I dag besluttede vi os for en vandretur i bjergene. Michaels hjerte ville dog ikke være med til andet end blå vandrestier, så vores blik faldt på en “vandfalds-rundtur” aller længst oppe i Rauris-dalen.
Vi kørte så langt op, som man kunne og parkerede på P-pladsen ved Lenzanger. Den sidste del af vejen er betalingsvej, men vores “Nationalpark Sommercard”, som vi har fået i forbindelse med vores ferielejlighed gjorde turen gratis (Almindelig bil kostede ellers 14€). Selve turen rundt til vandfaldene er på godt 6 km – den er logget på “All Trails“, hvis man vil se detaljer fx højdekurver osv.
Wasserfallrundvanderweg er i hvert fald SMUK, og kan helt klart anbefales.
Flere broer passeres undervejsDet største vandfald på rutenAl slags vejr, her sol og varmeSkipper måtte bæres i ca. 20 min. da han pludselig haltede voldsomt. En tå sad ikke rigtigt, men jeg fik den svuppet på plads og så var Skipper klar igen.Sne over et af vandfaldeneAlt slags vejr på turen, kræver at man har grejet med til fx at klare en kort byge.Stien er godt skiltet ved start, og markeret meget fint med de hvide/røde træstolper, der er sat langs stien.
Vejrudsigten lover meget “blandet” vejr, så vi besluttede at tage på et lille road-trip. Startende med en borg, der lå for enden af nabo-dalen (til Rauris-dalen) og som fører op til Bad Gastein, hvor vi fik set byens flotte vandfald og spist frokost i det lokale konditori. Alt i den lille bjergby lukker kl. 12:30 om lørdagen (undt. den lille souvenir-butik og bageren).
P-pladsen ved den lille borg.Det regner, så vi tager vores regn-ponchoer på, så ikke vi bliver våde.Borg-indgangen til det lille tårn og den lille beværtning, som vi dog undlod at besøge.Bad Gastain – i mit hovede kun kendt for sit skiområde om vinteren. Men nøj, en pæn by. Parker i P-huset ved vandfaldet, der kan betales med VISA-kort i automaten. Gadeautomaterne vil have rigtige penge (Euro).… og byens 80m høje vandfald, der går lige igennem centrum. Flot og larmende.Hamburger til MichaelHusets toast til mig
Tilbage i Rauris luftede vi hunde, – så Tour de France og gik på en lokal restaurant i Rauris, hvor vi fik aftensmad.
Vores ferielejlighed: Fletzberger HausDen lokale restaurant, der var udset til dagens aftensmadUdsigt fra vores terrasseVandresti (rød = middel/svær) nr. 125 lige bagved vores lejlighedaftenluftetur op af sti nr. 125Den er hård. Røde stier kræver mange pauser.Skipper står og venter på at vi får halet lungerne indenbords igen.Den lille provokatør sætter sig blot og venter på at vi bliver klar igen.Tapaz i forgrunden og Haus Fletzberger, i bunden.
Vi vågnede veludhvilede op i den store seng på hotelværelset i Nürnberg. Lige overfor hotellet er der en stor skov, som vi benyttede til at få luftet hundene godt af. Google Maps fortæller at vi har ca. 4,5 timers kørsel til vores ferielejlighed i Rauris. Morgenbuffeten manglede absolut intet, og var med i prisen, for overnatningen.
Tapaz og Skipper er med på hotellet. Jeg er meget tilfreds med, at hundene er så nemme at have med. I øvrigt glemte vi Skippers madskål på hotellet, – hvis nogen kommer på de kanter?
Ud på “Autobahn” med alt, hvad det indebærer af vejarbejder (asfalt kan åbenbart KUN udbedres i sommermånederne) og køkørsel. Vi er dog aldrig nede og holde helt stille i længere tid ad gangen.
