Vejrudsigten, lover 15-20 grader og lidt blandet vejr i dag, alligevel stemte alle to- og firbenede for at afprøve Hochalmbahnen, og fra toppen af kabineliften tage en vandretur til en af toppene.
Hochalmbahnen begynder “nede” ved Rauris i 973m. Ikke noget problem at have hunde med i kabineliften (eller nogen andre steder her i Østrig, alle har deres hunde med i butikker og på restaurant).
Kabineliftens bund.Kabineliften tager op til 6 personer.Dette er “stationen” helt oppe.
Fra toppen af Hochalmbahnen (1753m) begyndte vi dagens vandretur. Først ad blå sti nr. 116 til Seekarsee, og derefter rød 116 op til toppen af bjerget Reissrachkopf (2210m) – en lidt hård tur opad, men vi holdte bare en del pauser, så gik det fint. Efter lidt mad på toppen, fortsatte vi ad rød 124, dette stykke er ekstremt flot og ikke ret stejlt. Ved Gstatterhochalm/Waldalm tog vi blå 10 tilbage til midter-stationen på kabineliften, hvor vi fik os en kop kaffe/kakao, inden vi tog bjergbanen ned til Rauris igen.
Vandrekort – blå = let, rød = middelsvær, sort = IKKE for hunde!Pause – Tapaz er faktisk bundet af på markeringspælen.Op – op – op… Godt solen ikke bager, for det var varmt nok.På toppen skriver man sig ind i logbogen, og stempler med stemplet (der er stempelsværte i kassen).En lille håndmad på toppen.Selfie – uden selfiestang, -jeg måtte bruge min arm 🙂Tapaz og jeg er ikke helt enige om, hvordan køer skal tackles. T er klar til at angribe(!) og jeg mener meget bestemt at de skal have lov til at være der, og ignoreres.
Hele turen blev logget på Endomondo og kan genses/følges her: https://www.endomondo.com/users/3639305/workouts/558041579
Området, Raurisertal, indbyder i den grad til at tage på vandreture. På vandrekortene i området kan man se sværhedsgrader på stierne. De blå er de lette, de røde er krævende og stejle og de sorte kræver at man kan gå på stiger og holde sig til gelændere, hvilket ikke er særlig hundevenligt, så de sorte blev sorteret fra.
Vi lagde ud med 25’eren fra Bodenhaus P-plads (3 euro for en dagsbillet).
Vi kørte op i Rauris-dalen og parkerede bilen på P-pladsen ved Bodenhaus. Herfra lagde vi ud med rute 25, forbi Rauriser UrQuell, og lad mig bare sige det sådan: sorte ruter frister mig ikke(!) -hold op det var varmt og hårdt at bestige denne rute. Panoramaalm viste sig at holde lukket mandage og tirsdage, men det forhindrede os ikke i at låne deres borde og puste ud, samt spise vores medbragte madpakker. Udsigten fejler bestemt ikke noget!
Rauriser UrQuell – toppen af den!Pause -og hundebad på vej opad nr. 25Ryste ryste… iskoldt vand til alle sider!Udsigt fra bordene på “Mitterasten Panoramaalm”.
Efter at have sundet os lidt, og fået hevet lungerne indenbords igen, besluttede vi os for at tage den blå vandresti, nr. 24, nordpå langs trægrænsen til Kolm Saigurn. Lidt før vi nåede hytten, Seealm, stod der pludselig et skilt, hvor nogle skovarbejdere forbød os at gå videre af rute 24. Øøøøh, vi er ikke ret kendte i området, og der var ikke rigtig nogen “alternativer”, så vi besluttede at benytte “blondine”-jeg-kan-ikke-læse-tysk-tricket og snige os afsted på stien. Vi kunne tydeligt høre, hvor skovarbejderne var igang med deres motorsave, så vi gik i en stor bue udenom, -og da vi fandt tilbage på den afmærkede rute 24, stødte vi ind i en middagssovende skovarbejder, som også hilste pænt og høfligt på os, så jeg regner med at vi blev tilgivet.
UPS! … det kunne østrigerne godt have informeret om NEDE ved parkeringspladsen, -det var ikke nemt at vælge fra/alternative ruter.Der kan tages mange billeder som dette. Her er bare flot med smukt på.Skilt der angiver vandrestiernes “længde” i tid.
Vel fremme ved alle jauserne på Kolm Saigurn, valgte vi den smukke sti nr. 30 igennem “Rauriser Urwald”, og herfra videre ned af sti nr. 31 til P-pladsen ved Lenzanger. Pause og pyyyyramiderne inden den sidste vandresti nr. 29 tilbage til Bodenhaus blev tilbagelagt.
Vand! Alt smeltevandet kan drikkes, og vi fylder tit drikkedunkene op.Hundene tanker selv op undervejs og køler poter m.m. i det friske vand.
Hele turen blev logget på min Endomondo og kan ses her – og bruges frit af andre, der skulle få lyst til en godt 16 km vandretur med godt 700 højdemeter.
Morgenmaden på vores hotel var fin, og bestod af andet end tørt toastbrød (vi så en polak “riste” toastbrød i forruden på sin lastbil i går – og havde bange anelser).
Man krydser grænsen ved Salzburg til Østrig næsten uden at bemærke det. Dog skal man bemærke at på de østrigske motorveje er hastighederne noget anderledes (lavere) end på den tyske autobahn.
Vi sigtede direkte mod Rauris-dalen, hvor jeg tidligere (for mere end 20 år siden) har boet på en i mine øjne luksus-campingplads i Wörth. Mine forældre var sidste år forbi, og kunne konstatere at den stadig var på sin plads. I byen Rauris var turistinformationen åben, selv om det var søndag, og vi fik en hel stak papirer med på forskellige ferielejligheder vi kunne leje af medarbejderen i informationen. Først valgte vi een, der lå i Wörth, men der var ejerne ikke hjemme, til gengæld fik vi lækker frokost og luftet hundene i byen.
Derefter tog vi et nyt papir i “stakken” og kørte efter GPS’en ud til den. Her var ejerne hjemme, og der var masser af plads til os og hundene. For 5 overnatninger skal vi betale 299 Euro (ca. 2250 d.kr.), hvilket vi finder meget rimeligt for den flotte rummelige lejlighed. På Fletzberger’s hjemmeside (http://www.booking.com/hotel/at/haus-fletzberger.de.html) kan man se “vores lejlighed” på billede nr. 8, 9, 20, 21, 22 og 23. Kan helt klart anbefales. Vandreturer (og løjper om vinteren) starter lige ude foran huset.
Michael ude foran vores lejlighed (nr. 3) på Haus Fletzberger.SoveværelsetFuldt udrustet køkken med alt i hårde hvidevarer, så vi kunne tømme vores lille medbragte køletaske. (Ingen spydige kommentarer om mit strikketøj – hi hi).…og den flotteste udsigt lige ud af døren!Michael og Tapaz nyder udsigten – og et par vandrere.
Lige udenfor døren starter vandresti nr. 16e, så den blev benyttet som hundenes aftenluftetur, hvor vi gik hele vejen op til Kreuzbodenhütte (ca. 45 min op, og 35 min. ned). Flotte udsigter og ægte østrigsk natur med disse særlige jause-stationer.
Tapaz synes køer med klokker er nogle farlige nogen – Ego er ligeglad, så længe de ikke snusser til ham.Vand fra en vandpost.slubre, slubre af det kolde kildevand.Aftensmad på det lokale pizzaria i RaurisMin pizza…
