Luca har ikke gået til hundetræning, så vi har en del at indhente træningsmæssigt, hvor han er helt “blank”. Det gør sådan set ikke noget, da der så heller ikke er indlært en masse fejl, som skal pilles af ham. Luca er utrolig træningsvillig og vil RIGTIG GERNE. Vi er derfor startet på grundtræning/foundation-hold hos Johanna, sammen med 4 andre hunde i alderen 12 – 26 uger.
Luca til træning i en lille hal i Ringsted. Det er Thorkil og Pernille i baggrunden.
Ud over 4 træningsøvelser, fik holdet også til opgave at tage 3 fotos af hunden, hvor den havde poterne “oppe på noget” (feet up). Vi måtte godt udfordre os selv (og hunden) lidt, så vi ikke bare tog en balje. Her er mine 3 fotos:
Jeg har også lavet en lille tavle (lamineret A3-ark), hvor jeg sætter øvelserne på med post-it sedler, så jeg har styr på de daglige korte trænings-sessioner.
Nogle gange er der meget kort fra tanke til handling.
I midten af september havde Tapaz nogle dage, hvor han ikke rigtig spiste sin mad op og havde rumle-mave, hvilket er meget usædvanligt. Han blev tjekket igennem hos dyrlægen (klinisk, røgten, blodprøver og afføringsprøver), og umiddelbart fejler han ikke en fis. Men det affødte en snak herhjemme om, at Tapaz jo heller ikke er helt ung længere (Tapaz er født i juli 2014), – og om han måske(?) og i hvert fald indenfor en overskuelig årrække ville nå til seniorlivet. Vi talte om at få ny hund i huset, – endnu en border collie. Min mand og jeg aftalte at jeg kunne begynde at “se mig lidt omkring” med henblik på en ny hvalp i løbet af 2024, – helst så det passede med at vi ikke skulle have en ny hvalp med på sejlersommerferie, da det er utrolig svært at gøre dem renlige når man sejler og ikke kan komme i land på få sekunder.
Men… så kom dette opslag på Facebook:
Jeg scrollede lidt videre, -men vendte hurtigt tilbage til opslaget om Luca, der søgte nyt hjem. Jeg viste Michael opslaget, og da han lidt kækt spurgte om ikke jeg havde taget kontakt endnu(?), så skrev jeg til Malene (opdrætter af Borderdanica Border Collies). Malene og jeg fik hurtigt talt sammen og aftalt at hun ville komme på kaffe-besøg tirsdag d. 3. oktober, så jeg og Michael kunne se Luca.
Luca kom på besøg, og det endte med at Malene kørte alene hjem, og Luca flyttede ind hos os.
Luca har i dag boet her på Pilehavegård i præcis 14 dage, hvor jeg har gjort ALT for at give ham udfordringer, hver dag. Luca er den dejligste border collie med krudt i r***n, men også med en appetit på træning, der matcher mit temperament perfekt. Tapaz har påtaget sig rollen som storebror, og tager dagligt nogle ordentlige legeture, både med og uden legetøj med Luca. Det er skønt at se dem drøne rundt i haven sammen, og jeg havde da lige glemt, hvor mange pinde, æbler, kastanjer o.lign. sådan en stor hvalp slæber med sig – helt ind i sofaer og senge.
Luca har udfordringer, – men (heldigvis) IKKE dem som hans første familie kæmpede med. Luca har et hvalpe-gøeri, som nogen gange kræver en “time-out” (Luca bliver sat i bur, så han kommer ud af det “gear”). Og ja, det tager også lidt tid at falde til ro igen, hvis vi er oppe og nat-tisse i haven, – men ikke noget jeg ikke har set/prøvet før.
Luca er startet på “foundation”-hold hos Johanna Allanach, som er grundtræning for hvalpe/unghunde med øvede førere. Her er der også en anden 6-måneders border collie, Thorkil, som det er let at spejle Luca i, – og se at han udvikler sig “helt normalt”. Derudover har jeg Johannas skarpe blik og de andre hundeførere, som jeg går til træning med, hvis der skulle opstå situationer, hvor jeg får brug for hjælp til at løse en eventuel udfordring.
Luca er også tilmeldt Anja Christiansens “PRÆ FVF”-hold, hvor der stilles skarpt på indlæring af fri-ved-fod (hunden går pænt med/uden snor). Dette online-hold starter op midt i november.
