Påskestrik og et lille Paris-projekt
Påsken viser sig ikke ligefrem fra sin varme og vindstille side i år, så jeg har benyttet lejligheden til at fordybe mig i lidt krea derhjemme.
Forleden faldt jeg over modellen Gabi Tee i en Facebookgruppe, og den satte straks gang i en idé. Jeg kom nemlig i tanke om et garn med små, fine palietter, som jeg tidligere havde set i Garnisonen i Frederikssund. Det virkede som det perfekte match, og kort tid efter var projektet på pindene.

Jeg er ellers i gang med en ret indviklet engelsk opskrift – St. Jones Without – som er en del af et onlinekursus. Det er spændende, men også krævende, så jeg havde brug for et lidt mere ukompliceret projekt ved siden af. Noget hvor jeg bare kan strikke derudad uden at skulle koncentrere mig helt så meget.
Gabi Tee’en har vist sig at være lige præcis det. Jeg er allerede rigtig godt tilfreds med både garnvalg og udtryk. De små palietter giver et diskret spil, uden at det bliver for meget.

Måske ender den med at blive pakket med i kufferten, når vi sidst i april tager en forlænget weekend i Paris for at fejre vores 10-års bryllupsdag. Det kunne i hvert fald være en fin anledning til at lufte et nyt, hjemmelavet stykke tøj.




Skriv et svar