Kategorier
Hundelivet

Skipper – Rally Begynder Mester

Skipper har siden han var helt lille hvalp gået på hold hos Johanna Allanach, på træningspladser og haller i Ringsted og omegn. Men konkurrencebanerne har bare ikke lige passet til os. Skipper har en tendens til at “slå helt fra”, når han kommer ind i en hal med mange nye mennesker og hunde, og har svært ved at huske, hvad han selv hedder. I begynder-klassen i rally er der yderligere en detalje, som ikke er godt for vores samarbejde og det er, at hunden skal føres i snor rundt på banen. 

MEN hårdt presset af et par hundevenner (eller 6) har jeg meldt Skipper til 4 officielle og 1 uofficiel prøve, for at teste af, hvor vi var.

Den første prøve var en uofficiel rally-dyst hos De Ivrige Poter, hvor Skipper ikke var til at få rundt på banen. Vildt frustrerende at blive “undervist” af velmenende dommere og tilskuere i, hvordan man skal lære hunden at følge en rundt på banen (Grrrrr…. indsæt selv “gloser”). 

Så til den officielle dobbeltprøve i Grevinge torsdag d. 16. dec. 2021, havde jeg blot det mål, at Skipper skulle gå glad og villigt med mig rundt på banen, – så ville jeg være tilfreds og glad. Og glad blev jeg! Skipper præsterede at gå glad og villigt afsted, – ja, jeg blev så overrasket at det var MIG, der lavede alle fejlene på den første bane. Vi bestod dog med 73 point og kunne skrive den anden pind ind i rallybogen.

Anden prøve denne torsdag aften gik meget bedre, – igen var det en førerfejl (jeg samler ikke benene da Skipper skal lave “stå”) og et skilt vi tager om til allersidst, der gør at vi ender på 87 point. Men waaauuuu… en følelse jeg havde. Vores tredje og sidste pind i begynder-klassen var dermed i hus, og vi blev Rally Begynder Mester (RBM) denne aften, hvilket gør, at vi kan stille til prøve i øvet-klassen næste gang, som er UDEN snor. 

Stolt modtog jeg de flotte rosetter og de selvvalgte præmier fra Sydkystens Hundeskole, som var prøveafholder denne aften.

 

Min lille Skipper, med de flotte rosetter og præmier, der følger med vores nye titel: RBM