Luca – 1. dagLucaLuca og Tapaz slapper afLuca med i 7.Y på Vindinge SkoleLuca på mit kontorLuca på mit kontorLuca ved Glade AndersLuca ved Måne MorMåne MorLuca springer selv op i favnen på osLuca er hoppet op til migMorgenlufteturenMorgenlufteturenPå tur rundt i Slotshegnet v. Jægerspris SlotLeg i haven med TapazMere leg I haven med TapazI “laderen” på terassenHov, – spiser kødben i lænestolen
Jeg er for 3. sæson i træk instruktør i Hvalsø Hundevenner, hvor jeg har hundefitness-holdet. Inden mit hold skulle trænes, stødte jeg på et af begynder-holdene, og én af hundene sagde en meget velkendt lyd. Da jeg gik hen og hilste på føreren, Nina Vindum, viste det sig at border collien hun stod med, var en kuldbror til Luca.
Vel hjemme fra vores Road-Trip i Østrig, havde vi en vaske- og klargøringsdag hjemme. Der blev slået græs og pakket samt klargjort båd til sommertogt.
Lørdag d. 8.juli – afsted til Odden Havn
Vi stod forholdsvis tidligt op, spiste morgenmad og kørte derefter direkte i Holbæk Marina med hundene, – og “lige det sidste”. Første dag på sommertogtet gik de 32 sømil til Odden Havneby. Det var en let sejlads med høj sol og 28 grader. Vi gik for jern-genuaen (= motor) hele vejen, da der ikke var vind. En rigtig flot tur, som vi ellers de fleste andre gange har taget i god modvind og uden de høje temperaturer.
SOMI som den ser ud når den er sommerferie-pakket … og agterenden på SOMI, med opgang til cockpittetMan skal ikke sejle for tæt på land ud af renden i Rørvig-siden. Pludselig begyndte Michael at mumle om at der kun var 2m vand. 🙈😊Det er varmt, så Skipper ligger i skyggen på sin kølemåtte.Tapaz stiller sig med snuden ud i den lidt køligere vind, og kan på denne måde holde til varmen.Vi andre må bruge godt med solcreme, og ellers sidde stille.Selv manden er kommet i badeshortsene. Det er ikke så tit de er fremme.Odden Havn set udefraMor og far kom forbi til fælles aftensmad på Odden Havn.De havde medbragt ferie-børnene, som fik sig noget af en oplevelse, da ingen af dem har været på båd før.Dixie og Cookie fandt dog hurtigt kølemåtten i hundehullet og kunne slappe af, efter de havde fået deres aftensmad.
I dag besluttede vi os for en vandretur i bjergene. Michaels hjerte ville dog ikke være med til andet end blå vandrestier, så vores blik faldt på en “vandfalds-rundtur” aller længst oppe i Rauris-dalen.
Vi kørte så langt op, som man kunne og parkerede på P-pladsen ved Lenzanger. Den sidste del af vejen er betalingsvej, men vores “Nationalpark Sommercard”, som vi har fået i forbindelse med vores ferielejlighed gjorde turen gratis (Almindelig bil kostede ellers 14€). Selve turen rundt til vandfaldene er på godt 6 km – den er logget på “All Trails“, hvis man vil se detaljer fx højdekurver osv.
Wasserfallrundvanderweg er i hvert fald SMUK, og kan helt klart anbefales.
Flere broer passeres undervejsDet største vandfald på rutenAl slags vejr, her sol og varmeSkipper måtte bæres i ca. 20 min. da han pludselig haltede voldsomt. En tå sad ikke rigtigt, men jeg fik den svuppet på plads og så var Skipper klar igen.Sne over et af vandfaldeneAlt slags vejr på turen, kræver at man har grejet med til fx at klare en kort byge.Stien er godt skiltet ved start, og markeret meget fint med de hvide/røde træstolper, der er sat langs stien.
Vejrudsigten lover meget “blandet” vejr, så vi besluttede at tage på et lille road-trip. Startende med en borg, der lå for enden af nabo-dalen (til Rauris-dalen) og som fører op til Bad Gastein, hvor vi fik set byens flotte vandfald og spist frokost i det lokale konditori. Alt i den lille bjergby lukker kl. 12:30 om lørdagen (undt. den lille souvenir-butik og bageren).
