 Euro).

Hundene elsker at bade. Her gik vi en tur langs Donau ved Ingolstadt, hvor hundene fik lov at dyppe sig i "Die Shönen Bluen Donau" (eller hvordan det nu er...)
Hundene elsker at bade. Her gik vi en tur langs Donau ved Ingolstadt, hvor hundene fik lov at dyppe sig i “Die Shönen Bluen Donau” (eller hvordan det nu er…)
Hundene på vores fine hotelværelse.
Hundene på vores fine hotelværelse.

Ferieklar – testindlæg fra iPad

Jeg er ved at gøre mig ferieklar. Vi har besluttet at køre en lille tur sydpå, og til dette brug har vi bestilt diverse mærker hos FDM:


Michael har aldrig set de østrigske alper, så det er målet i første omgang. Vi har hundene med, så Ego skal ned og se sit oprindelsesland 😊

Glæder mig til at slappe af, og kigge på Alperne omkring Rauris og GrossGlockner igen. Nogen der har nogle gode tips til (eller særlige østrigske regler) for at vandre i bjergene med hunde?

Inden vi drager afsted, skal vi som sidste år, lige ud til Tanja og Mogens og hygge med grill og aftensmad.

image
Ego (og Tapaz) var blevet vasket og Ego besluttede at smide al pelsen, -smart nu hvor de lover meget varme sommerdage.

Hvalpe-agility og springteknik

Tapaz er startet på Hvalsø Hundevenners hvalpe-agilityhold. Et rigtig luksushold, hvor vi kun er 3-4 på holdet. Instruktøren havde lavet planer for sæsonen, men hun har måttet supplere, da vi grundet vores holdstørrelse når meget mere.

I dag opvarmede vi med de sædvanelige øvelser: “setup” – “krølle” – “hoved-til-hale” og “slalom mellem ben”.

Opstart af “back-kommando“, hvor vi skulle krydse bagved hundene, der løb rundt om én springvinge. Det var ikke helt nemt at få Tapaz til at løbe “modsat” mig, når han er vandt til at jeg hele tiden bliver hvor jeg er.

Derefter brugte Hanne god tid på at forklare os, hvordan vi startede “stakit”-indlæringen op. Først, hvordan vi skal lære hundene at tage dem i et S

Stakitindlæring med S-løb
Stakitindlæring med S-løb

De samme tre spring, nu med indlæring af, hvordan de skal stå når hunden skal lære at komme “imellem” hvert spring.

Stakit-spring -indlæring af "imellem".
Stakit-spring -indlæring af “imellem”.

Ja, der er meget at lære. Især i dag, da en af hold-kammeraterne var i løbetid. Wuhuuuu, Tapaz syntes det duftede godt. Jeg synes det er fint at holdkammeraterne kommer til træning selv om deres tæve er i løbetid, da vi så har mulighed for at “træne” på den situation inden vi evt. står i den til en konkurrence, eller et indkald.

Tapaz med hans for tiden bedste legetøj.
Tapaz med hans for tiden bedste legetøj.

Mors dag

Her i huset har vi ikke tradition for at fejre “Mors dag”. Alligevel blev jeg begavet med en tegning af Elisabeth.

Formiddagen blev brugt på at tørre telt fra igår (ovre på gulvet i tømrer-bixen). Vi spiste en sen frokost, og så kørte vi ellers ud på frisk-luft-tur i Hedeland ved Roskilde/Vindinge, hvor jeg havde udset mig en gruppe cacher, der lige kunne logges ved samme lejlighed.

"De hvide bomme" er flere steder rundt omkring i Hedeland.
“De hvide bomme” er flere steder rundt omkring i Hedeland.

Agilitydebut med Ego

Det er over 10 år siden jeg sidst har været deltager/hundefører ved et officielt DKK agility-stævne. Og Per Jensens søde bemærkning til mig, da jeg gik banegennemgang i det sidste springløb: “…så skal du sgu’ banke rusten af Sofie” fik mere end én betydning for mig.

