I dag besluttede vi os for en vandretur i bjergene. Michaels hjerte ville dog ikke være med til andet end blå vandrestier, så vores blik faldt på en “vandfalds-rundtur” aller længst oppe i Rauris-dalen.
Vi kørte så langt op, som man kunne og parkerede på P-pladsen ved Lenzanger. Den sidste del af vejen er betalingsvej, men vores “Nationalpark Sommercard”, som vi har fået i forbindelse med vores ferielejlighed gjorde turen gratis (Almindelig bil kostede ellers 14€). Selve turen rundt til vandfaldene er på godt 6 km – den er logget på “All Trails“, hvis man vil se detaljer fx højdekurver osv.
Wasserfallrundvanderweg er i hvert fald SMUK, og kan helt klart anbefales.
Flere broer passeres undervejsDet største vandfald på rutenAl slags vejr, her sol og varmeSkipper måtte bæres i ca. 20 min. da han pludselig haltede voldsomt. En tå sad ikke rigtigt, men jeg fik den svuppet på plads og så var Skipper klar igen.Sne over et af vandfaldeneAlt slags vejr på turen, kræver at man har grejet med til fx at klare en kort byge.Stien er godt skiltet ved start, og markeret meget fint med de hvide/røde træstolper, der er sat langs stien.
Vejrudsigten lover meget “blandet” vejr, så vi besluttede at tage på et lille road-trip. Startende med en borg, der lå for enden af nabo-dalen (til Rauris-dalen) og som fører op til Bad Gastein, hvor vi fik set byens flotte vandfald og spist frokost i det lokale konditori. Alt i den lille bjergby lukker kl. 12:30 om lørdagen (undt. den lille souvenir-butik og bageren).
P-pladsen ved den lille borg.Det regner, så vi tager vores regn-ponchoer på, så ikke vi bliver våde.Borg-indgangen til det lille tårn og den lille beværtning, som vi dog undlod at besøge.Bad Gastain – i mit hovede kun kendt for sit skiområde om vinteren. Men nøj, en pæn by. Parker i P-huset ved vandfaldet, der kan betales med VISA-kort i automaten. Gadeautomaterne vil have rigtige penge (Euro).… og byens 80m høje vandfald, der går lige igennem centrum. Flot og larmende.Hamburger til MichaelHusets toast til mig
Tilbage i Rauris luftede vi hunde, – så Tour de France og gik på en lokal restaurant i Rauris, hvor vi fik aftensmad.
Vores ferielejlighed: Fletzberger HausDen lokale restaurant, der var udset til dagens aftensmadUdsigt fra vores terrasseVandresti (rød = middel/svær) nr. 125 lige bagved vores lejlighedaftenluftetur op af sti nr. 125Den er hård. Røde stier kræver mange pauser.Skipper står og venter på at vi får halet lungerne indenbords igen.Den lille provokatør sætter sig blot og venter på at vi bliver klar igen.Tapaz i forgrunden og Haus Fletzberger, i bunden.
Vi vågnede veludhvilede op i den store seng på hotelværelset i Nürnberg. Lige overfor hotellet er der en stor skov, som vi benyttede til at få luftet hundene godt af. Google Maps fortæller at vi har ca. 4,5 timers kørsel til vores ferielejlighed i Rauris. Morgenbuffeten manglede absolut intet, og var med i prisen, for overnatningen.
Tapaz og Skipper er med på hotellet. Jeg er meget tilfreds med, at hundene er så nemme at have med. I øvrigt glemte vi Skippers madskål på hotellet, – hvis nogen kommer på de kanter?
Ud på “Autobahn” med alt, hvad det indebærer af vejarbejder (asfalt kan åbenbart KUN udbedres i sommermånederne) og køkørsel. Vi er dog aldrig nede og holde helt stille i længere tid ad gangen.
Ved 12-tiden er det mig, der sidder bag rattet, og Michael der må Google/TripAdvisor, hvor vi kan få os en frokostpause, gerne med wienersnitzel til. Første forsøg ledte os op i en privat gårdsplads (ha ha), men i andet forsøg lykkedes det at finde dette landlige udskænkningssted, hvor vi spiste frokost med en lokal ældre herre, der kom stavrende og skulle have “det sædvanlige”, som viste sig at være biksemad med spejlæg og en stor øl. Vi bestilte wienersnitzel og colaer. Et helt fantastisk tysk måltid.