P-pladsen ved den lille borg.Det regner, så vi tager vores regn-ponchoer på, så ikke vi bliver våde.Borg-indgangen til det lille tårn og den lille beværtning, som vi dog undlod at besøge.Bad Gastain – i mit hovede kun kendt for sit skiområde om vinteren. Men nøj, en pæn by. Parker i P-huset ved vandfaldet, der kan betales med VISA-kort i automaten. Gadeautomaterne vil have rigtige penge (Euro).… og byens 80m høje vandfald, der går lige igennem centrum. Flot og larmende.Hamburger til MichaelHusets toast til mig
Tilbage i Rauris luftede vi hunde, – så Tour de France og gik på en lokal restaurant i Rauris, hvor vi fik aftensmad.
Vores ferielejlighed: Fletzberger HausDen lokale restaurant, der var udset til dagens aftensmadUdsigt fra vores terrasseVandresti (rød = middel/svær) nr. 125 lige bagved vores lejlighedaftenluftetur op af sti nr. 125Den er hård. Røde stier kræver mange pauser.Skipper står og venter på at vi får halet lungerne indenbords igen.Den lille provokatør sætter sig blot og venter på at vi bliver klar igen.Tapaz i forgrunden og Haus Fletzberger, i bunden.
Vi vågnede veludhvilede op i den store seng på hotelværelset i Nürnberg. Lige overfor hotellet er der en stor skov, som vi benyttede til at få luftet hundene godt af. Google Maps fortæller at vi har ca. 4,5 timers kørsel til vores ferielejlighed i Rauris. Morgenbuffeten manglede absolut intet, og var med i prisen, for overnatningen.
Tapaz og Skipper er med på hotellet. Jeg er meget tilfreds med, at hundene er så nemme at have med. I øvrigt glemte vi Skippers madskål på hotellet, – hvis nogen kommer på de kanter?
Ud på “Autobahn” med alt, hvad det indebærer af vejarbejder (asfalt kan åbenbart KUN udbedres i sommermånederne) og køkørsel. Vi er dog aldrig nede og holde helt stille i længere tid ad gangen.
Ved 12-tiden er det mig, der sidder bag rattet, og Michael der må Google/TripAdvisor, hvor vi kan få os en frokostpause, gerne med wienersnitzel til. Første forsøg ledte os op i en privat gårdsplads (ha ha), men i andet forsøg lykkedes det at finde dette landlige udskænkningssted, hvor vi spiste frokost med en lokal ældre herre, der kom stavrende og skulle have “det sædvanlige”, som viste sig at være biksemad med spejlæg og en stor øl. Vi bestilte wienersnitzel og colaer. Et helt fantastisk tysk måltid.
… lidt væk fra den sydtyske motorvej ligger dette lille sted.En traditionel tysk stue, hvor vi sad sammen med en ældre lokal mand og fik vores mad.Wienersnitzel med braskartofler – intet mindre og intet mere. Det smagte fint, og vi nød at sidde i den gamle stue.En gammel kakkelovn stod i hjørnet, og flere større og mindre skabe var indbygget i væggene, eller rettere stod der, der væggene er bygget op i sin tid.
Videre afsted ind over grænsen til Østrig, som man lynhurtigt passerer, hvis man i forvejen har købt motorvejsmærkatet til forruden.
Lige præcis her kører man fra Tyskland ind i Østrig ved Salzburg.Vi har byttet plads, så det nu er Michael der sidder bag rattet, og han “flasher” for første gang sine nye solbriller, – så jeg måtte også lige have mine på.
I Rauris fandt vi ret hurtigt SPAR-købmanden, og vi var kun lige stået ud af bilen, da skyerne trak sammen og vi fik både torden og en ordentlig skylle. Dog ikke noget der varede særlig længe. Efter provianteringen kørte vi til Fletzberger Haus, hvor vi i forvejen havde booket en ferielejlighed, hvor hundene er velkomne. Det var også her vi boede for 8 år siden, så vi vidste, hvor det lå – fuldstændig fantastisk udsigt og sted.
torden og regn på SPAR-p-pladsenRegnen holdt hurtigt op, – og vi skal op til vores ferielejlighed lidt op af bjergsiden.Lejlighed 2, består af køkken-alrum, soveværelse og toilet/bad, samt en stor udendørs panoramaterrasse.
