Endelave – og offline blogging på mac

Vi er kommet til Endelave i går eftermiddags, hvor havnefogeden stod og tog imod os på broen og anviste os plads. Vi fik anvist en fin pæleplads (den 4. sidste for store både, inden resten blev installeret i havnebassinet ved siden af).

Havnefogeden på Endelave byder alle sejlere velkommen og anviser dem plads i havnen.
Havnefogeden på Endelave byder alle sejlere velkommen og anviser dem plads i havnen.

Straks vi var landet blev børnenes cykler sat i land, og børnene fik at vide, at her måtte de gerne cykle alt det de ville uden voksenledsagelse. Det lod de sig ikke sige to gange, og vi foreslog at de kunne prøve at finde købmanden (Michael kalder det for øens “kolosal marked”).

Alt er som da vi forlod øen for godt et år siden. Man bestiller stadig morgenbrød hos “bageren” ved at smide en seddel i postkassen på havnen og hente sin bestilling mellem kl. 7-9 dagen efter. Der er stadig de samme lækre badefaciliteter (fra 2011), og øen er stadig beboet af vilde kaniner, som vi var ude og tilse på en cykeltur i dag. En rigtig dejlig havn at komme i, og indtil videre den havn, hvor vi har set flest børn ombord på de andre både.

Morgenlufte-tisse-prutte-tur. Hundene er ikke til at holde oppe af vandet. Så snart de bliver sluppet fri af linerne, så piiiiiuuuun, står de i vandkanten og løber rundt og pjatter.
Morgenlufte-tisse-prutte-tur. Hundene er ikke til at holde oppe af vandet. Så snart de bliver sluppet fri af linerne, så piiiiiuuuun, står de i vandkanten og løber rundt og pjatter.

Her på Endelave måtte jeg også indse, at hvis jeg skal oprette blogindlæg om vores sommerferie kontinuerligt, har jeg brug for et redigeringsprogram, hvor jeg kan skrive/lave mine indlæg offline og derefter udgive dem når internetforbindelsen med resten af Danmark tillader det. Derfor brugte jeg et par timer på at afsøge Mac-markedet for et redigeringsprogram til Mac’en, som kan matche “Live Writer” til Windows som jeg har været glad for at bruge (men som ikke dutter på min Mac). Jeg har nu downloadet en prøveversion på 21 dage på “Blogo”, som skulle kunne nogenlunde det samme og som jeg skriver netop dette indlæg i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.