… lidt væk fra den sydtyske motorvej ligger dette lille sted.En traditionel tysk stue, hvor vi sad sammen med en ældre lokal mand og fik vores mad.Wienersnitzel med braskartofler – intet mindre og intet mere. Det smagte fint, og vi nød at sidde i den gamle stue.En gammel kakkelovn stod i hjørnet, og flere større og mindre skabe var indbygget i væggene, eller rettere stod der, der væggene er bygget op i sin tid.
Videre afsted ind over grænsen til Østrig, som man lynhurtigt passerer, hvis man i forvejen har købt motorvejsmærkatet til forruden.
Lige præcis her kører man fra Tyskland ind i Østrig ved Salzburg.Vi har byttet plads, så det nu er Michael der sidder bag rattet, og han “flasher” for første gang sine nye solbriller, – så jeg måtte også lige have mine på.
I Rauris fandt vi ret hurtigt SPAR-købmanden, og vi var kun lige stået ud af bilen, da skyerne trak sammen og vi fik både torden og en ordentlig skylle. Dog ikke noget der varede særlig længe. Efter provianteringen kørte vi til Fletzberger Haus, hvor vi i forvejen havde booket en ferielejlighed, hvor hundene er velkomne. Det var også her vi boede for 8 år siden, så vi vidste, hvor det lå – fuldstændig fantastisk udsigt og sted.
torden og regn på SPAR-p-pladsenRegnen holdt hurtigt op, – og vi skal op til vores ferielejlighed lidt op af bjergsiden.Lejlighed 2, består af køkken-alrum, soveværelse og toilet/bad, samt en stor udendørs panoramaterrasse.
Vi besluttede, for noget tid siden, at dette års sommerferie gerne måtte indeholde en tur til Østrig igen. Det er 8 år siden, at Michael og jeg sidst har været i Østrig, så det må være tid til et genbesøg.
Forberedelserne har været til at overse: 1) Bestille miljø- og motorvejsmærker hos FDM 2) Booke den ferielejlighed, Fletzberger Haus ved Rauris, som vi også boede i ved vores sidste besøg.
Vi er stået tidligt op denne torsdag morgen og er kommet afsted kl. 5:15, med en pladsbillet til færgen i Rødby kl. 7:45
I FDM-shoppen er miljø- og motorvejsmærkerne bestilt. I Tyskland er de også så særlige, at de ikke kan aflæse en alm. digital P-skive, derfor denne analoge.Det er tidligt om morgenen, da vi passerer den igangværende Roskilde FestivalVi kører direkte ombord, som den allersidste bil, – på en færge FØR den vi har reservationsbillet til. Helt perfekt!På færgen, Rødby-Puttgarden, var der god plads denne torsdag morgen kl. 7:00, – også i morgenmadsbuffeten. Michael mener at nu er sejlersommerferien gået i gang. 🙂Tilfældig rastepladser udgør vores pauser ned igennem Tyskland. De har fået opgraderet deres toiletter, så man kan betale med kort, og ikke skal have mønter på sig for at komme på toilettet.Der er indlagt hunde-BIO på rastepladserne ned igennem Tyskland
Ud på eftermiddagen har vi begge fået kørt nok bil på den tyske autobahn, og vi laver en hurtig søgning på hoteller ved Nürnberg i Booking.com, hvor man må medbringe kæledyr. Vi udvalgte os “Seminaris” Hotel Nürnberg, hvor der var plads og receptionisten bød både hunde og os velkommen.
Receptionisten havde ved in-check fortalt at vi kunne spise aftensmad i hotellets restaurant, hvilket vi benyttede os af. Det skulle vise sig, at vi fik sat os midt i et selskab (ukendt firma – Michael gætter på en højskole, eller måske en stor IT-virksomhed), som denne aften havde booket hotellets restaurant. Der var dog ingen synlige tegn på at vi ikke kunne deltage, så vi satte os, fik drikkevarer af tjeneren og spiste af buffeten. Da vi ville betale blev den kvindelige tjener helt forvirret… og kunne slet ikke forstå, hvordan vi havde siddet og spist sammen med de andre, uden at de havde opdaget os. Vi fik dog betalt og gik i seng, da vi var trætte ovenpå den lange køretur.
Aftensmad på hotellets restaurant, som lå lige ud til Nürnbergs stadion.
Vejrudsigten, lover 15-20 grader og lidt blandet vejr i dag, alligevel stemte alle to- og firbenede for at afprøve Hochalmbahnen, og fra toppen af kabineliften tage en vandretur til en af toppene.