Tapaz og jeg går i denne efterårssæson til “Hundefitness” i HHV med Nadia Filtenborg Jacobsen, som instruktør.
Øvelser
Cavaletti: gående – langsomt
Katteøvelsen: Stræk ryggen laaaang og frem, og derefter “krølle” ryggen sammen (skyde ryg) med hovedet mellem forbenene.
Hunde-squat: Laves lettest op af mur, så hunden ikke bakker.
Say-your-prayer: Hunden står på bagbenene, med forbenene på førers arm, derefter stikker hunden hovedet UNDER førers arm og laver et langt skulderstræk, da forbenene forbliver på førers arm.
8-taller: Både rundt om førers ben, men også på pig-puder, der ligger i 8-tal rundt om to kegler
Bakke: Hunden skal bakke i lige linje, og gå langsomt et skridt af gangen (ikke små-hoppe baglæns)
Til den lille hundefitness-prøve i efteråret, skal vi vise, hvor langt vi er kommet med disse øvelser:
STYRKEØVELSER (2 stk)
Hop-sit: Hunden STÅR med bagbenene på forhøjet fastliggende underlag (fx en palle, en skammel, en foldemadras el.lign.), og forbenene i jorden. Hunden skal nu bruge sine mavemuskler for at trække sig selv op og “sitte” på forhøjnings-tingen.
Bagbens-kontrol: Hunden skal placere forbenene på en target-pude (el.lign.) og skal nu flytte bagbenene fra en target-pude til en anden – måske oven i købet til en tredje.
FLEKSIBILITETSØVELSER (5 x smidighed):
Vi skal træne og vise 5(!) selvvalgte fleksibilitetsøvelser for hundens ryg og skuldre.
Jeg har valgt følgende til Tapaz: 1)+2) katteøvelsen – meget lang ryg + krumme ryg 3) Bøje hovedet til skulder på forben (begge sider) 4) Bøje hovedet til baghaser (begge sider) 5) Say your prayer
BALANCEØVELSE (1 stk)
På holdet har vi valgt, at hundene skal kunne gå, med alle 4 poter, på en tynd planke (se video).
For længe siden fik Yvonna lokket mig til at melde mig til MindDogs rally-camp i St. Bededagene.
Yvonna og Pepper
Ved ankomst til Brobyværk blev vi inddelt på hold, og fik udleveret en tidsplan for, hvilke instruktører vi havde.
Jeg startede med Iben, der havde fokus på den mentale forberedelse ved banegennemgang. Jeg tog følgende “punch-lines” med mig:
1. Vær grundig i din tør-træning (= uden hund), hjernen husker (også) når man gennemgår uden hund.
2. Hjælp din hund ved ALLE skilte, også dem som hunden er skarp i. Lad vær’ med at sjuske, fordi hunden “kan” skiltet.
Så blev det Helles tur, hvor der var fokus på HELHEDstræning. Dvs. hvor skal belønningen være? Hvor kan hunden opnå sine godbidder? Vi skal lære hunden at tigge – inde på banen, for det er når hunden gør det godt PÅ banen, den skal have sine godbidder.
Jeg tog med mig:
Skipper skal have godbidder når han præsterer TOP-dollar , – ikke til at lokke ham rundt med, eller få ham til at stoppe med at snuse osv.
Jeg skal ikke kalde på Skipper og få ham med mig, – han skal være opsøgende på at det er NU, og at NU går hans godbidder (=mig og frikadellerne).
Tænk over min skridtlængde. Start med små skridt (en halv hundelængde), så hunden har en mulighed for at komme med (på en “flot” måde).
Når man går på banen er START-skiltet blot et STOP-skilt for hunden
Dag nr 2 Rally Camp
Bianca -instruktør fra Holland
I dag begyndte første træningspas med instruktør, Bianca, kl. 9:00-12:00.
Bianca bad os om at overveje, hvordan vi varmede vores hund (og os selv) op til at gøre vores bedste når vi trådte ind i ringen. Både i den daglige træning, men også konkurrencer. Det skulle nemlig ligne hinanden. Overvej HVAD vi ønsker (formålet) at opnå ved at gøre noget bestemt. Hvordan hjælper vi/forbereder vi vores hund på det der skal til at foregå?