Ved 12-tiden er det mig, der sidder bag rattet, og Michael der må Google/TripAdvisor, hvor vi kan få os en frokostpause, gerne med wienersnitzel til. Første forsøg ledte os op i en privat gårdsplads (ha ha), men i andet forsøg lykkedes det at finde dette landlige udskænkningssted, hvor vi spiste frokost med en lokal ældre herre, der kom stavrende og skulle have “det sædvanlige”, som viste sig at være biksemad med spejlæg og en stor øl. Vi bestilte wienersnitzel og colaer. Et helt fantastisk tysk måltid.
… lidt væk fra den sydtyske motorvej ligger dette lille sted.En traditionel tysk stue, hvor vi sad sammen med en ældre lokal mand og fik vores mad.Wienersnitzel med braskartofler – intet mindre og intet mere. Det smagte fint, og vi nød at sidde i den gamle stue.En gammel kakkelovn stod i hjørnet, og flere større og mindre skabe var indbygget i væggene, eller rettere stod der, der væggene er bygget op i sin tid.
Videre afsted ind over grænsen til Østrig, som man lynhurtigt passerer, hvis man i forvejen har købt motorvejsmærkatet til forruden.
Lige præcis her kører man fra Tyskland ind i Østrig ved Salzburg.Vi har byttet plads, så det nu er Michael der sidder bag rattet, og han “flasher” for første gang sine nye solbriller, – så jeg måtte også lige have mine på.
I Rauris fandt vi ret hurtigt SPAR-købmanden, og vi var kun lige stået ud af bilen, da skyerne trak sammen og vi fik både torden og en ordentlig skylle. Dog ikke noget der varede særlig længe. Efter provianteringen kørte vi til Fletzberger Haus, hvor vi i forvejen havde booket en ferielejlighed, hvor hundene er velkomne. Det var også her vi boede for 8 år siden, så vi vidste, hvor det lå – fuldstændig fantastisk udsigt og sted.
torden og regn på SPAR-p-pladsenRegnen holdt hurtigt op, – og vi skal op til vores ferielejlighed lidt op af bjergsiden.Lejlighed 2, består af køkken-alrum, soveværelse og toilet/bad, samt en stor udendørs panoramaterrasse.
Området, Raurisertal, indbyder i den grad til at tage på vandreture. På vandrekortene i området kan man se sværhedsgrader på stierne. De blå er de lette, de røde er krævende og stejle og de sorte kræver at man kan gå på stiger og holde sig til gelændere, hvilket ikke er særlig hundevenligt, så de sorte blev sorteret fra.
Vi lagde ud med 25’eren fra Bodenhaus P-plads (3 euro for en dagsbillet).
Vi kørte op i Rauris-dalen og parkerede bilen på P-pladsen ved Bodenhaus. Herfra lagde vi ud med rute 25, forbi Rauriser UrQuell, og lad mig bare sige det sådan: sorte ruter frister mig ikke(!) -hold op det var varmt og hårdt at bestige denne rute. Panoramaalm viste sig at holde lukket mandage og tirsdage, men det forhindrede os ikke i at låne deres borde og puste ud, samt spise vores medbragte madpakker. Udsigten fejler bestemt ikke noget!
Rauriser UrQuell – toppen af den!
Pause -og hundebad på vej opad nr. 25
Ryste ryste… iskoldt vand til alle sider!
Udsigt fra bordene på “Mitterasten Panoramaalm”.
Efter at have sundet os lidt, og fået hevet lungerne indenbords igen, besluttede vi os for at tage den blå vandresti, nr. 24, nordpå langs trægrænsen til Kolm Saigurn. Lidt før vi nåede hytten, Seealm, stod der pludselig et skilt, hvor nogle skovarbejdere forbød os at gå videre af rute 24. Øøøøh, vi er ikke ret kendte i området, og der var ikke rigtig nogen “alternativer”, så vi besluttede at benytte “blondine”-jeg-kan-ikke-læse-tysk-tricket og snige os afsted på stien. Vi kunne tydeligt høre, hvor skovarbejderne var igang med deres motorsave, så vi gik i en stor bue udenom, -og da vi fandt tilbage på den afmærkede rute 24, stødte vi ind i en middagssovende skovarbejder, som også hilste pænt og høfligt på os, så jeg regner med at vi blev tilgivet.
