Luca flytter ind

Nogle gange er der meget kort fra tanke til handling.

I midten af september havde Tapaz nogle dage, hvor han ikke rigtig spiste sin mad op og havde rumle-mave, hvilket er meget usædvanligt. Han blev tjekket igennem hos dyrlægen (klinisk, røgten, blodprøver og afføringsprøver), og umiddelbart fejler han ikke en fis. Men det affødte en snak herhjemme om, at Tapaz jo heller ikke er helt ung længere (Tapaz er født i juli 2014), – og om han måske(?) og i hvert fald indenfor en overskuelig årrække ville nå til seniorlivet. Vi talte om at få ny hund i huset, – endnu en border collie. Min mand og jeg aftalte at jeg kunne begynde at “se mig lidt omkring” med henblik på en ny hvalp i løbet af 2024, – helst så det passede med at vi ikke skulle have en ny hvalp med på sejlersommerferie, da det er utrolig svært at gøre dem renlige når man sejler og ikke kan komme i land på få sekunder.

Men… så kom dette opslag på Facebook:

Jeg scrollede lidt videre, -men vendte hurtigt tilbage til opslaget om Luca, der søgte nyt hjem. Jeg viste Michael opslaget, og da han lidt kækt spurgte om ikke jeg havde taget kontakt endnu(?), så skrev jeg til Malene (opdrætter af Borderdanica Border Collies). Malene og jeg fik hurtigt talt sammen og aftalt at hun ville komme på kaffe-besøg tirsdag d. 3. oktober, så jeg og Michael kunne se Luca.

Luca kom på besøg, og det endte med at Malene kørte alene hjem, og Luca flyttede ind hos os.

Luca har i dag boet her på Pilehavegård i præcis 14 dage, hvor jeg har gjort ALT for at give ham udfordringer, hver dag. Luca er den dejligste border collie med krudt i r***n, men også med en appetit på træning, der matcher mit temperament perfekt. Tapaz har påtaget sig rollen som storebror, og tager dagligt nogle ordentlige legeture, både med og uden legetøj med Luca. Det er skønt at se dem drøne rundt i haven sammen, og jeg havde da lige glemt, hvor mange pinde, æbler, kastanjer o.lign. sådan en stor hvalp slæber med sig – helt ind i sofaer og senge.

Luca har udfordringer, – men (heldigvis) IKKE dem som hans første familie kæmpede med. Luca har et hvalpe-gøeri, som nogen gange kræver en “time-out” (Luca bliver sat i bur, så han kommer ud af det “gear”). Og ja, det tager også lidt tid at falde til ro igen, hvis vi er oppe og nat-tisse i haven, – men ikke noget jeg ikke har set/prøvet før.

Luca er startet på “foundation”-hold hos Johanna Allanach, som er grundtræning for hvalpe/unghunde med øvede førere. Her er der også en anden 6-måneders border collie, Thorkil, som det er let at spejle Luca i, – og se at han udvikler sig “helt normalt”. Derudover har jeg Johannas skarpe blik og de andre hundeførere, som jeg går til træning med, hvis der skulle opstå situationer, hvor jeg får brug for hjælp til at løse en eventuel udfordring.

Luca er også tilmeldt Anja Christiansens “PRÆ FVF”-hold, hvor der stilles skarpt på indlæring af fri-ved-fod (hunden går pænt med/uden snor). Dette online-hold starter op midt i november.

Jeg er for 3. sæson i træk instruktør i Hvalsø Hundevenner, hvor jeg har hundefitness-holdet. Inden mit hold skulle trænes, stødte jeg på et af begynder-holdene, og én af hundene sagde en meget velkendt lyd. Da jeg gik hen og hilste på føreren, Nina Vindum, viste det sig at border collien hun stod med, var en kuldbror til Luca.

Hakuna Matata (kaldenavn: Kody) med Nina Vindum

Udgivet

i

af

Kommentarer

Ét svar til “Luca flytter ind”

  1. Frank Kuhfeld Avatar
    Frank Kuhfeld

    Dejligt at høre at han har fået en god hjem hos jer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.