Tag-arkiv: tilretning

Jersey-workshop

Maria Denmark afholdte i dag en workshop på Vesterbro i forskellige teknikker, når man syr i jersey-stof.

Jeg havde meldt mig, da jeg øjnede en mulighed for at hygge mig med syning (min symaskine+overlocker) i 7 timer, i godt selskab, sammen med en håndfuld andre syglade kvinder. I dag var vi 9 kursister, hvilket passede fint til lokalernes størrelse og faciliteter.

image
Velkommen på Jersey-Workshop

Maria tog imod os i Line Galst Jørgensens sylokaler (Rum 11), som var vældig inspirerende for mig, da jeg selv står for at skulle indrette mit syloft med “Sy & Tryk”.

image
Et af oplæggende om forskellige typer jersey. Deltagerne havde inden kurset kunnet skrive ønsker til dagens forskellige jersey-oplæg.

Ud over Marias indput i løbet af dagen, hvor hun bl.a. gennemgik teknikker til ærme-isætning, forskellige kantninger (bl.a. engle-elastik), fik jeg selv syet en fin vandfalds-tshirt med korte ærmer, og en “Karen Kjole” med draperinger.

image
Vandfalds-Tshirten på vej igennem min overlocker.

 

Karen Kjolen tegnes af og tilrettes min krop, inden jeg skærer/klipper stoffet ud.
image
Lines overlocker-hjørne, hvor jeg placerede min overlocker ved siden af.
image
Alverdens lodder til at holde på stof + papirmønster (istedet for knappenåle), når stoffet skal klippes/skæres.
image
Mønster-opbevaring! Kræver kraftigt mønsterpapir, da det ellers ikke tåler man klipper hul igennem stakken, og hænger op med garn/lædersnøre.

Kursusdel 4 – sy en T-shirt

Jeg var på “Alt Om Håndarbejde” (AOH) messe i går, hvor jeg sad og syede på en stand (Byens Sycenter) imens Maria Denmark solgte SYsiden og hendes egne kurser og mønstre. Jeg fik afprøvet flere af maskinerne fra Janomes maskinpark og forelskede mig en lille smule i Coverlock’eren med binderen på. Synes bare det er en anelse dyrt… selv om det selvfølgelig ikke helt kan sammenlignes, så kan jeg godt nok købe mange twillingenåle (40,-kr stykket) for den maskines pris.

Jeg nåede også at ose lidt, og kom hjem med et par meter stof (bl.a. noget jersey-viscose med ugle-print – prisen taler vi ikke om), nye skrædderlinealer, en flamingo-pynte-gine til nåle og pynt på sybordet, en tag-fnuller-af-maskine og en goodiebag fra SYsiden.

I dag har jeg fået syet en hurtig T-shirt fra Maria. Jeg har brugt det gratis mønster man får tilsendt, hvis man melder sig til hendes nyhedsbrev, Kirsten Kimono Tee. Jeg har brugt Marias tilretning til stor barm i jersey-stoffer, -en hurtig let tilretning, der giver plads til min barm (der ikke er i standart B-skål, som mønstre primært tegnes til), uden at give mig en meget bred ryg. Jeg er vældig tilfreds, og er nu klar til at lave samme T-shirt i mit dyre uglestof.

Min oplægning med en jersey-twillingenål er også blevet fin.

IMG_5500 IMG_5501 IMG_5502 IMG_5503 IMG_5504 IMG_5505

 

Og netop at sy T-shirt er kursusdel 4 i Marias online sykursus, som har online-møde på tirsdag, hvor Maria giver de sidste tips og tricks (alt efter hvad kursisterne har af spørgsmål) til T-shirt-syning.

Klassisk kjole – syning

Så blev det tid til at sy belægning i foroven i kjolen. Igen blev der studeret video – flere gange fra Sysidens magasin. Jeg valgte også at stryge en tynd vliseline på belægningsstykkerne OG beslutte mig for at give kjolen lidt “kant” med en turkis tittekant. For at få samlet tittekanten korrekt fandt jeg denne illustrative vejledning.

Kjolen blev lagt op, og mit mærke med “Eget design” påsat.

Færdig klassisk kjole, der nok skal komme på mange gange i løbet af efteråret.