Hochalmbahnen begynder “nede” ved Rauris i 973m. Ikke noget problem at have hunde med i kabineliften (eller nogen andre steder her i Østrig, alle har deres hunde med i butikker og på restaurant).
Kabineliftens bund.
Kabineliften tager op til 6 personer.
Dette er “stationen” helt oppe.
Fra toppen af Hochalmbahnen (1753m) begyndte vi dagens vandretur. Først ad blå sti nr. 116 til Seekarsee, og derefter rød 116 op til toppen af bjerget Reissrachkopf (2210m) – en lidt hård tur opad, men vi holdte bare en del pauser, så gik det fint. Efter lidt mad på toppen, fortsatte vi ad rød 124, dette stykke er ekstremt flot og ikke ret stejlt. Ved Gstatterhochalm/Waldalm tog vi blå 10 tilbage til midter-stationen på kabineliften, hvor vi fik os en kop kaffe/kakao, inden vi tog bjergbanen ned til Rauris igen.
Vandrekort – blå = let, rød = middelsvær, sort = IKKE for hunde!
Pause – Tapaz er faktisk bundet af på markeringspælen.
Op – op – op… Godt solen ikke bager, for det var varmt nok.
På toppen skriver man sig ind i logbogen, og stempler med stemplet (der er stempelsværte i kassen).
En lille håndmad på toppen.
Selfie – uden selfiestang, -jeg måtte bruge min arm 🙂
Tapaz og jeg er ikke helt enige om, hvordan køer skal tackles. T er klar til at angribe(!) og jeg mener meget bestemt at de skal have lov til at være der, og ignoreres.
Hele turen blev logget på Endomondo og kan genses/følges her: https://www.endomondo.com/users/3639305/workouts/558041579
I nat har det tordnet, lynet og regnet lidt, og vejrudsigten fortæller at vi har en regnvejrsdag foran os. Vores ben er lidt ømme fra den store tur i går, så vi beslutter os for en hviledag, hvor bloggen kan blive opdateret og vi kan hygge lidt her i Haus Flezberger.
Regnvejr – så græsset kan forblive grønt og kønt.
Hviledag – afslapning…
Hov??? Hvorfor drøner mine hunde ud i køkkenet, når Michael tager pålæg frem til frokost?
Ud på eftermiddagen tog vi en tur i bilen til Zell am See, og handlede shorts og t-shirts i håb om at få brug for dem resten af sommeren.
Ups! Tapaz er stadig hvalp (han bliver først 1 år på søndag).
Til aften kørte vi ned i Rauris (2 km), og fandt Hundehotellet, hvor vi spiste aftensmad.
Området, Raurisertal, indbyder i den grad til at tage på vandreture. På vandrekortene i området kan man se sværhedsgrader på stierne. De blå er de lette, de røde er krævende og stejle og de sorte kræver at man kan gå på stiger og holde sig til gelændere, hvilket ikke er særlig hundevenligt, så de sorte blev sorteret fra.
Vi lagde ud med 25’eren fra Bodenhaus P-plads (3 euro for en dagsbillet).
Vi kørte op i Rauris-dalen og parkerede bilen på P-pladsen ved Bodenhaus. Herfra lagde vi ud med rute 25, forbi Rauriser UrQuell, og lad mig bare sige det sådan: sorte ruter frister mig ikke(!) -hold op det var varmt og hårdt at bestige denne rute. Panoramaalm viste sig at holde lukket mandage og tirsdage, men det forhindrede os ikke i at låne deres borde og puste ud, samt spise vores medbragte madpakker. Udsigten fejler bestemt ikke noget!
Rauriser UrQuell – toppen af den!
Pause -og hundebad på vej opad nr. 25
Ryste ryste… iskoldt vand til alle sider!
Udsigt fra bordene på “Mitterasten Panoramaalm”.
Efter at have sundet os lidt, og fået hevet lungerne indenbords igen, besluttede vi os for at tage den blå vandresti, nr. 24, nordpå langs trægrænsen til Kolm Saigurn. Lidt før vi nåede hytten, Seealm, stod der pludselig et skilt, hvor nogle skovarbejdere forbød os at gå videre af rute 24. Øøøøh, vi er ikke ret kendte i området, og der var ikke rigtig nogen “alternativer”, så vi besluttede at benytte “blondine”-jeg-kan-ikke-læse-tysk-tricket og snige os afsted på stien. Vi kunne tydeligt høre, hvor skovarbejderne var igang med deres motorsave, så vi gik i en stor bue udenom, -og da vi fandt tilbage på den afmærkede rute 24, stødte vi ind i en middagssovende skovarbejder, som også hilste pænt og høfligt på os, så jeg regner med at vi blev tilgivet.