Derefter talte vi om motivation og varighed (uden godbidder/legetøj) i trænings-intensiteten. … og at vi skulle overveje at forlænge den ved sociale belønninger (fx stemme-ros, klap, nus, leg m.fører u. legetøj). Overvej, hvordan Skipper synes det er fedt at blive belønnet med “social belønning”, – i dag synes han det var lidt underligt.
Forstyrrelsestræning. Første træningspas sad hundene ved siden af fører (“plads”)i snor og blev belønnet for at tage kontakt og holde fokus på egen fører, mens “drillepindene” forsøgte at lokke hundene til at komme hen til sig med fx godbidder. Andet træningspas var at hund og fører lavede rallyøvelser omkring kegler (8-tal, spiral, slalom) imens drillepindene forsøgte at tage hundens opmærksomhed.
Skipper – var en “case” for sig selv, da han belønner sig selv med at opsøge (læs: stikke af) og tage kontakt til andre hunde og førere. Derfor foreslog Bianca “negativ-beløning”, hvor de andre på holdet blev udstyret med lidt vand fra vandflasker (vi havde ikke vandpistoler eller blomsterforstøvere, der ville ha’ været perfekte), og hvis (/når) Skipper tog kontakt til andre førere/hunde, der stod lidt væk i en cirkel om Skipper og jeg, så fik han et lille skvæt vand. Det overraskede Skipper, – og han opnåede ikke at rose sig selv med at tage kontakt til andre. Til gengæld fik han MEGA ros af mig, når han opsøgte kontakten og gik med mig. Så var frikadelle-automaten (=mig) meget gavmild.
Pia og Breeze tager en slapperMaibritt’s Laura flader også ud. Det er hårdt at arbejde så intenst.Jørgens hund: Max er der dog lidt energi i endnu.
Frokostpause
Instruktør Iben, stod for A-holdets eftermiddagstræningspas kl. 13-16. Iben valgte at lave lidt individuelt tilpasset træning, så jeg tog Tapaz på hans første seriøse rally-træning. Tapaz gjorde det bare SÅ flot! Han gjorde ALT, hvad han kunne for at gætte, hvad jeg gerne ville ha’ ham til. Sjovt (for mig) at se ham tilbyde adfærd jeg ikke har trænet i årevis. Fx. lette ben (UDEN tis og på kommando) op af noget (i dag en platform). Jeg brugte nemlig platform for at træne “ind foran og stå, og kort vej tilbage i “plads-position” – både på højre og venstre side. Da det først gik op for ham, hvad han skulle på platformen foran mig, så gik det meget let. Hans bagpartskontrol er (i mine øjne) LIGE I SKABET. Jeg havde en kæmpe OPTUR.
Yvonna og jeg har booket et anneks i Skallinge via AirBnB, hvor vi bor med hundene. Der er 8,2 km til træningspladsen for RallyCampen i Brobyværk. Der er ingen luksus, men det er et billigt sted at overnatte. Skipper er så træt i dag at han bare tiggede om at komme op i sengen og sove, efter at han havde fået aftensmad. Ja, generelt er der MEGET ro på vores 3 hunde. Vi er også selv godt “stegte”, da vinden har været MEGET frisk, og vejret lidt skiftevis overskyet og sol. Det kræver meget solcreme, og det gør en temmelig (naturlig) træt.
Skipper har siden han var helt lille hvalp gået på hold hos Johanna Allanach, på træningspladser og haller i Ringsted og omegn. Men konkurrencebanerne har bare ikke lige passet til os. Skipper har en tendens til at “slå helt fra”, når han kommer ind i en hal med mange nye mennesker og hunde, og har svært ved at huske, hvad han selv hedder. I begynder-klassen i rally er der yderligere en detalje, som ikke er godt for vores samarbejde og det er, at hunden skal føres i snor rundt på banen.
MEN hårdt presset af et par hundevenner (eller 6) har jeg meldt Skipper til 4 officielle og 1 uofficiel prøve, for at teste af, hvor vi var.
Den første prøve var en uofficiel rally-dyst hos De Ivrige Poter, hvor Skipper ikke var til at få rundt på banen. Vildt frustrerende at blive “undervist” af velmenende dommere og tilskuere i, hvordan man skal lære hunden at følge en rundt på banen (Grrrrr…. indsæt selv “gloser”).