Færdig klassisk kjole
Færdig klassisk kjole
IMG_1773
…og med fin turkis tittekant imellem forstykke og belægning.

Klassisk kjole – mønsteret

Jeg kan li’ at sy, og jeg kan li’ når resultatet bliver godt!

Jeg har mest syet børnetøj og “ting” til boligen (gardiner, puder, dækservietter, penalhuse, små tasker osv.), men en enkelt gang i mellem har jeg da også syet tøj til mig selv. Grunden til, at jeg IKKE har syet ret meget til mig selv er, at jeg ikke bliver tilfreds. Min krop, er ikke lavet over “standard-læsten for kroppe”, og jeg har simpelthen ikke haft den nødvendige viden til at lave de meget nødvendige tilretninger. …og så er jeg også lidt “perfektionistisk” anlagt = Mit tøj skal ligne “en million” og ikke noget der lige er “klampet” sammen.

På et tidspunkt stødte jeg lidt tilfældigt på Signe Eriksens hjemmeside. Her ligger en masse videoer af forskellige sy-tricks og hun udgiver sammen med Maria et skønt online-magasin Sysiden. Denne måneds mønster er en “klassisk kjole”, -og jeg tog en dyb indånding, og begyndte at læse magasinet og se videoer.

I Frederikssund ligger Syhjørnet, en dejlig velassorteret butik, hvor personalet havde tid til at vejlede mig, og jeg kom hjem med flot grå-meleret stof til min kjole (og et lille stykke af et andet gråt stykke, som jeg gerne vil have en nederdel i – september måneds mønster på Sysiden).

Stor-barm-tilretning, har jeg aldrig før givet mig i kast med. Jeg kan huske en enkelt gang, hvor jeg har rykket bryst-indsnittet en smule. Men med forklaring i magasinet og medfølgende video guidede mig igennem, den første del. Så kom min mor forbi og hjalp mig med at holde mønsterpapiret fast og afsætte nye mærker, så brystpunktet (der hvor brystet er højest) også kom på mønsterpapiret – afsat korrekt. Det medførte at både bryst- og taljeindsnittene skulle rykkes lidt igen.

Stor Barm Tilretning på Klassisk kjole (og toppe i fast stof).
Stor Barm Tilretning på Klassisk kjole (og toppe i fast stof).

Prøveopsyning i lærred, så jeg kunne få “syn for sagen”.

Opsyning i (billigt) lærred af Klassisk kjole.
Opsyning i (billigt) lærred af Klassisk kjole.

På facebook-gruppen “Sylokalet Skaberlyst” kommenterede Signe min prøveopsyning med: “…jeg ville overveje at sy indsnittene lidt mindre dybe foran. Det ser ud som om de giver et lige rigeligt voldsomt knæk i taljen. Ret ofte skal indsnittene i taljen være 0,5 mm mindre end der er markeret på mønsteret. Hvis du syr meget nøjagtigt efter markeringerne på mønsteret kan det også være derfor det ser lidt “hakket” ud. Man skal sy i en runding på midten, og der kommer man automatisk til at “snyde hjørner”, så indsnittet ikke bliver så dybt – det giver et mere harmonisk udtryk”.

Det vil jeg selvfølgelig forsøge at huske næste gang jeg skal lave lodrette indsnit.

Signe (og en del andre gæve sypiger) gav mig i øvrigt også en flot tilbagemelding på mit spørgsmål om, hvordan jeg bør presse mine indsnit. Det korrekte er: “… vandrette indsnit stryges OPAD, så der ikke kan ligge støv eller regndråber på kanten, og lodrette indsnit stryges MOD midt for/midt bag, så øjet “glider af” indsnittet, når man ser på tøjet forfra eller bagfra”.

Kjolen blev herefter klippet i “det rigtige” grå stof, indsnit syet, og en usynlig lynlås, sat i sidesømmen, så kjolen blev lettere at tage af og på. I morgen (efter arbejde) skal jeg i kast med belægningerne. Og jeg har besluttet at der skal være tittekant i turkis rundt i hals- og ærmegab. …og muligvis også for neden?

Indtil videre er jeg meget tilfreds med mit bud på “Klassisk kjole”.