UPS! … det kunne østrigerne godt have informeret om NEDE ved parkeringspladsen, -det var ikke nemt at vælge fra/alternative ruter.
Der kan tages mange billeder som dette. Her er bare flot med smukt på.
Skilt der angiver vandrestiernes “længde” i tid.
Vel fremme ved alle jauserne på Kolm Saigurn, valgte vi den smukke sti nr. 30 igennem “Rauriser Urwald”, og herfra videre ned af sti nr. 31 til P-pladsen ved Lenzanger. Pause og pyyyyramiderne inden den sidste vandresti nr. 29 tilbage til Bodenhaus blev tilbagelagt.
Vand! Alt smeltevandet kan drikkes, og vi fylder tit drikkedunkene op.
Hundene tanker selv op undervejs og køler poter m.m. i det friske vand.
Hele turen blev logget på min Endomondo og kan ses her – og bruges frit af andre, der skulle få lyst til en godt 16 km vandretur med godt 700 højdemeter.
Vejrudsigten lovede lidt “blandet”, men varmt vejr i dag, så vi begyndte med en lille tur til Zell am See. Her er der “farlige” butikker for VISA-kortet. For os betød det i dag nye Jack Wolfskin shorts til os begge og en hættetrøje til mig, fra en anden butik fik jeg købt et sæt vandrestave, -da jeg tror mine ligger i “slottet”.
Vejret artede sig, og vi besluttede at køre ud og kigge på Østrigs højeste bjerge ud af en flot turist- (betalings-)vej, de kalder “Hochalpenstrasse”. Det koster 34,50 Euro, at køre ud af denne vej, men det viste sig at være et rigtig godt valg, hvor bjergene viste sig fra deres allersmukkeste side, og er bestemt pengene værd.
På vej op mod Edelwisserspitze – der er smalt og brostensbelagt vej
På toppen!
Ego nyder udsigten
Billedet taget til ære for Egos østrigske opdrætter, Michael Kohl
På toppen af Edelweiss-bjerget.
Edelwisserspitze
…og jeg tror, at jeg fandt de ægte Edelweiss-blomster!
Efter at have været på Edelwisser-bjerget kører man endnu godt 20 km. og ender ude ved et stort naturcenter/udsigtsplads (Kaiser-Franz-Josefs-Höhe), hvor man har udsigt til GrossGlockner og den store glacier (Pasterze) lige ved siden af.
Så ved vi hvor højt vi er, med GrossGlockner i baggrunden.
Østrigs højeste bjerg, GrossGlockner 3798 m.
Pasterze – Østrigs største glacier, i dag ca. 8,5 km lang og 270 m tyk (der hvor den er tykkest).
Vi kørte rundt og holdte ind på nogle af alle udsigtspunkterne, hvor hundene også blev luftet, inden vi tog turen tilbage over “Hochtor”-passet.
Udsigt over noget af “Hochalpenstrasse”.
Pause ved vandfald.
Krydser vandløb – med friskt (=koldt!) vand.
Michael får også lige fornøjelsen af is-vandet i sandalerne.
Tapaz – nyder ferien.
Efter at have nydt dagen ude i Østrigs høje alper, tog vi til Gasthof Andrelwirt i Wörth og fik serveret en lækker aftensmad, -og en dejlig rødvin til.
Rødvinen er god!
Min “grill-tallerken” smagte dejligt. 3 forskellige slags kød, grøntsager, ris og pommesfrites til.
Morgenmaden på vores hotel var fin, og bestod af andet end tørt toastbrød (vi så en polak “riste” toastbrød i forruden på sin lastbil i går – og havde bange anelser).
Man krydser grænsen ved Salzburg til Østrig næsten uden at bemærke det. Dog skal man bemærke at på de østrigske motorveje er hastighederne noget anderledes (lavere) end på den tyske autobahn.
Vi sigtede direkte mod Rauris-dalen, hvor jeg tidligere (for mere end 20 år siden) har boet på en i mine øjne luksus-campingplads i Wörth. Mine forældre var sidste år forbi, og kunne konstatere at den stadig var på sin plads. I byen Rauris var turistinformationen åben, selv om det var søndag, og vi fik en hel stak papirer med på forskellige ferielejligheder vi kunne leje af medarbejderen i informationen. Først valgte vi een, der lå i Wörth, men der var ejerne ikke hjemme, til gengæld fik vi lækker frokost og luftet hundene i byen.