Så til den officielle dobbeltprøve i Grevinge torsdag d. 16. dec. 2021, havde jeg blot det mål, at Skipper skulle gå glad og villigt med mig rundt på banen, – så ville jeg være tilfreds og glad. Og glad blev jeg! Skipper præsterede at gå glad og villigt afsted, – ja, jeg blev så overrasket at det var MIG, der lavede alle fejlene på den første bane. Vi bestod dog med 73 point og kunne skrive den anden pind ind i rallybogen.
Anden prøve denne torsdag aften gik meget bedre, – igen var det en førerfejl (jeg samler ikke benene da Skipper skal lave “stå”) og et skilt vi tager om til allersidst, der gør at vi ender på 87 point. Men waaauuuu… en følelse jeg havde. Vores tredje og sidste pind i begynder-klassen var dermed i hus, og vi blev Rally Begynder Mester (RBM) denne aften, hvilket gør, at vi kan stille til prøve i øvet-klassen næste gang, som er UDEN snor.
Stolt modtog jeg de flotte rosetter og de selvvalgte præmier fra Sydkystens Hundeskole, som var prøveafholder denne aften.
Min lille Skipper, med de flotte rosetter og præmier, der følger med vores nye titel: RBM
Jeg har to border collier og en lille bichon havanais, især den lille skal børstes og holdes filt-fri. Indtil videre er det gået meget godt med at rydde bordet ved siden af håndvasken på badeværelset, men det er en kende “u-handy” at stå sådan. Border Collierne har jeg ordnet på gulvet (eller på køkkenbordet, – sssshyyyyy), for det giver altså ømme ryg- og baldemuskler at stå og ordne de store hunde.
Så et trimmebord har længe stået højt på ønskelisten. Jeg har set forskellige, og faldt for ét af slagsen fra dogwash.dk – fordi der er en trådkurv under selve bordet, som kan indeholde alle grooming-produkterne og maskinerne. Og så var det ikke dyrere end alle de andre eksemplarer jeg har kigget på.
Billedet er lånt fra www.dogwash.dk
Jeg valgte medium størrelsen (Mål: 95 x 55 x 78), da jeg synes det store bord så enormt(!) ud og det lille bord kun ville fungere til min lille hund.
Alle hunde har til eftermiddag afprøvet bordet og det er bestemt godkendt, – ikke mindst af min ryg.
Yvonna, står for min og Tapaz udvikling indenfor agility. Nogle gange er det virkelig krævende og udfordrende baner, der står klar til os, mens Yvonna andre gange fokuserer på vores (både fører og hunds) teknik.
Virkelig kringlet bane, som var svær at huske, – især når Turbo-dyret var med på banen.
Kreativ numrering, dette er forhindring nr. 31
Michael er vild med denne dato 😉
I dag havde Yvonna ud over en grundtræningsbane, med tunneller, spring og hjul, sat 5 spring op, hvor vi skulle træne vores 8-taller. Det går ud på, at vi ikke må bruge vores arme, men udelukkende skal bruge vores fødder/hofter til at fortælle hunden, hvordan spring-rækkefølgen er.
8-tals-bane på 14 forhindringer
… og her selve udførelsen.
Som det ses, på min beklædning, er det stadig piv-koldt i Danmark. Det stormer og sner udendørs i dag – forår tsk tsk…
Ego og Tapaz var tilmeldt dagens DGI-agilitystævne på Barthahus Ridecenter. Første gang jeg stillede til DGI-agilitystævne her var i februar 2015, så jeg kender ridehallen fra 2-3 tidligere stævner.
Jeg er endnu ikke så stævnevant, og er derfor rigtig glad for at der stadig afholdes DGI-stævner, hvor hyggen og det sociale samvær på tribunerne er i højsædet. Hvor det ikke nødvendigvis er det at vinde en klasse der er fokuspunktet, men det at føle, at samarbejdet med hunden på banen fungerer, – og at man “magter” niveauet og størsteparten af ekvipagerne kommer igennem uden at blive disket.
… desværre var det om lørdagen, i mine øjne, ikke rigtig det, der kendetegnede de almindelige spring- og agilityløb.
For ikke “bare” at være en brokkende deltager, satte jeg mig med min iPad og skrev en konstruktiv mail til den stævneansvarlige – og jeg har fået en fin besked tilbage at min mail er sendt videre til agilityudvalget (Nordsjælland), som vil tage det op på et af deres møder.
