Sidste lørdag (d. 19. sep) afholdte Irene Jarnved et kursus for Hvalsø Hundevenners instruktører om “stress” (hos hunde) og hvad man kunne gøre ved det på træningsbanen – uanset hvilken en form for hundetræning instruktørerne underviste i.
Irene havde bedt instruktørerne om at finde nogle hundeførere med hunde (4 stk), hvoraf 1 af hundene skulle have et (mindre?) stressproblem under træning. Jeg var blevet spurgt om ikke jeg havde lyst til at komme med Tapaz, som “stress-dyret” og være figurant en times tid på kurset, hvilket jeg sagde ja til.
Tapaz og jeg viste lidt af, hvad vi “plejede” at gøre når vi stod på et hold og trænede, og herfra øste Irene af sin viden og kom med nogle guldkorn. Jeg oplevede at hun var meget dygtig til at SE (I ved observation!) og derefter give mig noget rigtig konstruktiv feedback.
Irene så bl.a. at jeg forsøgte at fastholde Tapaz opmærksomhed ved at give ham godbidder (lækre a la flæskesteg, leverpostej, barf, alt-det-dyre-fra-Maxi-Zoo), rose med trækkelegetøj, gøre andre mærkelige ting (for at gøre rosen uforudsigelig) i et væk. UDEN at jeg fik den ønskede effekt af, at han stressede ned og blev “trænbar”. Tapaz fiser i stedet rundt, hopper, gør, gisper, piber og holder skarpt udkig (også på bagben se foto) efter om ikke han liiiiige kan smutte over til de særligt lækre andre hunde på holdet.
Jeg ved godt at Tapaz i den grad er en unghund (14,5 måneder gammel) og at der raser hormoner rundt i mit lille turbodyr.
Mit ønske: At Tapaz stadig var mit dejlige “vilde” læringsvillige turbodyr, -der var sammen med MIG(!) på træningspladsen, -og ikke kun derhjemme i egen have.
Da jeg ikke er instruktør i HHV for tiden, havde jeg selvfølgelig ikke hørt hele Irenes foredrag/teori omkring “hunde der stresser”, så jeg er ikke i stand til at give jer den store teoretiske udredning. MEN…
Irene (og instruktørerne) foreslog, at jeg til at begynde med skulle gøre to ting:
- Træne “udslukning” af adfærd! Helt “lav”-praktisk gik det ud på at jeg skulle tage og stille/sætte mig med Tapaz på så lang afstand af de andre hunde/hold, at han ville stoppe med at gø, hoppe, stresse af de andre. Tapaz skulle være i snor og jeg måtte intet gøre/sige, så længe han rettede opmærksomheden mod de andre. Vente… vente… vente… (ikke noget der harmonerer med turbo-Sofies tålmodighed – men der var mange der kiggede på mig)… vente… vente… (ikke bruge klikker – for den har Tapaz vænnet sig til at stresse-op-af)… vente… vente… og på et tidspunkt når han uden stress-og-jag og ikke gisper efter luft, vender sig mod mig, kigger op og ligsom siger “hey, -skal vi ikke lave noget” kunne jeg give ham et venligt verbalt “dygtig dreng” og et roligt kæl.
- Samtidig med udslukningstræningen, træner jeg også at Tapaz skal “vælge mig” og lad være med at “tjekke ud” hele tiden. (Jeg har igennem lang tid trænet Tapaz i, at han hele tiden bliver tilbudt guffer/legetøj osv. for at han skal “tjekke ind” – eller også er det omvendt at Tapaz har trænet mig 😉 ). Så nu gør jeg “intet” for at Tapaz skal tjekke ind andet end… vente… vente… vente… og når Tapaz tjekker ind, -så er jeg klar med 1(!) godbid, og klar med flere, hvis han fastholder sit “tjek ind”. Denne stategi skal man dog kun anvende på kontaktsøgende-hunderacer (som Border Collier i høj grad er).
Jeg gik fra Hvalsø Hundevenners træningsplads denne eftermiddag med noget at tænke over. Men denne gang med nogle nye “værktøjer” som jeg følte var rigtige for Tapaz og jeg. På min facebook-side skrev jeg:
Første lange seje træk blev taget på en skovtur, hvor Tapaz kan stresse op, hvis vi kommer lidt bag ud i forhold til min kæreste med Ego (og feriehunden Charlie). Dette skete og jeg besluttede mig for “udsluknings-strategien” og stillede mig op midt på skovstien ovenpå hundesnoren, imens Tapaz gøede/hoppede osv. rundt om mig. I mens jeg stod der tænkte jeg på det Irene og HHVinstruktørerne havde sagt: At i udslukningsfasen, kunne det godt først se ud til at blive værre, inden udslukningen rent faktisk skete. Og det skal jeg lige love for. Mutters alene i skoven (kæresten og de andre hunde nåede at gå langt foran) stod jeg og overvejede om Tapaz mon nogensinde holdt op, og om mit mobilsignal muligvis var godt nok til at jeg kunne se en NetFlix-film imens jeg alligevel bare stod og foretog mig absolut ingenting. Vente… vente… vente… (hørepropper, -det vil jeg huske til næste gang)… vente… vente… og vupti Tapaz satte sig stille foran mig og kiggede op på mig 🙂 YES! … dog efterfulgt af endnu et stop, da jeg bare med to skridt frem af stien fik Tapaz i stress igen… vente… vente… (gad vide om Michael bare fortsætter selv rundt af den gule sti og vi mødes ved bilen en gang til aften?)… vente… osv.
Ovenstående kombineret med at jeg træner “tjek ind” hjemme i haven – imens der går andre hunde ude på det grønne areal lige udenfor haven! Har gjort at jeg her godt en uge efter kunne tage denne video, da vi var til AG-træning hos Yvonna på Garbogaard:
Jeg siger ikke at Tapaz er stoppet – overhovedet ikke! – men der er en meget klar bedring at spore, som jeg vil forfølge indtil jeg når “Min drøm”.
Jeg har nemlig verdens lækreste hund: Tapaz! Så det fortjener VI.
… og al ros til hundeføreren virker også 🙂
Skriv et svar