For 10 år siden var der ikke DKK-stævner kun for klasse 1 (alle begynder-hundene), som det Slagelse Hundesport afholdte igår. Men for mig var det ideelt at have min debut ved netop dette stævne. Der blev taget fint hensyn, alle hjalp til med at genne de løbende hunde ind på banen igen, hvis én af dem liiiiige havde fundet vej ud i et stævnetelt. Dejlig stemning, selv om vejret ikke hele tiden var med os.

Stine har spist al kagen. Med god hjælp fra os andre :-)
Stine har spist al kagen. Med god hjælp fra os andre :-)

Da jeg ankom til stævnepladsen kl. 7.15 var der stadig ledige pladser til stævnetelte rundt langs banen, men 10 min senere, da Stine og Inge ankom var der fyldt op. Vi lavede dog hurtig en rigtig hyggelig løsning, hvor deres telt blev sat op i forlængelse af mit telt og vi på denne måde havde et “dobbelt”-telt, -et med hundeopbevaring og et med plads til mennesker og stole m.m. Yvonna gav sig også tid til at kigge forbi og give mig et par handlings-tips til, hvordan jeg kunne klare mig igennem banerne. Det var blev bare en super-dupper-hyggelig dag, hvor Tapaz også fik trænet: sid-stille-ti-stille-og-slap-af-i-dit-bur-når-du-er-med-til-stævne.

Vores dobbelt-telt sat op langs banen.
Vores dobbelt-telt sat op langs banen.

Som sagt var vejret meget, -lad os kalde det “blandet”. Men ind i mellem viste sydsjælland sig også fra den fineste side og vi kunne lufte hundene lidt på den cykel-, ride-, vandresti der er lavet der hvor der tidligere var jernbane imellem Tjæreby og Dalmose. Hold op, hvor er der bare kønt, alle frugttræer og hvidtjørne er netop udsprunget, så det er et fantastisk syn. Nåh, ja… og så loggede jeg lige 3 geocacher når nu Yvonna og jeg gik og trampede oven i dem alligevel.

(...nej, jeg har ikke været i hegnet og tisse). Endnu en logget cache!
(…nej, jeg har ikke været i hegnet og tisse). Endnu en logget cache!

Resultaterne på banen stod Inge/Mira og Stine/Pixie for, de vandt hver en klasse. Ego og jeg gennemførte i stedet 3 ud af 4 baner uden disk! Kæmpe mål for mig – og jeg er glad. (Yvonna har sikkert allerede planlagt de næste træningssessioner for Ego og jeg; lad mig gætte: slalom – vippe – handling udbygges med afstand?). Tak Y.

Tak "coach"!
Tak “coach”!

Selve løbene med Ego kan I se her, hvis I har lyst/interesse. Læg især mærke til Egos iver  :-) Dejligt at arbejde med en hund, der bare VIL agility.

Første løb – en springbane (hvor vi bliver disket på 3. sidste forhindring, da Ego aldrig får taget slalom korrekt):

Andet løb – agility, hvor Ego opnår dagens bedste placering nemlig en 12. plads:

Egos 3. løb denne dag. AG1, hvor vi bliver nr. 28… sidste hund, der ikke opnår en disk :-)

Fjerde og sidste løb denne dag – SP1, hvor Ego er meget(!) hurtig på de første 10 forhindringer.

Juniorsejlads – sæsonstart

Sæsonstarten i sejlklubberne er så småt gået i gang. I år har vi valgt at Elisabeth og Sebastian skal sejle i Holbæk Sejlklub, da de har bedre forhold og 1-2 faste instruktører. Der ud over har de flere piger på Elisabeths alder, så hun ikke hele tiden skal være “den lille”.