DGI-stævnerne har (tidligere) haft ry for at være for “alle” (også hr. og fru Danmark, der har en hyggehund, de løber lidt hyggeagilitystævner med). Derfor er DGIs Agility regler – 2017 også markant anderledes end DKKs regler.
På side 9 er sværhedsgraderne for begynder-klassen beskrevet på følgende måde:
Begynder
Min 12 og max 22 forhindringer (numre).
Begynder niveau karakteriseres ved:
Med god plads mellem redskaberne.
Uden ”fælder”.
Med lettere kombinationer.
Ingen skarpe vendinger
Med få skift.
”En let løbebane”
Her løber jeg begynder-banen med Ego. Det er selvfølgelig et fortolkningsspørgsmål om reglerne er overholdt, men selv med mine mest venlige DGI-briller synes jeg ikke disse begynder-baner lever op til reglerne.
… og her er begynder AG-banen med Tapaz, hvor jeg af dommeren bliver bedt om at forlade banen efter forhindring nr. 12 (ud af 22)? Jeg undres, og da vi spørger hvorfor, får jeg at vide at jeg trænede felter på banen og at det ikke er tilladt? (-ikke noget jeg kan finde i DGI-reglerne).
Efter disse oplevelser på begynder-niveauet begyndte jeg at frygte den hold-stafet med 17 forhindringer inkl. slalom, som vi havde fået udstukket. Her er der ingen regler om niveau, men de tidligere år har det været sådan at 1 af de 3 baner var uden slalom, – så hold, der havde begynderhunde med, havde mindst 1 bane, som var lidt lettere end de andre.
Derfor var jeg bare SÅ glad for mit holdløb med Yvonna/Duke og Lone/KizzMe. Tapaz havde fået krudtet tilpas af, og jeg fik mit samarbejds-kick, hvilket også lyser ud af mig, da vi passerer målstregen som den sidste ekvipage.
Hold-konkurrencer er SÅ gode for fællesskabet, og hallen kom “op på tæerne” under løbene, hvor alle hepper løs. SÅ godt!
Måske DGI-nordsjælland helt skulle undgå de traditionelle ag-klasser og udelukkende arrangere DGI-stævner med de anderledes agilityklasser, som de VIRKELIG ER GODE TIL! Der er nok at tage af: Tid-fejl-ud, Knockout, hold-stafet, Snooker, Mini-Maxi, Par-klassen osv. osv. Jeg ville være på!
… tænker også at det tidligere Halloween-stævne på Noagård kunne være en mulighed at “overtage” konceptet fra?
Skipper udvikler sig rigtig fint, og er meget ivrig og lærevillig. Min førerudfordring er, at han er min første bette hund, så der skal nogle lidt andre belønningsmetoder til for at fastholde hans iver (sammenlignet med mine border collier). I øjeblikket veksler jeg imellem leverpostej på tube, stænger i skiver og kaninskind/legetøj. Skipper er ret vild med leverpostejen og går ca. 5 skilte på en lille klat.
Efter træningen i dag, var der dømt sødt gruppepres fra Charlotte/Olga og Gitte/Chip. “Kom nu Sofie… har du meldt til prøve?”, “Vi spammer dig med kærlige-kom-nu-sms’er til du melder til”. Super sødt og det skub jeg havde brug for. En aftenprøve d. 3/12 dukkede op i BorderCollie-Klubben, og vupti… Skipper er tilmeldt sin første officielle DKK-prøve. Jeg har fået startnr. og rallybog til ham (han er uden stamtavle, så vi kommer ikke til at blande os med DM-folkene).
Selve øvelserne på skiltene er en videreudvikling af de øvelser Johanna har trænet med os på Foundation/hvalpe- og unghundeholdene. Fx. gå rundt om fører bliver nu blot udvidet til gå rundt om fører under gang (kommandoer: “rundt” (med uret) og “walk-on” (mod uret). “Twist” (mod uret) og “Turn” (mod uret) bliver flittigt benyttet i alle vendinger på rigtig mange skilte.
Dette sidder “lige i skabet”:
Skippers fri ved fod, både højre og venstre side, får jeg altid meget positive bemærkninger for. Den bliver gået med pondus og meget stor “cute”-faktor. Jeg har egentlig ikke arbejdet så meget for den, da det var sådan Skipper tilbød den, stort set fra starten af hans træning.