Derefter tog vi et nyt papir i “stakken” og kørte efter GPS’en ud til den. Her var ejerne hjemme, og der var masser af plads til os og hundene. For 5 overnatninger skal vi betale 299 Euro (ca. 2250 d.kr.), hvilket vi finder meget rimeligt for den flotte rummelige lejlighed. På Fletzberger’s hjemmeside (http://www.booking.com/hotel/at/haus-fletzberger.de.html) kan man se “vores lejlighed” på billede nr. 8, 9, 20, 21, 22 og 23. Kan helt klart anbefales. Vandreturer (og løjper om vinteren) starter lige ude foran huset.
Michael ude foran vores lejlighed (nr. 3) på Haus Fletzberger.
Soveværelset
Fuldt udrustet køkken med alt i hårde hvidevarer, så vi kunne tømme vores lille medbragte køletaske. (Ingen spydige kommentarer om mit strikketøj – hi hi).
…og den flotteste udsigt lige ud af døren!
Michael og Tapaz nyder udsigten – og et par vandrere.
Lige udenfor døren starter vandresti nr. 16e, så den blev benyttet som hundenes aftenluftetur, hvor vi gik hele vejen op til Kreuzbodenhütte (ca. 45 min op, og 35 min. ned). Flotte udsigter og ægte østrigsk natur med disse særlige jause-stationer.
Tapaz synes køer med klokker er nogle farlige nogen – Ego er ligeglad, så længe de ikke snusser til ham.
Lørdag morgen, kom vi ud af fjererne og afsted kl. lidt i 6. Hvilket gjorde at vi nåede Rødby færgehavn ved 7:30-tiden.
Der er pakket (Ego og Tapaz har hele bagagerummet) og Michael og jeg er køreklar. Ingen børn med på denne ferie, så bagsædet er pakket med bagagen.
Der var imidlertid et hav af andre mennesker, der også skulle til Tyskland i dag, færgerne sejlede uafbrudt (og kunne ikke følge sejlplanen), men kl. 8:45 kunne vi køre ombord. Overfarten tager 45 min. og på denne tid, kunne vi lige nå at spise morgenmad på færgen og runderer shoppen.
Færgen, der sejlede os fra Rødby til Puttgarden.
Klar til at køre fra borde og ind i Tyskland/Puttgarden.
Der var kø i nordgående retning omkring Hamburg. Heldigvis for os, var der blot korte køer (uheld og vejarbejde) sydpå i dag.
Hundene blev kort luftet i 32 graders varme på den første rasteplads efter Puttgarden, og derefter blev klimaanlægget i bilen skruet ned til 17 grader, imens det gik sydover.
Frokost (og 38 grader) og luftetur blev hurtigt indtaget på en tysk rasteplads.
Frokost og hundeluftning på en ucharmerende rasteplads inden turen gik videre.
Ud på eftermiddagen byttede vi plads bag rattet, og jeg kørte nogle timer indtil vi nåede Ingolstadt (mellem Nürnberg og München), hvor hundene blev dyppet i Donau og vi fandt et motorvejshotel med B&B, hvor hundene var velkomne med på værelset. (81 Euro for 2-personers værelse m. morgenmad incl. hundetillæg på 8 Euro).
Hundene elsker at bade. Her gik vi en tur langs Donau ved Ingolstadt, hvor hundene fik lov at dyppe sig i “Die Shönen Bluen Donau” (eller hvordan det nu er…)
Jeg er ved at gøre mig ferieklar. Vi har besluttet at køre en lille tur sydpå, og til dette brug har vi bestilt diverse mærker hos FDM:
Michael har aldrig set de østrigske alper, så det er målet i første omgang. Vi har hundene med, så Ego skal ned og se sit oprindelsesland ?
Glæder mig til at slappe af, og kigge på Alperne omkring Rauris og GrossGlockner igen. Nogen der har nogle gode tips til (eller særlige østrigske regler) for at vandre i bjergene med hunde?
Inden vi drager afsted, skal vi som sidste år, lige ud til Tanja og Mogens og hygge med grill og aftensmad.
Ego (og Tapaz) var blevet vasket og Ego besluttede at smide al pelsen, -smart nu hvor de lover meget varme sommerdage.