UPS! … det kunne østrigerne godt have informeret om NEDE ved parkeringspladsen, -det var ikke nemt at vælge fra/alternative ruter.
Der kan tages mange billeder som dette. Her er bare flot med smukt på.
Skilt der angiver vandrestiernes “længde” i tid.
Vel fremme ved alle jauserne på Kolm Saigurn, valgte vi den smukke sti nr. 30 igennem “Rauriser Urwald”, og herfra videre ned af sti nr. 31 til P-pladsen ved Lenzanger. Pause og pyyyyramiderne inden den sidste vandresti nr. 29 tilbage til Bodenhaus blev tilbagelagt.
Vand! Alt smeltevandet kan drikkes, og vi fylder tit drikkedunkene op.
Hundene tanker selv op undervejs og køler poter m.m. i det friske vand.
Hele turen blev logget på min Endomondo og kan ses her – og bruges frit af andre, der skulle få lyst til en godt 16 km vandretur med godt 700 højdemeter.
Uge 7, min vinterferie, blev i år spenderet i et dejligt stort lejet sommerhus på Als.
Der blev hygget igennem med bl.a. brætspil, film, gåture, svømmehal, shopping og Tysklandstur.
Mommark havn, Als
Elisabeth er ved at pakke sin kuffert.
På vej over Storebælt.
Mommark havn i gåafstand fra sommerhuset.
Stranden ved Mommark. Solen skinner og her er fantastisk.
Der er tid til mad-hygge. Dette er nogle ægge-pandekager, som bruges som tortilla-wraps til frokost.
Børne- og hundeluftetur langs stranden ved Mommark/Sarup
Grænsen ved Kruså, -vi er på vej til Flensburg.
Kakao og fastelavnsboller på “Lagkagehuset” i Sønderborg.
Sebastian og hans fastelavnsbolle – Lagkagehuset, Sønderborg.
Svømmehallen findes i Sønderborg i Humlehøjhallen. Den er fin og blev godkendt af alle.
Langdysserne (år ca. 3500 f.Kr.) blev besigtiget i Blommeskobbel.
Herligt venne-besøg torsdag aften, hvor vi skulle finde ud af, hvilken en hvidvin, der var bedst (Woodbridge vandt!)… og lige nappe en bailey.
Dyvig lystbådehavn med det moderne badehotel i baggrunden.
Det har været en skøn efterårsferie. Da vi kom hjem lavede jeg disse billeder til Sebastian, som han skulle bruge til at skrive om efterårsferien i skolen.
Skrubbe-fiskeri i Thorsminde
Sandorme (store og “klamme”) skal sættes på krogene.
Mønsted kalkgrubber, hvor de stadig laver ost!
Kystcenteret i Thyborøn, havde “drage-dag”.
Bovbjerg fyr, hvor der er reb op og ned af skrænterne
Det kan godt lyde en anelse kedeligt at skulle på sokkeindkøb, -men når nu det er sokker jeg mangler? Jeg ved dog lige, hvad jeg vil have: Icebreakers og Falke begge fra Friluftsland i Roskilde. De er dyre (ca. 150,- kr pr. par), men de er nr. 1 i vandresko/støvler, som jeg stort set altid motionerer rundt i med hundene om efteråret/vinteren. 3 par sokker rigere (eller fattigere?) kørte jeg forbi Scrap ‘N Dream i Høje Tåstrup, bare lige for at “snuse”, men det blev da også til et falseben og lidt mere Smash (ja, man skal nok være indviet scrapper for at forstå de gloser).
Hjemme igen blev et par af de nye sokker monteret, og afsted med Quark og Ego til Munkholmbroen (P-plads ved den nedbrændte Langtved Færgekro), hvorfra vi startede dagens tur: Dejligheden rundt!
Vi havde flot vejr, men meget lummer-varmt, så turen langs stranden med mange sten og uden sti blev temmelig hård, men rigtig god træning for os alle 3. Hjemturen gennem skoven gik over stok og sten, op og ned.