Feltet er forstået og Skipper løber gerne villigt ud og vender front mod mig inden han lægger sig i dæk i feltet. Han lægger sig i dæk stort set uden kommando.
Spring under gang, hvor jeg går forbi springet og han skal komme ind på plads er som det skal være.
Ignorering af forstyrrelser/andre hunde imens vi arbejder på banen. Skipper er god til at holde fokus – især hans teenage-alder taget i betragtning (han bliver 18 måneder i morgen).
Dette kan vi blive bedre til og arbejder vi på:
Selv finde “plads”-position (stående) og arbejde mine meget tydelige håndtegn væk.
“Bliv”, både sit-dæk-stå, når jeg skal gå rundt om ham, eller hente/bringe-øvelsen.
Spring, hvor Skipper skal indtage en position efter springet og først springe tilbage på kommando, samt finde “plads”/”fod” arbejder vi på. Jeg skal bruge meget tydelige håndtegn før position indtages, tilbage-spring udføres dog fint.
Synkron-vendinger (tulipan, springvand, synkron venstre/højre) arbejder vi på, da tempoet er ekstremt højt i Skippers “turn” og noget langsommere i “twist”, – vi skal have det til at se mere synkront ud.
Snoren! … er nok vores største udfordring. Jeg har ikke helt fundet tricket endnu med hvilken en snor vi skal bruge, og om jeg skal vælge selen eller halsbånd. Skipper er enormt følsom på snoren, og dukker sig meget (og kan også finde ud af at undvige/løfte poter/bakke osv), hvis den kommer “svingende” rundt i fx. tysker-vendinger eller gå rundt om. Jeg eksperimenterer lidt, da det er et KRAV i begynder-klassen at have snor på hunden. (SUK! … må bare satse på at vi laver 100 point første gang, så vi hurtigt kan komme videre i øvet-klasse, hvor snoren skal være taget af – JUBIII).
Til næste gang (på tirsdag), har vi fået til opgave at lære Årets Hund Begynder-banen udenad… jeg er i gang!
Jeg går til rally-træning med Skipper hos Johanna Allanach. Alle rallyskilte er indlært ved at videreudvikle de tricks vi arbejdede med på Johannas foundationhold (hvalpe- og unghundehold).
Jeg har brugt platforme til at træne Skipper i både stillingsskift og “bliv”-kommandoer fx. til gå-rundt-om.
Jeg har fået en temmelig “cute” fri-ved-fod attitude på Skipper. En af de svære ting, som vi har arbejdet ret meget med, er at få Skipper til “selv” at følge mig rundt med hans bagpart/bagben når jeg drejer skarpt til venstre. Vi var sidst på i går (det går efter tur, med forskellig rækkefølge) og Skipper var simpelthen blevet træt – og det var tusmørkt, så Johanna bad mig om at filme mine fremskridt i dag.
Det kom der denne korte video ud af, – og jeg er tilfreds.
Tapaz og jeg knokler for tiden med agility’en. Yvonna sørger for at vi har vores grundtræning og teknikker i orden. Intet undgår hendes skarpe og kritiske blik. Redskaberne bliver stille og rolig indlært, med 2on2off på felterne, og vippen, som første feltredskab. Slalom er indlært med buer – først på en kort med 4 pinde, og derefter udvidet med 2 pinde af gangen. Vi er nået til 12 pinde på slalomen, og kun buer lige på start- og udgangen.
Tapaz i en lige nedgang (derfor springstøtterne), hvor han hopper op på vippen ca. midtpå.
Vippen bliver holdt oppe i den ene ende af en havestol, så Tapaz kun får et lille vip/bump til at starte med. Derefter sænkes havestolen/kassen, der holder vippen, så der vippes mere og mere.
Og I Hvalsø Hundevenner sørger Naya for at udfordre os – på den “tilpasse” måde.
I dag var det en lille bane på 12 forhindringer, der kun bestod af 4 spring og 1 tunnel – hvor svært kan det være? Daaaaaaah… svært nok med en hurtig Turbo Tapaz! Men vi kom til sidst fint igennem og vi kunne løse 7-12 på flere forskellige måder.
Sidste tirsdag havde Naya udtænkt denne handling-bane til os:
Ved siden af “handling”-banerne har Tommy en “slange”-bane med alle feltforhindringer, pose og slalom på, så der er tid til at få indlært redskaberne ordentligt uden handlings-cirkuset.