Elisabeth skal kunne svømme. Kravet er 100m med svømmevest (den har hun ikke på).
Elisabeth skal kunne svømme. Kravet er 100m med svømmevest (den har hun ikke på).
Elisabeth føler sig sikker, når instruktøren er lige ved siden af.
Elisabeth føler sig sikker, når instruktøren er lige ved siden af.

For at komme ud og sejle i optimistjollen i “kravlegården” (inderst i havnebassinet) i Holbæk, skal man have bevist at man kan kæntre med sin jolle og selv få den op igen. Derfor måtte Elisabeth afsted her til aften sammen med Michael til Holbæk svømmehal og aflægge prøverne. Elisabeth var lidt forsigtig til at starte med, men ender med at klare øvelsen i fin stil og blive frigivet til at måtte sejle i egen jolle i “kravlegården” i morgen aften.

Og til slut skal juniorsejlerne se/mærke, hvor mange man kan være i én optimistjolle før den synker.

IMG_1967
Hvor mange personer kan optimistjollen bære før den synker?

Rom på 4 dage

Jeg er netop kommet hjem fra en forlænget weekendtur i Rom og dette indlæg er fyldt med links og tips til mig selv (og andre), der en dag skal en tur til Rom.

Torsdag formiddag fløj vi fra Kastrup til Fiomicino med SAS. Allerede 24 timer inden afgang kan man via SAS-app’en  lave check-in, vælge flysæder m.m. Selve flyveturen tager godt et par timer (2t 10 min). I Fiomicino-lufthavnen kører der toge direkte fra lufthavnen til hovedbanegården (Termini) i Rom hvert 20. minut. Selve turen tager 32 min. og koster 14 Euro pr. person. I lufthavnen investerede vi også i et Roma Pas, som giver ubegrænset adgang til offentlige transportmidler i Rom i 3 dage samt betaler indgangen for 2 attraktioner (ud af 36 nævnt i hæftet). Passet kostede 32 Euro, -og er pengene værd fordi det er supernemt at komme rundt (Roma Passet gælder IKKE for togrejsen til og fra lufthavnen).

Hjemmefra havde vi googlet os frem til at “man” bestilte hotel via Venere.com (her opretter man sig som bruger, og man logger på denne hjemmeside efterfølgende når man skal se sine reservationer). Af mine forældre var vi blevet anbefalet at tage et hotel i området omkring Termini (hovedbanegården), dels fordi de er billigere her, og dels fordi det er supernemt at komme til og fra hotellet. Vi endte med at booke os ind på et 2-stjernet lille hotel AltaVilla. Der er en grund til at der ikke umiddelbart er noget “pænt” billede af hotellet på forsiden af deres hjemmeside. Men da vi udelukkende bruger hotellet som sovested om natten og evt. et par timer med fødderne oppe sidst på eftermiddagen, så er det et OK hotel til prisen.

Morgenmaden var inkluderet i prisen på hotellet, og vi var også nede i kælderen og kigge på “herlighederne”. Lad det være sagt med det samme: Italienere/romere spiser ikke morgenmad! De køber en espresso på farten og senere op af formiddagen går de ind i en “bar” og køber endnu noget sort til halsen og evt. en crossiant el. lign. Hotellets såkaldte morgenmads-buffet(???) bestod af ristet brød pakket skivevis 2og2 i poser, lidt skiveskåret (friskt?) brød, og små pakker med smør, nutella, honning og syltetøj som man kunne smøre på. Der ud over var der kaffe (brygget på muldjord i følge Michael) og juice (på karton) i plastikkrus til. Det var en nem beslutning at droppe dette måltid i hotelkælderen de kommende dage. Til gengæld blev vi stamkunder i den lokale engelsk-inspirerede bar, der solgte hjemmebrygget kaffe i alle afskygninger, lavede te med citronskiver m.m. og havde et stort udvalg af friskbagte croissanter m.m.

 

(fortsættelse følger)

… lidt om alt