Tag: juleferie

  • Nytår set med hundens øjne

    Nytår set med hundens øjne

    Nytår er for mange af os forbundet med forventning, fest og fællesskab. Men set med hundens øjne kan nytårsaften være noget helt andet. Pludselige brag, skarpe lysglimt og lyde, der kommer uden varsel. Lyde, som ikke giver mening, og som ikke kan forudsiges eller kontrolleres.

    Hunde ved ikke, hvad fyrværkeri er. De ved ikke, at det ikke er farligt. De ved ikke, at det stopper igen. For mange hunde er det ikke selve lyden, men usikkerheden, der er det mest belastende. Når man ikke ved, hvad der sker, aktiveres kroppens alarmsystem, og sanserne skærpes. Især hørelsen.

    Derfor kræver nytår ikke modige hunde, men trygge rammer.

    Når vi planlægger dagen med ro for øje

    Op til nytår anbefaler jeg altid at tænke i ro fremfor træthed. En meget træt hund er ikke nødvendigvis en afslappet hund. Ofte tværtimod. Ligesom hos os mennesker kan udmattelse gøre det sværere at regulere følelser og håndtere stress.

    Jeg prioriterer mental stimulering højt i dagtimerne. En hund, der har brugt sit hoved, er ofte mere tilfreds og rolig end en hund, der bare er fysisk kørt træt.

    Det kan være helt enkle ting:
    – at gemme godbidder i et håndklæde og lade hunden snuse sig frem
    – små “find det”-lege rundt i hjemmet
    – snusemåtter
    – puslespil med godbidder
    – en papkasse fyldt med avispapir og godbidder

    Der findes masser af fin inspiration på YouTube, fx hos Dog Training by Kikopup, eller hvis du søger på nosework games for dogs eller canine enrichment ideas.

    Mindre stress giver mere overskud

    Jeg undgår bevidst ophidsende aktiviteter på dagen. Intens boldleg, pindekast og vilde lege med mange eller fremmede hunde kan sætte stressniveauet højt, og stresshormonet kortisol er længe om at forsvinde fra kroppen.

    En rolig gåtur, hvor hunden får lov at snuse, er langt mere gavnlig end høj puls og højt gear.

    Nytårsaften handler om nærvær

    Når aftenen nærmer sig, sørger jeg for, at hunden ikke er alene. Jeg trækker gardinerne for, dæmper lyset og skaber et roligt miljø. Mange hunde har gavn af et sted, de frit kan trække sig hen. Et slags “safe room”, hvor der er fred, men hvor døren ikke lukkes.

    Noget at tygge på kan hjælpe mange hunde med at finde ro, og lyd kan også være en støtte. Klassisk musik virker beroligende på mange hunde, og alternativt kan brun støj eller varm pink støj være med til at maskere fyrværkerilydene. Jeg anbefaler altid at afprøve lyd og lydstyrke i dagene op til.

    Brun støj:

    Varm pink støj:

    🎻 Classical Music for Dogs – Chill playlist (med blide klassiske stykker som Air on the G String, Ave Maria, m.fl.) — perfekt til afslapning og ro i hjemmet:

    🎼 15 Hours of Classical Music for Dogs – lang blanding med roligt klaver og andre klassiske temaer, som kan spille i baggrunden i mange timer:

    🎹 Mozart for Dogs – Classical Music for Dogs – en særlig udgave med Mozart-inspirerede melodier, som kan være beroligende og afslappende:

    Ovenstående videoer er lavet specifikt med beroligende klassiske toner i fokus, som mange hundeejere bruger til at skabe ro under fyrværkeri, tordenvejr eller generel stress.

    Trøst er ikke farligt

    Noget af det vigtigste, jeg gerne vil give videre, er dette:
    Du kan ikke gøre din hund mere bange ved at trøste den.

    Hvis din hund er utryg, så vær der. Giv ro, nærvær og kontakt. Det er en sejlivet myte, at trøst forstærker frygt. Ingen ville lade et barn ligge alene i angst, og hundes og menneskers nervesystemer fungerer på mange måder ens.

    Tryghed dæmper frygt. Ikke omvendt.

    Når der er brug for ekstra støtte

    For nogle hunde er ovenstående ikke altid nok. Her kan det være en god idé at tale med dyrlægen om de forskellige beroligende midler, der findes i dag. Hvad der er det rette valg, afhænger altid af den enkelte hund.

    Et ønske for nytåret

    Mit største ønske er ikke, at hunde “lærer at tåle” nytår, men at vi som mennesker tager ansvar for at skabe så trygge rammer som muligt. Nytår handler ikke om at være tapper, men om at føle sig sikker.

    Jeg ønsker dig og din hund et roligt, fredfyldt nytår. Må det nye år bringe flere stunder med ro, tillid og fælles glæde 🌱🐾

  • Bondetøsen i hestestalden

    Bondetøsen i hestestalden

    Jeg har et vennepar, som jeg lærte at kende i 1998 igennem BHF-hundeklubben. De bor på et dejligt landsted, ikke langt herfra, og derfor er det muligt for mig at tilbyde at passe deres dyr og se lidt efter “tingene” når de tager på mini-ferier og weekendture.

    IMG_5413 IMG_5418 IMG_5419 IMG_5422 IMG_5424Jeg ved godt det måske lyder lidt mærkeligt, men for mig, der er opvokset på en gård og altid har boet på landet, så NYDER jeg disse stunder i hestestalden. Ofte har jeg mine hunde (og børn) med, som leger rundt på landstedet imens jeg ordner stald og pusler om dyrene.

    … og ud fra billederne at dømme er jeg vist ikke den eneste der nyder det.